Kom nøgen og fuld. Send videre

Har du nogensinde fået sms, der lød sådan her:

Græker fest i Bumzen nu. Kom nøgen og fuld. Send videre

Eller måske en besked, der mindede om dén her:

FUCK HVOR ER DET MODBYDELIGT – SOCIALDEMOKRATERNE, POLITIET OG FADERHUSET I EN MODBYDELIG TREENIGHED!!! HØJREFLØJEN FRYDER SIG!!! HVOR SKAL DET HELE ENDE???

Hvis klokkerne ringer, så er det nok fordi du har været én af de titusindvis af mennesker, som har modtaget kædesms’er fra Ungdomshusbevægelsen eller andre græsrodsgrupper, der i stor stil dyrker dette nye medie.

Og hva så?

SF-politikeren Ninna Thomsen spørger i en anmeldelse af den nye bog om Kampen om Ungdomshuset, om der egentlig er noget særligt ved den københavnske undergrunds brug af kædesms? Obama sms’er jo også politiske budskaber ud til sine tilhængere. Er det ikke det samme, bare på en anden måde?

I fredags stødte jeg ind i en gammel ven fra Brønderslev. Han mente stadig at kunne huske det præcise tocifrede antal sms’er der lå på mobilen, da han vågnede dén morgen for over to år siden, hvor Ungdomshuset blev angrebet og ryddet. Af en eller anden grund spiller sms tit en rolle, når folk fortæller om deres oplevelser af tiden under de voldsomste uroligheder her i landet siden Besættelsen.

Undtagelsestilstand

Jeg tror at sagen er, at en stor del af det unge og alternative København befandt sig i en form for undtagelsestilstand i perioder af 2007. I særlige øjeblikke af social kamp opstår der særlige fænomener. Eksplosionen af kædebeskeder i den københavnske undergrund var sådan et fænomen, og det er noget som er svært at efterligne for politiske partiers kommunikationsmedarbejdere.

En interessant erfaring er at en massiv udveksling af kædebeskeder kan virke lidt ligesom et kæmpemæssigt og kaotisk stormøde for aktivister. Blandt de over 5.000 mennesker, der deltog i det løse netværk i Ungdomshusbevægelsen da bølgerne gik højest i 2007, kunne der være op til 40 forskellige kædesms’er i omløb på en enkelt dag. Til sammen udgjorde disse beskeder et helt nyt slags medie.

Folkeafstemning med tommelfingeren

Nogle af beskederne mobiliserede flere end tusind mennesker til med kort varsel at møde op på bestemte steder og tidspunkter for at demonstrere. Teleselskaberne registrerede stigninger på over en halv million sms’er i urocentrene Nørrebro og Christiania.

Kædebeskederne var rammen om debat mellem forskellige opfattelser af hvordan kampen skulle føres. En klar opfordring til gadekamp kunne fx få bevægelsens blå stempel ved at blive massivt videresendt.

Omvendt blev forslag, som tilstrækkeligt mange anså for tåbelige, stemt ned ved ikke at blive sendt videre – eller endog ved at der blev advaret mod forslaget i en ny kædebesked. Kædesms’erne var på én gang en opslagstavle, et debatforum og en folkeafstemning.

Et rygte, ikke en løbeseddel

Der er mange andre end deltagerne i Ungdomshusbevægelsen, der bruger kædesms til at mobilisere eller skabe fællesskaber. Festglade teenagere, demonstrerende sygeplejersker og borgergrupper i provinsen bruger det samme redskab. Kædesms er også i høj grad blevet en del af en global protestkultur.

Hvis progressive vil udnytte mulighederne i kædesms og lignende nye medier skal man snarere se dem som noget, der minder om et saftigt rygte end om en løbeseddel. Det er kun partisoldaterne, der deler løbesedler ud. Til gengæld elsker de fleste mennesker at gi en god historie videre, særligt hvis de selv kan sætte deres eget fingeraftryk på den.