Annonce

10. december 2012 - 21:56

Magt og Modstand

På fredag d. 14. december udkommer bogen Magt og Modstand – en introduktion til Michael Hardt og Antonio Negris Tænkning, som jeg har været med til at skrive. Bogen er en aktuel indføring i Hardt og Negris univers. Det er en kompakt guide, der har til hensigt at åbne op for deres begreber og teorier. Bogen er blevet til i en periode, hvor krisen er blevet stadig dybere, og udkommer i en situation, hvor behovet for nye visioner er presserende.

Hardt og Negri kom tilbage i 2000 med bogen Empire, som giver os en ny måde at forstå kapitalismen og de globale magtbalancer i starten af det nye årtusind. Siden er Multitude, Commonwealth og den nyeste Declaration kommet til. Det er min påstand at vi langt hen ad vejen stadig kan bruge deres ideer til at forstå verden i dag.

En ny kapitalisme

Ifølge Hardt og Negri er imperiet “et globalt, kapitalistisk magtnetværk, der ikke har noget udenfor”.

Verden har i nyere historie bevæget sig fra at være dannet af en samling af nationalstater, til snarere at kunne forstås som et globalt imperium. Det har at gøre med, at nationalstatens suverænitet - dvs. staters mulighed for at udøve magt over deres territorium - er i krise. Suveræniteten er under forandring og rykker væk fra nationalstaten, men det er ikke ensbetydende med at vi ved hvor den er på vej hen. Nationalstaten er på ingen måde forsvundet, men den er i en omskabelsesproces. En proces hvor centrale magtmidler, eksempelvis i form af retten til at trykke penge eller gå i krig, flyttes til overnationale organer.

Imperiet præges også af en ny kapitalisme, eller en ny kapitalisme har været med til at skabe imperiet som magtform. Efterkrigstiden var domineret af masseproduktion ved samlebåndet og et tilsvarende masseforbrug. Den imperiale kapitalistiske produktions tyngdepunkt derimod, befinder sig ikke længere i fabrikken, men er gledet udenfor dens vægge. Nu er det hele samfundet, som er blevet fabrikken – en fabrik der både er organiseret mere individualistisk og fleksibelt. Samtidig har de ikke materielle dele af arbejdet fået en vigtigere plads i økonomien. Menneskets evner til at kommunikere, skabe viden, være kreative og danne relationer er kommet i centrum og på den måde er selve det menneskelige liv, blevet ”sat på arbejde”. Det betyder, at kapitalen i langt højere grad udbytter og skaber profit gennem alle menneskets produktive evner.

Grundlæggende kan vi forstå denne proces, som en der almengør kapitalismen. Der er i dag hverken indre eller ydre grænser for kapitalismen; den gennemsyrer alle aspekter af livet, det sociale såvel som det biologiske. Det er på denne måde vi skal forstå, at der ikke længere er noget udenfor.

Den form for kontrol og autoritet, der kendetegner imperiet, kan betegnes som global ledelse uden regeringer – det er nemlig ikke muligt at identificere et punkt hvorfra magten strømmer. Der er snarere tale om et magtnetværket, som består af internationale institutioner, transnationale virksomheder og koncerner, centrale nationalstater osv.

Det imperiale magtnetværk skaber og har skabt et globalt kapitalistisk marked. Institutioner som IMF og verdensbanken spiller centrale roller i den stadige skabelse af et sådant marked. Det gør de  med det vi kan kalde neoliberalistiske krav. Det er eksempelvis krav om privatiseringer og udliciteringer, deregulering af de finansielle markeder og nedskæringer i de offentlige, især de sociale, udgifter. Hvor denne neoliberale politik tidligere især var rettet mod fattige udviklingslande, bliver den efter finanskrisens udspring i 2008 i stigende grad rettet mod rigere industrilande, med lande som Grækenland og Italien som klare eksempler.

Fra imperialisme til imperiet

Hardt og Negris ideer om imperiet kom i stærk modvind da USA intervenerede i Irak. Invasionen var, sagde kritikere, et bevis på, at den klassiske imperialisme stadig levede i bedste velgående og at i stedet for et imperium, dannet af et mangfoldigt magtnetværk, havde vi nu ét magtens centrum – nemlig USA.

Men USA’s politik under Bush-regeringen skal i højere grad ses som et udtryk for den før-imperiale magtpolitiks sidste krampetrækninger. USA’s politik har op gennem 00’erne oplevet en række fiaskoer, der peger i retning af, at USA, eller for den sags skyld noget andet land, hverken har den militære eller den økonomiske kapacitet til alene at håndtere kriser flere steder i verden. Problemerne i Irak og Afghanistan er gode eksempler på dette.

