Er Søren Autonom?

Jeg lå vågen til kl to i nat – langt efter min sengetid – og læste Søren Lerches virkelig gode bog Autonom Pusher Mentor. En bog der ramte og rørte mig dybt både fordi den er velskrevet og ærlig, men også fordi hans fortælling på mange måder minder om min egen historie.

Søren fortæller ved hjælp journalisten Ulrik Dahlin om sin ungdom med hashmisbrug, om sit møde med det autonome miljø, sin fascination af militant kamp, sin gradvise accept af vold og til sidst sin kriminelle løbebane, der ender med at han bliver kerneperson i organiseringen af hash-klubber og leverancetjenesten De Brune Bude.

Formel boganmeldelse

Sproget er lækkert, man keder sig ikke et sekund under læsningen. Hvert andet kapitel springer i tid fra henholdsvis hans tur ind og ud af kriminalitet, hvor vendepunktet bliver en isolationsfængsling i Vestre Fængsel. En rigtig kreativ måde at samle en fortælling på og at præsentere Søren som det komplekse troværdige menneske der rummer aspekter fra hele hans livshistorie.

Det er altid stærkt at læse folk der ærligt udleverer historier fra ekstreme og intense perioder i deres liv. Det er klart brugbart for alle at læse hvis de vil vide mere om kriminalitet, menneskelig psykologi og livshistorier. Man sidder tilbage med en følelse af at man kender Søren og ønsker ham alt det bedste i hans indsats for at gøre verden til et bedre sted.

Det problematiske i det problematiske

Når man føler at man kender en person der har udleveret sårbare og angstprovokerende ting om sig selv bliver det svært at kritisere. Men der er desværre nogle lidt for store problemer i hans bog til at jeg helt kan ignorere dem. Derfor vil jeg udfordre hans blik på ekstremisme og radikalitet. Et blik jeg mener er forfejlet hvad den autonome bevægelse/den radikale venstrefløj angår. Derudover kommer Søren med en række kriminalpræventive refleksioner der hvis de bruges ukritisk kan gøre mere skade end gavn. I de episoder jeg selv har kendskab fra min tid i bevægelsen har jeg identificeret en del faktuelle fejl. Endeligt er der spørgsmålet om hvorvidt Søren er stikker som jeg gemmer til sidst i indlægget.

Disse passager i bogen kan give et forkert billede af virkeligheden og samfundet og er vigtige at få rettet op på hvis bogen skal bruges af folk der vil forstå venstreorienteret radikalisering eller bare arbejde med udsatte mennesker i det hele taget. Så selvom jeg har allermest lyst til at give Søren et kram og lade ham komme tilbage til et arbejde der uden tvivl er et arbejde der efterlader verden til det bedre vil jeg nu gennemgå en god bogs problematiske passager.

Om os-dem ekstremismesynet

Den eneste del af bogen vi med sikkerhed ved er skrevet af Søren selv er bogens forord. Og her skriver han det egentlig ret godt:

”Min historie er på ingen måde repræsentativ for det venstreradikale miljø, min udvikling var ekstrem. Kun et meget lile mindretal begik kriminalitet for egen vindings skyld, flertallet var drevet af idealisme eller de sociale dimensioner af miljøet, og det var kun nogle af, der anvendte vold for at opnå politiske mål.” (s.11)

Forordet er vigtigt fordi det står i modsætning til resten af bogens beskrivelse af det autonome miljø som noget definitivt mere usundt, radikalt og farligt der ligesom kriminelle miljøer er noget folk skal hjælpes ud af. Så selvom Søren ikke har nogen intentioner om at kritiserer det venstreradikale eller autonome miljø er han alligevel ret god til at gøre det.

Hvorvidt 90’ernes autonome miljø var et godt eller dårligt sted er svært at svare på. Jeg tror at alle sociale miljøer stritter imod enhver entydig kategorisering. Det vil altid være muligt at have både gode og dårlige oplevelser og  enhver socialt sammenhæng kan katalysere en både sund og usund personlig udvikling.

Overordnet tror jeg dog der var mere vold og kriminalitet både politisk og upolitisk i 90’erne. Jeg tror heller ikke der var samme udtalte bevidsthed om at passe på sig selv og hinanden som der er nutidens venstreradikale bevægelse.

