Op mod 1000 mennesker gik den 4. maj skulder ved skulder for at protestere mod tvangsudvisninger til Afghanistan. På trods af den alvorlige anledning var kampgejsten høj, og den stærke energi markerede en ubestridt vilje om at fortsætte kampen mod udvisningerne.
»Her er Plads!«. De tre ord blev råbt, hujet og sunget, da en spraglet demonstration den 4. maj gik fra Folkets Park på Nørrebro til Justitsministeriet for at protestere mod udvisninger til Afghanistan.
Mange afghanere kom med busser fra asylcentrene Avnstrup og Sigerslev, og det var derfor også dem, som den umenneskelige asylpolitik rammer direkte, der gik i demonstrationens forreste linje og formede protestens udtryk.
Af samme årsag var der ikke musik til demonstrationen, men i stedet højlydte kampråb og klap hele vejen til Justitsministeriet. Da forsamlingen kom til Justitsministeriet, blev der sat skilte med teksten »Her er plads« ved indgangen til ministeriet.
– Det var en kraftfuld manifestation og meget positivt at se, hvor stærkt sammenholdet og viljen var, siger Nikolaj Houmann fra Her er Plads initiativet, der var med til at arrangere demonstrationen.
Fra den tæt besatte talervogn satte organisationen Asylret tal på krigens ofre, og forfatter Knud Vilby tegnede et billede af danske mainstreammedier, der har glemt, at vi er en krigsførende nation.
Initiativet Her er Plads oplæste også en tale fra Carsten Jensen, der bidrog med dagfriske øjenvidneberetninger fra Afghanistan, hvor et desperat opråb fra flere menneskeskæbner gav et dystert indblik i den fremtid, som mere end 400 afghanere vil komme til at dele, inden året er omme.
Se hjemmesiden Her er Plads for mere information.
Fakta: Situationen i Afghanistan
Aktuelt udvikler sikkerhedssituationen i Afghanistan sig til det værre. Internt i Afghanistan er en halv million mennesker stadig på flugt fra både Taleban og internationale styrkers luftangreb. Flygtninge, der vender hjem fra vestlige lande, anses som værende militære mål for Taleban. Senest har en rapport fra det australske forskningscenter Edmund Rice Center beskrevet udviste afghaneres situation som værende »ekstremt farlig«, og Amnesty International betegner både sikkerhed og menneskerettigheder i landet som værende »i stadig forværring«.
415 udvisninger til Afghanistan
I løbet af foråret 2013 står 415 mennesker til at blive tvangsudsendt til Afghanistan. Blandt de 415 er både børn, kvinder og mænd. Mange har opholdt sig i Danmark i op til 5 år, mange børn er født og opvokset her, og alle frygter for en fremtid i et Afghanistan, hvor sikkerhedssituationen for tiden kun udvikler sig til det værre.