Denne nedgang i USA’s militære formåen skærpes yderligere af, at USA’s og Europas dominerende position i den globale økonomi er blevet kraftigt svækket i de seneste årtier. Der er en klar tendens til, at de rige landes økonomier stagnerer. Dette har medført en forskydning i de globale økonomiske magtrelationer, som kun er blevet forstærket af den økonomiske krise.

Den økonomiske krise har også understreget imperiet som magtform, i kraft af den enorme indflydelse de globale finansielle markeder har haft på verdens økonomiske tilstand, de enkelte nationalstater og befolkningers levevilkår. Men også de internationale organisationers magt – eksempelvis trojkaen – som har dikteret den græske økonomiske udvikling og sociale politik, peger mod en imperial verdensorden.

Et nyt menneske

Men imperiedannelsen handler ikke kun om hvordan nye suverænitetsformer og kapitalismen har taget form. Den imperiale magt handler også om hvordan vi skabes som mennesker i denne verden. For økonomisk produktion og produktion af subjektivitet – altså dannelsen af os som mennesker - kan ikke skilles ad, i det bestemte magtregime, som imperiet er udtryk for.

Neoliberalisme er det økonomiske og politiske paradigme, som kendetegner imperiet som magtform. Men det er også en form for styringsrationalitet, som modellerer mennesker igennem interesser, begær og stræben, i stedet for igennem rettigheder og pligter. Hvor den suveræne magt mærker kroppen, afretter og indskrænker den disciplinære magt kroppens handlinger, mens neoliberalismen som styringsteknik i højere grad indretter betingelserne for handling.

Neoliberalisme er udtryk for et fundamentalt paradoks; mens magten bliver mindre restriktiv, mindre kropslig, bliver den også mere intens, da den indskrænker rummet for handling og mulige handlinger. På den måde kan neoliberalismen siges at sætte grænserne og styre ikke kun handling, men også den bevidsthed, der ligger bag. Og det kan være forklaringen på den mærkelige følelse man kan have af at leve i et samfund uden tid, uden andre muligheder, hvor man ikke kan forudse nogen former for brud.

Neoliberalismen har på denne måde ikke noget ’udenfor’. Der er ingen logikker, som konkurrerer med neoliberalismen, ingen som udfordrer dens styringsmåde og således styres alle – virksomheder, stater og mennesker – ud fra den samme logik. Også på den måde har imperiet ikke noget udenfor – hverken inde i os eller udenfor os.

Modstand

Men selvom magten er allestedsnærværende, både i ekstern og intern forstand, er magt grundlæggende en produktiv kraft, der ikke kun producerer mennesker og verden i overensstemmelse med en kapitalistisk markedslogik. Modstand produceres også. Magten og modstanden er uadskilleligt koblet sammen. Bagsiden af magt er modstand kunne man sige. Og overfor imperiet, både som en del af det og dets modsætning, skal vi derfor også se en form for modstandspotentiale.

I disse år skyller noget, der nærmest kan forstås som et globalt oprør hen over kloden. Fra omfattende protester imod anti-fagforeningspolitik og nedskæringer i Wisconsin, over Tahrir-pladsen i Kairo, hvor tusindvis af mennesker krævede Mubaraks afgang, til besættelserne af Puerta del Sol-pladsen i Madrid og Syntagma-pladsen i Athen, og videre til Occupy-bevægelsen, som begyndte i New York og derefter spredte sig til det meste af verden. Kravene er et opgør med finansmarkedernes kolossale magt, og indførelse af reelt demokrati og bevægelserne er nogle af de klareste og mest positive politiske udtryk i vor tid, for et modstandspotentiale. 

På den måde er den økonomiske krise ikke bare med til igen at skærpe vores blik for den imperiale orden, men skaber også kriser for imperiet som magtform. Så mens neoliberalismen og den finansielle krise lukker rummet for mulige handlinger, skabes der også sprækker i den ellers omsluttende magt.

Den vigtigste globale magtbalance anno 2012 er derfor den mellem imperiet som magtform og modstanden. Den økonomiske krise har skærpet konflikter overalt i verden – den har langt fra kun medført progressive oprør, det er vigtigt at pointere. Men samtidig understreges det, at potentialet for modstand er en del af vores sociale væren, mens modstanden politisk betragtet er en vision eller et potentiale, der hele tiden er under konstruktion - aldrig færdigformet, men altid politisk mulig.

 

Annonce