Sørens tid i det autonome miljø slutter næsten præcis det samme sted min tid som aktivist starter. De sidste gadekampe han beskriver er samtidig mine første. Dem der fandt sted under EU-topmødet i Göteborg 2001. Få måneder efter oplever han en eksklusion fra det miljøet til et stort fællesmøde i Bumzen i baldersgade og vender tilbage i nogle få sider at beskrive miljøet lidt nuanceret igen i stedet for noget entydigt usundt.

Radikalisering er en god ting

Han omtaler flittigt sig selv som ekstremistisk og radikaliseret og beskriver det som en klart dårlig ting. Men er radikalitet egentlig en dårlig ting? Der er i den grad brug for radikale løsninger hvis vi som samfund skal håndtere flygtninge, klimaforandringer og økonomiske kriser uden at falde tilbage til fortidens racisme og forbrydelser imod menneskeheden. Ekstremisme er et mere entydigt negativt begreb. Det er tilgengæld så politisk betændt at det bedst beskrives som et udefinerbart skældsord typisk brugt imod os der foreslår radikale løsninger. Et skældsord ofte brugt af politikere der intet problem ser i f.eks. retorik der forsvarer overgreb på menneskerettighederne. Ekstremisme og radikalitet er altså begreber et politisk inkluderet ”os” prøver at bruge om et ekskluderet ”dem”. Derfor vil enhver ukritisk brug af begreberne også være medhjælpende til denne ekskluderingsproces og risikere at skubbe folk længere væk hvis de i forvejen er stemplet som radikale eller ekstreme.

Radikaliserende studievejledere

Dette er især problematisk når Søren reflekterer over sit eget liv på en måde jeg bestemt ikke mener bør føre til generel brug. Blandt andet problematiseres det at en studievejleder på Det Fri Gymnasium støtter op om Sørens skriverier for det autonome tidsskrift Propaganda:

”Det gale var at studievejlederen støttede en person (Søren -red), der godt nok havde overvundet sin skriveblokering, men hvis holdninger var 80 procent destruktive og udviklet i et meget lukket fællesskab. Havde der været en mere fokuseret og kritisk tilgang til mine politiske opfattelser dengang (...) så kunne jeg være blevet optaget i et andet fællesskab og fået status og anerkendelse dér.” (s. 82)

Jeg var selv en elev på Det Fri Gymnasium og fik relativt lang snor på trods af at politik og aktivisme fyldte langt mere det burde og gik ud over mit skolearbejde. Som de fleste andre nytilkomne politisk vækkede var mine holdninger et mærkeligt sammensurium af radikale, normale og mærkelige ting. Var jeg blevet konfronteret med politiske krav til mine holdninger fra en udefrakommende voksen studievejleder fra ”systemet” var jeg nok bare stejlet og skredet. I stedet fik jeg lidt snor selvom jeg rummede både mere og mindre gennemtænkte holdninger. Det betød at jeg kunne få en studentereksamen og fortsætte i et uddannelsessystem der gradvist nuancerede mine holdninger, gjorde mig mere voksen, ansvarlig, trak mig ind i samfundet og gav mig noget at miste.

Søren har givetvis ret i at han havde brug for noget andet i den periode af hans liv. Det ved han jo nok bedst selv. Men jeg ser det samtidig bestemt som muligt at studievejlederen gjorde det helt rigtige da han accepterede en ung mands radikale skriverier i stedet for at møde ham med politiske krav og fordømmelse lig hvad Søren sikkert mødte nok af fra restem af samfundet den gang.

Kriminel versus radikal

Jeg tror hovedårsagen til de fleste af Sørens problematiske refleksioner er at Sørens bevægelse igennem livet ikke er særligt venstreradikale sådan som bevægelsen ser ud i dag. Vi venstreradikale er egentlig sjældent så isolerede fra samfundet eller organiseret i paralelsamfund som kriminelle og andre marginaliserede. Vi er ofte veluddannede og kommunikativt velformulerede. Det farligste er nok vores idéer hvilket også understreges af Sørens møde med PET da han efter at have været ude af kriminalitet nogle år arrangerer radikaliseringsseminarer:

”De peger på at Oliver (Sørens mentor i kriminalitet -red) i virkeligheden har afradikaliseret os  i forhold til vores politiske holdninger ved i stedet at styre os hen imod et kriminelt miljø. Forenklet sagt havde vi brugt vores tid på at sælge hash og lave indbrud og få kontakt med rockerne i stedet for at omstyrte det kapitalistiske system. Så det er altså PET’s vurdering at jeg har radikaliseret mig selv i stor stil, mens Oliver mere har fungeret som radikalisator i forhold til at gøre os mere voldsparate, afstumpede og kriminelle.”  (s. 243)

For det første er det da interessant at PET tilsyneladende hellere vil have unge handler med stoffer og laver indbrud end at de går med farlige tanker om en bedre og anderledes verden. Citatet rammer også hovedsårsagen til at jeg finder mange af Sørens refleksioner problematiske at forene med den virkelighed venstreradikale unge befinder sig i.

