Annonce

14. juli 2011 - 20:39

Venstrefløjen må vælge sine venner

I anledning af sommer-ferien tillader jeg mig at lægge en kommentar som jeg I dag har haft i Dagbladet Information op her på siden. God Sommer til alle læsere, modkraftdebattører og medbloggere ; )

Venstrefløjen må vælge sine venner

Socialdemokratiske regeringer i Europa falder én efter én, fordi de sender regningen for finanskrisen til den almindelige befolkning. Det er en lektie som den danske venstrefløj bør tage meget alvorligt, hvis den ikke vil lide samme skæbne.

”Hvordan kan det gå til, at de rigeste er blevet rigere, mens jeg får skåret i min pension. Hvordan kan politikerne hæve deres løn, mens de kræver lønnedgang for de offentligt ansatte. Hvorfor er min søn er nødt til at arbejde gratis, for overhovedet at have et job?” Den lille gråhårede kvinde er lige trådt op på et lille podium midt på Plaza Catalunya i Barcelona og kigger lidt genert ud over menneskemængden foran hende. På pladsen har borgere fra den spanske protestbevægelse, der kalder sig De indignerede i ugevis protesteret mod den socialdemokratiske regerings spareplaner.

Utilfredsheden har allerede kostet den spanske regering dyrt. Ved lokalvalget gik socialistpartiet markant tilbage, og præsident Zapatero, der for nogle år siden blev båret ind på en bølge af begejstring, oplever nu sin popularitet rasle ned.
Og mønstret går igen i andre europæiske lande. I Portugal sendte vælgerne José Socrates socialistparti ud af regeringsgemakkerne for et par måneder siden, og i Grækenland står den socialdemokratiske regering overfor store folkelige protester og vil næppe overleve et kommende valg.

Årsagen til de venstreorienterede regeringers deroute skal findes i deres krisepolitik. Både i Spanien, Portugal og Grækenland har regeringerne efter anvisning fra den internationale Valutafond og EU gennemført en rendyrket borgerlig økonomisk krisepolitik. Med den ene hånd har de skåret benhårdt i velfærden, forhøjet pensionsalderen og forringet de offentligt ansattes løn og arbejdsforhold.
Med den anden hånd har de sprøjtet milliarder af euro ind i den private finanssektor, for at beskytte den mod kollaps, og ladet den aller rigeste del af befolkningen fortsætte med at opretholde eller endda udvide deres levestandard.

Ingen af de venstreorienterede regeringer har turdet tage den nødvendige konfrontation med den økonomiske elite. Mens det ikke har skortet på viljen til at forringe forholdene for den jævne borger, er eliten blev strøget med hårene. De enorme rigdomme og privilegier og den voksende indkomstulighed, som blev udviklet i årtierne op til krisen, er stort set ikke blevet rørt. Tvært imod er koncentrationen af rigdom hos en lille økonomisk elite vokset, og bankernes aktionærer og direktører kunne efter kort tids tilbageslag igen forgylde sig selv med optioner og aktieudbytter. Den lovede hårde regulering af finanssektoren blev heller aldrig til andet end ord.

Det er netop denne grundlæggende uretfærdighed som kvinden på Plaza Catalunya og de hundredetusinder, som har demonstreret sammen med hende protesterer imod. Oplevelsen af, at den økonomiske og politiske elite, som bærer hovedansvaret for de økonomiske kaos er gået skadesløs gennem krisen, mens almindelige lønmodtagere, har skullet betale en regning, for en fest de aldrig var med til.

Og det er denne uretfærdighed, der én for én sender de venstreorienterede regeringer ud i kulden.
Når befolkningen oplever, at de venstreorienterede regeringer, de har sat deres lid til, fører den samme borgerlige nedskæringspolitik som højrefløjen, og i lige så høj grad holder hånden over den økonomiske elite, så skaber det desillusion, skuffelse, og en generel modvilje mod det politiske system.

I de bedste tilfælde manifesterer utilfredsheden sig i folkelige bevægelser som De indignerede, der forhåbentligt kan give venstrefløjen nyt liv. Men mange steder er det desværre højrepopulistiske partier, som formår at udnytte utilfredsheden og de antielitære og politikertrætte følelser i befolkningen.
Når befolkningen oplever, at alle partier alligevel fører den samme økonomiske politik, så bliver det andre emner, som f.eks. udlændingepolitikken, der bliver afgørende for stemmeafgivelsen.

De socialistiske og socialdemokratiske regeringers deroute bør i den grad få advarselslamperne til at blinke hos den danske venstrefløj. Også i Danmark er regningen for krisen indtil i dag blevet tørret af i den jævne befolkning. Som AE-rådet har påvist har den rigeste femtedel af danskerne indtil nu været holdt skadesløse og endda fået forøget købekraft, mens resten af befolkningen har mistet penge. Og mens staten har tabt milliarder på bankpakkerne, har bankernes aktionærer tjent 73 milliarder siden 2009.

Hvis en kommende S/SF-regering ikke skal lide samme skæbne som vennerne ude i Europa, så er den nødt til at gøre op med denne uretfærdighed. Den økonomiske elite skal tvinges til at betale sin del af regningen for krisen. Bankerne skal gennem øget beskatning tilbagebetale det tab som skatteyderne har lidt. Benhård regulering skal forhindre nye finansielle sammenbrud, og der skal gribes ind overfor grådigheden på direktionsgangene. For blot at nævne et par oplagte indgreb.

Sådanne indgreb vil uden tvivl udløse et ramaskrig fra koret af arbejdsgiverorganisationer og bank-økonomer, og skingre og giftige angreb fra borgerlige lederskribenter og kommentatorer.
Det vil blive hård kost for et Socialdemokrati, som i årtier har været vant til et tæt og oftest venskabeligt forhold til den økonomiske elite.

Et sådant venskabeligt forhold er måske muligt i opgangstider, når kagen vokser og både eliten og den almindelige befolkning oplever at få del i fremgangen.
Men når kagen skrumper, og der er en regning, der skal betales, så er en venstreorienteret regering nødt til at vælge, hvem den vil være venner med. Så er det ikke længere muligt, at være på god fod med både den økonomiske elite og med den almindelige befolkning. Bare spørg Zapatero, Socrates, Papandreou – eller kvinden på Plaza Catalunya.

Annonce