Hvordan er fængsel?

Følgende skrev jeg som et fællesbrev fra min varetægtsfængsling efteråret 2011. Brevet var et forsøg på at forklare noget uforklarligt; Nemlig hvordan det er at være i fængsel. Det er redigeret lidt sprogligt og jeg har ændret småting jeg havde lavet anderledes, hvis jeg havde haft adgang til tekstbehandling i fængslet. Essensen er dog bevaret af estetiske grunde selvom det til tider er lidt rodet. Alle historier om de andre fanger er selvfølgelig anonymiserede.

Fællesbrev: Om vold og fangemiljø.

Tabets vold

En fængsling er vold og ødelæggelse. Ikke så meget en vold mod kroppen, men en vold imod hele ens liv. Mod alle jeg holder af. Mod alle der holder af mig.

Som menneske har jeg altid støttet mig op ad andre mennesker omkring mig. De venskaber jeg har brugt at helt liv på at skabe. Den uddannelse jeg har kæmpet mig igennem. De ting jeg laver i min fritid. De projekter jeg arbejder på. Det hele er væk når man sidder i fængsel.

Alt er reduceret til minder der glider længere og længere væk jo længere tid jeg sidder her. Du kan holde nogle forbindelser i live. Du kan tænke tilbage på din fortid der er rar samtidig med, at du fortæller dig selv at det jo uanset hvad også er din fremtid på et eller andet tidspunkt, men så længe du sidder i fængsel er du under et meget voldeligt angreb der truer hele dit liv.

Usikkerhedens vold
Varetægt er især slemt fordi man aldrig ved, hvor lang tid det varer ved. Man kan ikke planlægge noget eller bygge noget op. Man kan ikke håbe eller se frem til en løsladelse, fordi man ved aldrig hvornår den kommer.

At sidde i varetægt er at føle en underlig lettelse, når man kommer tilbage til sin celle efter en fristforlængelse, fordi så er man i det mindste sikker på, at man i hvert fald ved, hvor man skal være det næste stykke tid. Varetægt er at leve i evig angst for at blive flyttet igen, at få sin celle ransaget, at blive straffet kollektivt for uro andre fanger laver eller for ting man ikke har gjort, fordi bevisbyrden i fængsel er vendt på hovedet.

Fangemiljø
Varetægt er at skulle navigere mellem andre fanger og søge en social omgangskreds med folk hvis liv og historier er lige så fremmede for mig, som hvis jeg havde besøgt en indfødt stamme på den anden side af Jorden.

Omgangstonen er hård og enhver snak om ubehag eller sorg tolkes som svaghed. At åbne sig er farligt og det sikreste er at holde folk på afstand. Så længe folk ikke kender dig er de måske bange for dig, hvilket er sikrere end at afsløre at man er svag, sårbar og alene.

En fremmed verden

Som en intellektuel venstreorienteret i fængsel har andre fanger intet at miste, hvis de får lyst til at tage dine ting, eller lade deres aggressioner gå ud over dig. Din eneste chance er, at finde de harmløse fanger og hænge ud med dem.

Fangemiljø er at bruge 10 dage på at prøve at se fangerne an og vurdere hvem du mon skal forsøge at få en fornuftig relation til for, at opdage at ham man så vælger ganske rigtigt sødeste og mest harmløse, men til gengæld sidder inde for et dobbelt drabsforsøg.

Medina
Fangemiljø er at se hundredvis af mennesker spilde deres liv i fængsel uden nogensinde at vise bare det mindste tegn på at ændre sig eller lære af deres fejl. At lytte på folk og bare nikke, mens Medinas sidste hit kører i hovedet:

Fuck hvor jeg dog synes det er synd for dig
For du ændrer dig aldrig
Du dududu dudu du du ændrer dig aldrig

Fangemiljø er sørgelige skæbner, svigt, mistillid, autoritetsforagt og frustrationer der får afløb de helt forkerte steder.

Overskudsvrede
Fængslet selv, usikkerheden og de daglige overgreb skaber frustrationer der skal have afløb. Fængselssystemets indbyggede uretfærdighed bliver en fabrik der skaber et konstant overskud af vrede og agressioner i fangemiljøet. Det sikreste er desværre at rette det mod andre fanger, da enhver trods eller konfrontation med systemets agenter automatisk udløser strafcelle eller tillægsstraf. Derfor er fangemiljøet altid konfliktfyldt og voldeligt.