Sørens bevægelser er først og fremmest almindeligt kriminelle og kun sekundært venstreradikale. Selvom han har været invævet i 90’ernes venstreradikale miljø tror jeg hans refleksioner primært er brugbare hvis man vil hjælpe kriminelle og ikke så meget hvis man vil hjælpe venstreradikale. Min egen historie er omvendt. Jeg er først og fremmest venstreradikal aktivist og har kun sekundært været kriminel. Derfor er mine erfaringer sværere at bruge hvis man vil hjælpe ”almindeligt” kriminelle men meget mere brugbare hvis man vil hjælpe venstreradikale og andre aktivist-grupper.

Derfor er det svært at vurdere Sørens refleksioners brugbarhed overfor upolitiske kriminelle kriminelle. Til gengæld harmonerer Sørens beskrivelser af vejen ind og ud af kriminalitet rigtig godt med hvad andre kloge folk skriver om kriminalitet. Se f.eks. fængselspræsten Lissi Rasmussens bog om Livshistorier og Kriminalitet.

Fængselssystemet er ikke en hjælp

Selvom jeg ikke kan give mange gode råd hvad angår exit fra ”almindelig” kriminalitet kan jeg desværre stadig se Søren komme med nogle overvejelser der er ret uovervejede. F.eks. hvad angår det at lyve i retten der af Søren bliver beskrevet som en stor moralsk fejl (s.92-93). Fuldstændigt manglende er refleksionerne over hvad der mon var sket hvis han havde fortalt alt i retten?

Mit bud er at dommen på de relativt beskedne 10 måneder var blevet opgraderet til en tur i fængsel på omkring 6 år i stedet (kvalificeret gætværk).

I det scenarie ville han være prøveløsladt omkring år 2008 og havde gået glip af at se sine børn blive født. Hans studier havde været væsentligt sværere at gennemføre ikke mindst fordi noget af straffen havde skullet afsones i lukket fængsel i stedet for på RUC. En længere fængselsdom havde som minimum sat Sørens vej ud af kriminalitet tilbage med adskillige år for slet ikke at snakke om risikoen ved at falde tilbage når man sidder i fængslet. En institution der på mange måder socialiserer hårdt til mere kriminalitet. Rets- og fængselssystemet ikke et optimalt sted at komme ud af kriminalitet. Man kommer ud af kriminalitet hvis man bliver indraget i samfundet og får noget at miste. Fængslet er et kriminelt paralelsamfund og indsatte har meget lidt at miste. Derfor er der aldrig nogen grund – kriminalpræventivt set – til at arbejde for andet end den mindst mulige fængselstraf i stort set alle situationer i retssystemet.

Faktuelle fejl

Som tidligere fortalt var EU-Topmødet i Göteborg min første gadekamp og Sørens sidste. Som min første hårde konfrontation med ordensmagten og en generelt voldsom oplevelse er begivenhederne de dage i Juni 2001 noget jeg ofte har undersøgt, gransket og vendt tilbage til. Derfor skærer det ret hårdt i øjnene når man læser afsnittet om topmødet der er fyldt med faktuelle fejl.

• Beskrivelsen af ”Den såkaldte ’sorte blok’ – autonome og andre maskerede aktivister marcherende på rad og række i tætte geledder” (s.209) antyder en disciplin der ikke var tilstede. Der var sortklædte aktivister. Nogle af dem var ret vilde. Men de var ikke disciplinerede og marcherede ikke rigtig på noget tidspunkt.
• Der blev ikke anholdt 450 demonstranter en uge før topmødet (s. 210). Der blev anholdt 266 i Malmø i april 2001 ved et forberedende topmøde og der blev anholdt ca 450 dagen før topmødet officielt startede. Dette var begivenhederne på Hvidtfeldska Gymnasiet som der beskrives senere i afsnittet hvor politiet omringede skolen med containere og anholdt 450 mennesker.
• ”Politiet indsatte ridende politi og skyer af tåregas mod demonstranterne.” (s.209) Svensk politi har aldrig brugt tåregas og de fik først pebberspray adskillige år efter topmødet.

