Nytter det noget?

Om hvorvidt asylaktivismen i Danmark har en fremtid eller ej.

Den værste aften i mit liv

Jeg havde egentlig ikke særlig meget med Kirkeasyl eller irakerne at gøre, men da jeg troppede op ved kirken den nat i august, sidste sommer, kunne jeg mærke, at det ville blive noget andet end jeg var vant til.

Selv blev jeg hurtigt genkendt af en politimand, der råbte mit fulde navn højt, så jeg turde ikke deltage aktivt i blokaderne. Alt jeg kunne gøre var at følge med bussen rundt, råbe af politiet og hjælpe folk der var kommet til skade.

Flere gange kom jeg så tæt på bussen, at jeg kunne se Irakerne i øjnene derinde, velvidende at mine kammerater var alt der stod imellem dem og en uvis fremtid i Irak. Folk med deres øjnene sammenknebne i peberspray-krampe bad om at blive sat ned i menneskekæderne foran bussen igen.

Den magtesløshed, frustration og brutalitet fra politiet gjorde det til en af de mest forfærdelige oplevelser i mit liv. Jeg kan stadig blive rystende af raseri og frustration ved blot at se video-optagelser derfra.

Men nytter det noget? Det spørgsmål må alle aktivister stille sig selv før eller senere. Hvad fik asylbevægelsen egentlig ud af at sidde ned og få tæv en times tid?

Delsejre

Lidt mere end de fleste sikkert tror. Først og fremmest blev mange af sagerne genoptaget og flere har fået midlertidige opholdstilladelser.

Dette kan ses som en begrænset delsejr, men vi bør nok ikke stille os tilfredse med det, så længe de danske asylregler er så stramme som de er. Det danske asylsystem er fra politisk hold designet så brutalt og nådesløst som muligt og der er intet der tyder på det vil ændre sig under den nuværende regering.

Dog var regeringen mere under pres i asylspørgsmålet end de har været under hele deres regeringsperiode. Medierne er i den forbindelse interessante, da man kan spore en forandring i den danske medieflade.

Masseslagsmål

I april var der et masseslagsmål i Sandholmlejren, hvor en 30-årig afghaner blev stukket ihjel. Jeg sad og læste om historien i medierne og blev meget overrasket over dækningen. Journalisterne stillede kritiske spørgsmål til regeringen om hvorvidt de skaffede nok pladser eller generelt varetog asylansøgernes mentale sundhed.

Dette er i sig selv sært, da det bryder med den måde medier og politikere har omtalt asylansøgere siden 90’erne. Spørgsmålet har altid været hvorvidt asylansøgere er et problem for det danske samfund. Det har aldrig været relevant at spørge til hvordan asylansøgerne selv har det. De har dermed haft en underordnet position i forhold til hvad der er vigtigt.

Mediemæssigt kursskifte

Man skulle tro, at et masseslagsmål i et asylcenter ville fordre journalister til at stille spørgsmålet om, hvorvidt disse individer kan begå sig i det civiliserede danske samfund. I stedet blev det overraskende nok til en historie om hvad politikerne gør for asylansøgerne.

Hvordan kan det være at medierne pludselig begynder at omtale asylansøgere anderledes? En del af forklaringen er nok, at de fik sat sig selv på dagsordenen ved at lave et mediestunt, da de gik ind i kirken. Men det er nok ikke hele forklaringen.

Kulturchok

De fleste danskere har en idé om vores samfund som civiliseret og demokratisk. Man løser problemer ved at snakke om tingene og ikke ved at slås.

De billeder af politiet der lister sig ind i en kirke om natten for at splitte familier ad og derefter tæsker siddende folk gør at medierne bliver nød til at stille andre spørgsmål, hvis de skal producere meningsfyldte historier. Det er simpelthen umuligt at køre videre i den samme rille når der sker noget så voldsomt.

På den måde tvinger det folk til at se sagen i et nyt lys og søge efter mening i en anden fortælling. Nemlig den der bliver fortalt, hvis man stiller spørgsmål til asylansøgerne selv. Dette var nok primært hvad der mobiliserede så mange mennesker i dagene og ugerne efter rydningen og i dag gør at man snakker anderledes om asylansøgere i medierne.

Nytter det?

Det er for mig at se den største sejr vi opnåede den nat foran kirken. Ikke blot fik vi genoptaget sagerne for en række af de mennesker vi kæmpede for, men vi fik ændret dagsordenen for, hvordan man snakker om asylansøgere i medierne og den politiske debat. Dette er første skridt på vejen til en varig samfundsforandring. Spørgsmålet er, hvad der sker nu?

Udover en række mindre protester og aktioner har asylaktivismen ikke for alvor sat en dagsorden siden kirkens rydning. Nu sætter en række kurdiske asylansøgere sig selv på dagsordenen med deres sultestrejke på Christiansborg. Dette er en oplagt mulighed for igen at fortælle en historie, hvor medierne bliver tvunget til at betragte asylansøgerne som mennesker frem for potentielle samfundsproblemer.

Jeg håber de får brudt gennem mediemuren og at bevægelsen vågner op og støtter dem så meget, som de uden tvivl får brug for...