Legitime mål er pædofile eller voldtægtsforbrydere der får tæsk, indtil de går i frivillig isolation. Fangernes domstol er endnu mere hård, brutal og tilfældig end retssystemets. Et rygte, en anklage eller blot en modvilje mod at fortælle, hvad man sidder inde for, er nok til at pædofili-stemplet kan forfølge folk gennem hele deres fængsling og gøre deres liv til et helvede.

Næst efter pædofile ligger stikkere. Folk der snakker for meget med vagterne eller dem der ødelægger andre fangers muligheder for at smugle ting ind. Enten ved uforsigtighed eller ved at tiltrække sig vagternes opmærksomhed, på forkerte tidspunkter.

Kontrollens umulige opgave
I Vestre Fængsel overhørte jeg nogle vagter snakke om at ca. halvdelen af alle fangers urinprøver var positive. Fangemiljø er det kæmpe netværk af isolerede hjerner desperate efter deres stoffer holdt vågne af abstinenser der sidder og udtænker nye måder at smugle dem ind og endevender deres celler for andre fangers glemte klumper.

Fangemiljøet er et kreativt netværk, der gør at lige meget hvor meget systemet strammer sikkerheden, vil der altid kunne udtænkes nye måder, at smugle hash ind. Simpelthen fordi fanger altid vil have bedre tid til at udtænke nye huller i systemet end vagterne har til at lappe dem.

Udover stoffer er informationer af stor vigtighed i fangemiljøet. Hvem der tilhører hvilken bande eller gruppering. Alle kender nogen der kender hinanden eller har siddet inde med nogen. Selv jeg der er ubevandret i den kriminelle verden, er begyndt at kunne være med når fangerne snakker om hinanden.

Hvordan der det at navigere i et fangemiljø?
Svært i starten. Det gælder om at finde en balance hvor du ikke blander dig så meget at du kommer i problemer, men heller ikke dukker dig så meget at folk tror at de kan tryne dig. Det gælder om ikke at give nogen som helst grund til at genere dig men samtidig gøre det tydeligt at folk ikke kan få noget ud af det. Deltidsnarkomaner og småforbrydere er typisk de sikreste at omgås.

At navigere vellykket i fangemiljøet er at finde fanger, der er svagere end en selv. At hjælpe dem til rette når man har overskud samtidig med, at man selv arbejder på at vinde respekt hos de fanger, der er stærkere og har indflydelse.

Det er en konstant søgen efter gode mennesker eller måske blot efter dårlige mennesker med gode sider og egenskaber. At indse hvilke ressourcer der gemmer sig. Lytte til gode historier. Lære om andres skæbner og valg. At indse hvilket mod og hjerte der skal til for at holde humøret oppe selvom folk ser frem til domme på 10-12 år.

At lære at alle mennesker der kan udvise bare de mindste overskud i et fængsel er fantastiske mennesker, der fortjener både respekt og agtelse.

Skæbner

Fangemiljøet er Martin der kommer tilbage efter en tur i retten med en dom på 16 år og stadig klarer at holde humøret højt og have overskud til at være hyggelig omkring aftensmaden.

Eller Elvis i Vestre Fængsel der tuner sin cd-afspiller til at spille højere. Åbner vinduet under en anden etages gårdtur. Skriger ”Hvadså Vestre Fængsel?!” og spiller Iron Maiden for fuld udblæsning indtil vagterne kommer og sætter ham i strafcelle et par dage.

Kilder i ørkenen
Når alt kommer til alt er fanger en flok mennesker der er under så stort pres at alle tegn på normal medmenneskelig adfærd er som at finde en kilde i Sahara. Hundredvis af mennesker mister hver dag håbet og gør idiotiske, aggressive eller selvdestruktive ting i danske fængsler. Når man alligevel kan møde fornuftige og rare mennesker i fængsel er det bevis på en vilje og styrke mennesker kan besidde. Viljestyrke til at overleve forfærdelige ting. Det giver en smule håb. Ikke blot for mig selv, men for os allesammen.