Derudover er der andre ting der bare er misvisende, men som er mere op til fortolkning. F.eks. kunne man nævne at der blev skudt tre mennesker af politiet i stedet for den ene bogen nævner.

At Göteborg er den eneste af de "autonome" episoder jeg selv har indgående kendskab til og der er så mange fejl i det afsnit er en smule bekymrende for resten af bogens troværdighed. Jeg håber at de andre episoder er forløbet som beskrevet i bogen og at Göteborgsfejlene mest skyldes at Ulrik Dahlin har google de forkerte kilder i stedet for bare at bruge Wikipedia.

Er Søren stikker?

Jeg har selv oplevet at dele af det autonome miljø igennem en årrække har betragtet mig som stikker fordi jeg til en aktionsuge i svendborg – det andet rigtige møde med det autonome miljø i mit liv – opførte mig som en idiot og havde en ualmindeligt dårlig sikkerhedskultur. Kort fortalt sagde jeg alle de forkerte ting på de forkerte tidspunkter og udsatte mine kammerater for unødig risiko. Det fik heldigvis ingen væsentlige konsekvenser og der var ingen ond vilje bag det. At blive kaldt ”stikker” er yderst dehumaniserende, umuligt at forsvare sig imod og rigtig ubehageligt generelt. Derfor er jeg yderst tilbageholdende med at kalde andre den slags.

For at nogen skal være stikker i min bog kræver det at de bevidst tager en valg om at udsætte andre for repressalier for egen vindings skyld. Det tror jeg faktisk ikke Søren gør. Han anonymiserer personer og beskriver begivenheder så langt tilbage at alle sager må betragtes som forældede indenfor de strafferammerne af de forbrydelser der beskrives. Derfor mener jeg at risikoen for juridiske represalier er under bagatelgrænsen.

Men juridiske represalier er ikke den eneste grund til at anonymisere aktører i en bog om så voldsomme begivenheder som Søren beskriver. Det er også for at undgå at pårørende, medier eller politiske modstandere kan regne ud hvem de involverede er. Den højreradikale udleveringscentral Uriasposten havde f.eks. en fest over bogen og arbejdede hårdt på at identificere aktørerne.

I den forbindelse mener jeg ikke Søren tilnærmelsesvist anonymiserer personerne fra hans fortid godt nok. At skrive om ”en person centralt i demos” og de andre grundige beskrivelser af tider og steder øger drastisk sandsynligheden for at folk bliver identificeret af medier eller personer i deres netvæk. Søren skriver selv i slutningen af bogen at folk skal afsløre eventuelle skeletter i skabene på deres egne betingelser. Et hult udsagn når Søren ikke selv anonymiserer folk godt nok til at sikre det ikke sker i utide.

Opsamlende mener jeg altså ikke Søren Lerche er stikker. Han er bare meget uopmærksom og uforsigtig. Det er dumt men der er ingen grund til heksejagt eller andre konsekvenser. Skaden er sket.

Sidste ord

Det er mærkeligt at sidde og sable en bog ned man har haft så stor værdi og fornøjelse ud af at læse. Selvom vores historier er afgørende forskellige er der stadig sjove tilfælde der er ens. Vores tid på Det Fri Gymnasium og at vi begge rykkede tættere på brugen af vold efter at have oplevet politivold i Sverige. Bogen er stadig en god, rørende og stærk historie fra et interessant menneske. Langt de fleste læsere kan nyde den og lære ting om livet, samfundet og kriminalitet. Desværre er den bare ikke særligt brugbar hvis man vil forstå pædagogiske problemer og udfordringer for os der stadig befinder os på den radikale venstrefløj. Enten er der så store forskelle på miljøet i 90’erne og i dag eller også har Søren flyttet sig så langt fra det at hans viden på lige præcis det område desværre er svært brugbart.

Autonom, pusher, mentor - et portræt af Søren Lerche. Af Ulrik Dahlin. (Gyldendal, 2015, 275 sider, ca, 240 kr.