Hvis folk ikke døde, ville der ikke være meget at lave for et auktionshus. Vi, der arbejder i auktionerne, lever af at folk dør. Fattige folks ting kan sælges som ragelse i store læs af flyttekasser stablet på paller. Rige folks ting kan sælges enkeltvis som kunstgenstande. De fattige dør og de rige dør, og deres ting havner på auktion. Men der er forskel.
For et par dage siden skete der noget, der fik mig til at tænke over, at der burde være endnu større forskel. H, der er auktionens vurderingsmand, ville have mig med ud at hjælpe med at gennemgå et dødsbo. Egentlig ikke mit arbejde, men H insisterede.
Det, vi skulle ud til, var slemt. Ifølge H var det omtrent lige så slemt som dengang, han var kommet ud i et tomt hus og havde fundet to røvbalder groet fast på et lokumsbræt. En mand var i sin ensomhed død på toilettet, og da ambulancefolkene endelig en dag kom for at fjerne liget, var balderne rådnet fast til sædet.
Nu stod H og jeg foran en to-etagers forstadsvilla, der engang havde været både smagfuldt og luksuriøst indrettet. Nu lignede det noget, der var løgn. Det regnede ind gennem taget og gulvet var ødelagt. Haven var groet til et vildnis. Der var grene over det hele, så man ikke kunne se himlen. Indenfor på væggene hang der kunst for flere hundrede tusinde kroner, men overalt i de mange rum flød det med affald og skrald. Der var iskoldt og pærerne var mange steder ikke blevet skiftet, så der var ikke noget lys.
Stanken af pis var overvældende og begyndte at give hovedpine, efter at vi havde arbejdet der et par timer. I hjørnerne lå der afføring fra dyr. Midt i det hele boede en mand, der ikke var rigtig rask i hovedet. Han gik omkring i den kolde ruin iført en mørk flyverdragt og mumlede ting, som ikke var til at forstå. Han var søn af ægteparret, der for nylig var døde.
– De er gået bort, sagde han bare. Måske havde han altid boet i huset, midt imellem de kostbare malerier og de arkitekttegnede Wegner-stole, der nu var flænset af dyrekløer. Det var ikke helt klart, hvad der skulle ske med manden nu.
Det var ikke rart, og da jeg endelig rystende og frysende kom ud af det smadrede hus, kom jeg til at tænke på Danmark. På hvordan vi lever midt mellem dyre og udsøgte genstande, og samtidigt helt har mistet evnen til at række hånden ud og hjælpe hinanden, når der er brug for det. Jeg kom til at tænke på Roskilde Bank, og på at desto rigere folk er, desto grådigere opfører de sig. Og på at grådighed går hånd i hånd med ensomhed.
Vi, der ikke ejer andet end hvad vores hænder og hoveder skaffer os på lønningssedlen, efteraber i stor stil de rigestes grådighed. Vi lader grådigheden splitte vores andelsboligforeninger ad i skænderier om, hvor højt vi kan opskrive ejendomsværdien. Vi tager på ferier til fattige lande, hvor vi i det mindste én gang om året kan opleve den luksus at blive betjent af nogen, der tjener endnu mindre end os selv. "God service" kalder vi det skamløst.
Vi bryder os ikke om at blive kaldt "arbejdere". Vi vil hellere være "middelklasse". Vi vil helst ikke engang ha’ et arbejde – nej, vi har gang i en "karriere". Vi vil vinde i poker, i spillet på boligboblen, og i "Hvem vil være millionær?" Hvis det lykkes for os, kan vi pløje gevinsten ind i investeringsmarkedet. Var det måske noget med Roskilde Bank-aktier - de er vist billige for tiden?
Det er ikke de riges fejl, hvis Danmark ligner et hus med hul i taget og pis på gulvet og arkitektegnede møbler, som bliver flænset i stykker. Det er vores.