Krigens glemte helte

Wikileaks afsløringerne har fået mig til at tænke en del over al den ballade jeg lavede dengang Irak Krigen startede. Jeg husker det som en meget intens men utroligt kortlivet protest-bølge.

Den ene uge var vi 30.000 på gaderne med masser af civil ulydighed, spontanitet og ballade. Vi løb rundt i Københavns gader og blokerede trafikken og prøvede at nå frem til vigtige ministerier og militære institutioner mens vi råbte "Vi stopper Danmark til Danmark stopper krigen". Sammen med folk vi ikke kendte fandt vi nye smutvejen gennem politikæderne, nye kampråb, og nye spontane aktioner. I situationen gav det perfekt mening for alle der deltog. Danmark var ikke et land der fortjente rolige gader den dag vi uprovokeret angreb et andet land.

Efter få uger var alting ved det gamle igen. Folk var blevet sure på hinanden og hele venstrefløjens mere eller mindre berettigede uoverensstemmelser havde taget overhånd igen. Pludselig var vi kun 200 til demonstrationerne igen under paroler folk ikke var enige om.

Det var sådan set heller ikke fordi protesterne gjorde nogen særlig forskel. Krigen fortsatte. Folk blev dræbt i tusindvis og med Wikileaks afsløringer er det kommet frem at krigen har slået flere ihjel end de krigsførende hidtil har været villige til at indrømme. Historiebøgerne kommer nok til at beskrive Irak Krigen som vor generations største udenrigspolitisk fejltagelse.

Sammenlignet med andre lande havde vi i Danmark nogle relativt svage protester. Både hvad angår antallet af demonstranter, gennemslagskraft og mængden af uro vi fik stiftet. Vi er svære at finde i historiebøgerne og leksikoner og vi fik ikke som i USA opbygget en bevægelse der kunne sætte en dagsorden og påvirke debatten.

I forbindelse med krigens start blev jeg anholdt tre gange for diverse aktioner. Så vidt jeg husker løb mine bøder sammenlagt op til ca 10.000 kroner. Man kan med rette spørge om jeg fik noget som helst ud af det. Kunne jeg ikke have givet mit ene liv til revolutionen på en bedre måde?

Nu har min aktivistiske prioritering antaget et ret økonomisk udgangspunkt. Det handler ikke længere om at bevise mig selv i en identitet som kompromisløs anarkist. I stedet gælder det om at lave protester og aktioner der giver mest mulig samfundsforandring og gennemslagskraft for mindst mulige personlige, psykiske og juridiske omkostninger. På den måde får man lettest en bevægelse der kontinuerligt truer magthaverne og presser forandring igennem.

Set i det lys bliver det svært at argumentere for at mine grafitti- og sikre-anholdelses-aktioner nyttede ret meget dengang krigen startede. Alligevel er jeg dog virkelig glad for og stolt af al den ballade jeg lavede. Når jeg læser om de rædselsfulde ting der sker i Irak og når krigens løgne gang på gang bliver modbevist tænker jeg tilbage på antikrigsaktivismen som noget af det mest meningsfyldte jeg nogensinde har lavet. Ikke fordi det nyttede vildt meget, men fordi vi var mange tusind mennesker der sammen sagde fra overfor noget vi vidste var forkert.

Når jeg går til møder og andre politiske events støder jeg tit på folk der fortæller om anti-krigsprotesterne som det der inspirerede dem til at gå ind i aktivisme og politik. Det strider imod normal bevægelseslogik hvor det plejer at kræve succesfulde kampagner og aktioner at få en bevægelse til at vokse og tiltrække nye folk. Åbenbart er der andre der har det på samme måde som mig. Nogen gange er det bare vigtigere at vide man gør det rigtige end at vide at det nytter noget.

Vi var Irak Krigens glemte helte. I nogle få fantastiske uger eller dage troede vi krigen kunne stoppes og gjorde hvad vi kunne. Vi er glemt af historiebøgerne, men historien har retfærdiggjort vores handlinger.