Annonce

2. september 2009 - 15:08

Odense Lufthavn

Hvem har nogensinde været i Odense Lufthavn? Eller i Roskilde Lufthavn for den sags skyld? Nej, vel. Men da solen stod op i morges over den lave lufthavnsbygning på markerne syd for Roskilde stod der alligevel
hundrede mennesker ved indgangen og ventede på et fly, der slet ikke fløj.

I hvert fald ikke fra Roskilde. Flyet fløj derimod fra Odense Lufthavn – og med ombord hos en håndfuld flygtninge med kurs mod Irak var angst og desperation med som blinde passagerer. At politifolk midt om natten talstærkt besatte Roskilde Lufthavn var bare en afledningsmanøvre, for at lokke protesterende flygtningevenner på vildspor.

Lad os et øjeblik glemme de irakiske flygtninges ulykkelige skæbne i disse timer og dage. Lad os et øjeblik glemme, hvem der gik i krig mod hvem og med hvilket påskud. Lad os et øjeblik glemme, hvad FN siger om at sende irakiske flygtninge tilbage til volden i Irak.

Lad os i stedet se på os selv.

Er det sjovt at politiet leger kispus med flygtningevennerne? Er det smart at politiet i mørket smugler irakiske flygtninge til Odense, for at undgå protester i lufthavnene i Kastrup og Roskilde?

Næ. Det er bare krysteri. Magt der udøves skummelt er selvfølgelig også magt. Men det er først og fremmest magthavernes måde at udstille deres egen moralske bankerot.

Den hjernevask, som de store danske medier (med én enkelt hæderlig undtagelse) har udsat befolkningen for i de seneste uger, kan ikke ændre fakta.

Hvad er fakta? At politiet prygler folk, der har sat sig fredeligt ned på gaden for at protestere foran en kirke. At politiet kaprer en bus fuld af flygtningevenner på vej til lufthavnen. Undskyldningen for de præventive anholdelser er, at buspassagererne medbragte et banner - altså et stykke stof med bogstaver på.

Er det lovligt for politiet at slå på ubevæbnede og fredelige folk, hvis de sidder et sted de ikke må? Nej. Er det lovligt for politiet at berøve folk deres frihed, fordi de sidder i en bus på vej til en lufthavn, hvor de vil protestere? Nej.

Der er mange politifolk i Danmark, og der er mange forskellige slags politifolk. Er der nogen hæderlige politifolk, der siger fra overfor deres kollegers vold og kriminalitet? Nej. Hvad gør justitsminister Brian Mikkelsen ved politiets vold og kriminalitet? Intet.

Eller værre end intet, for ministeren roser de kriminelle betjente, og bruger sin tid på at kaste sig over præsten fra Brorsonskirken, Per Ramsdal. Præsten har haft rygrad nok til at tage sit embede alvorligt, og har ydet de forfulgte beskyttelse. Derfor forsøger ministeren nu at kujonere Ramsdal og bagvasker ham ved at hænge præsten ud som løgner.

Det hér handler ikke længere bare om flygtninge. Det handler om korrupte danske medier, om kriminelle danske betjente og om løgnagtige danske ministre. Og det handler om, hvad vi nu sammen bliver nødt til at gøre her i Danmark for at komme lovløsheden og løgnen til livs.



I morges, da det hele var overstået, hang den her plakat på Vesterbrogade

Annonce