Jeg afbryder lige min serie om Europæisk antisemitisme for at skrive et dagsaktuelt indlæg om et emne, der dog ikke er helt uden relevans, da det også handler om væsentlige dele af vor nationale kulturarv.
I dag, den 4. september 2014, er det nemlig 450 år siden at den svenske stat udførte "Blodbadet i Rønneby". Den svenske hær havde omringet Rønneby i Blekinge, som dengang var dansk. Byen nægtede at overgive sig (de ventede nok på hjælp fra danske styrker som aldrig kom), så soldaterne rykkede ind og udførte én ud af mange blodige massakrer, som blev udført på danske byer i Halland, Blekinge, og Skåne i den svenske stats skiftende erobringskrige i de østlige danske områder.
2000 mennesker blev slået ihjel i blodbadet i Rønneby, og byen blev plyndret og brændt ned. Den svenske konge pralede: "Vandet i elven var rødt af blod fra de døde kroppe... vore soldater stak dem ned som vildsvin og skånede ingen."
Dette massedrab var et led i kong Erik XIVs plan om at udføre en storstilet etnisk udrensning i Blekinge og Skåne. For at nedkæmpe modstanden mod den svenske besættelsesmagt skulle alle af dansk afstamning simpelthen slås ihjel. Masser af byer blev brændt ned, bønder jaget på flugt og deres jord blev gives til svenske officerer. Således begyndte koloniseringen af Østdanmark - det som senere blev til Sydsverige.
Erobringen tog lang tid og efter at den danske hær var jaget på flugt måtte den svenske besættelsesmagt tage brutale metoder i brug for at nedkæmpe den lokale befrielsesbevægelse, Snaphanerne. Det skete med metoder som også bliver taget i brug af besættelsesmagter i dag: tortur under afhøring, kollektiv afstraffelse, mord på familiemedlemmer og massakrer på hele byer som var mistænkt for at skjule modstandsfolk.
Senere gik det svenske imperium dog over til en mere blandet strategi, hvor de forsøgte at vinde det besatte folks gunst ved at give dem gradvist øget frihed (feudalvældet blev afskaffet) og byggede monumenter for at vise imperiets rigdom (universitetet i Lund er et resultat heraf).
Dette er en del af vor historie i både Danmark og Sverige.
Jeg er flintrende ligeglad med om disse områder i dag hører under det svenske eller det danske kongedømme, men det er vigtigt for nutiden at være bevidst om hvordan vore stater og grænser blev til. At jeg i dag har svensk pas, fordi jeg er født i Skåne, skyldes en etnisk udrensning og en voldsomt blodig koloniseringsproces. Den svenske stat er skabt ved erobring og racistiske massedrab. Grænserne er ikke "naturlige" og "det svenske folk" i dag er ikke det samme som det var engang. Det er væsentligt for den politiske bevidsthed i dag.
Svensk nationalisme må enten omfavne og hylde de etniske massakrer som den svenske stat og begrebet "det svenske folk" er bygget på, og altså være en primært stockholmsk nationalisme, eller også må den fortie og benægte dele af den svenske historie - dele som er centrale for dannelsen af den svenske nation.
Men Blodbadet i Rønneby og den brutale svenske besættelse og kolonisering er også relevant for dansk politisk bevidsthed i dag.
Det var en enorm reduktion af landet, da Østdanmark blev svensk, og det var en stor del af den danske befolkning og den danske økonomi, som befandt sig i det, vi i dag kaler "Sverige". En betydelig del af den danske befolkning talte altså skånsk m.v. Hverken "Danmark" eller "danskerne" eller "dansk" er altså det samme i dag, som det var engang, og det det er idag er blevet sådan på grund af kongemagternes indbyrdes erobringskrige, napoleonskomplekser og imperiedrømme.
Først med tabet af Østdanmark og Syddanmark (Slesvig-Holstein) kunne den statslige centraliserings- og ensretningsproces begynde i Danmark, så alle i området pludselig skulle tvinges til at tale et og kun ét sprog og dialekt. Mens den svenske konge undertrykte skåningene og blekingegenserne gik den danske statsmagt altså så småt igang med at udrense landet for jydske, fynske, og så videre egnsdialekter og lokale kulturelle særpræg. Begge var processer der tog århundreder og aldrig helt vandt.
På denne dag mindes Sverige de krigsforbrydelser, som landet blev bygget på. I Danmark har man derimod valgt at lade som om historien ikke findes. For 450 år siden ventede befolkningen i Rønneby forgæves på hjælp fra danske styrker. I dag venter befolkningen i Sydsverige stadig forgæves på at danskerne vender blikket mod øst - ikke for skåningenes skyld (vi klarer os såmænd nok uden jeres anerkendelse), men for deres egen skyld. For jeres egen historieforståelse og politiske bevidstheds skyld.
Den danske nationalisme er baseret på den svenske erobring af Østdanmark, som gjorde det muligt at dyrke forestillingen om Danmark som en kulturelt og sprogligt homogent nation. Danmark var nemlig multikulturelt helt op til moderne tid og "danskhed" blev lige så meget defineret af befolkningen øst for København som den blev af de tyske adelsmænd der udgjorde dele af den herskende klasse i Danmark.
Den historieløse fantasi om, at Danmark altid har været Danmark, og at begrebet "dansk" er uforanderligt, er en neurose. En neurose der gør det besværligt at tænke klart og som skaber tvangstanker og tvangshandlinger. For at kunne opretholde denne vrangforestilling er det officielle Danmark nødt til at ignorere den danske historie og fortie etniske massakrer. Halvdelen af de historiske "danskere" er nemlig "svenskere" - og omvendt. Begge begreber er lige arbitrære og smurt i blod.
Det er ikke noget at skamme sig over for nutidens "danskere" og "svenskere" - lige så lidt som deres nationalitet er noget at være stolt over. Men det er værd at være bevidst om. Bevidsthed om vor historie er væsentligt for hvordan vi opfatter vor nutid.