Skal Danfoss true velfærden i sænk?

Jeg har i dag dette indlæg i Politikens debatsektion, hvori jeg forsøger at udfordre højrefløjens kriseløsninger og argumentere for en større statslig deltagelse i økonomien.
Da det ikke er lagt på pol.dk, lægger jeg det her til debat og deling.  

Skal Danfoss true velfærden i sænk?

De store virksomheders voksende krævementalitet presser vores velfærdssamfund. Det er tid til at tænke nyt, hvis ikke skattegrundlaget for vores velfærd skal undermineres.

 Af Pelle Dragsted, debattør og politisk rådgiver i Enhedslistens folketingsgruppe.

I efteråret rullede tredje del af Forbrydelsen over skærmen. Ved siden af seriens hovedplot er vi også vidner til et lille stykke erhvervslivsdrama. Den unge driftige virksomhedsleder Robert Zeuthen afviser nemlig, på trods af pres fra sin bestyrelse, at flytte virksomheden ud af Danmark. I stedet vil han sammen med regeringen tage ansvar for at få landet ud af krisen. Også selv om det betyder, at hans indtjening bliver lidt mindre.
Noget tyder imidlertid på, at denne type samfundssind hos store virksomheder efterhånden er noget man skal ind i fiktionens verden for at opleve.

I efteråret så vi hvordan direktøren fra den store termostatvirksomhed Danfoss truede med at flytte ud af Danmark, hvis ikke skatten og lønningerne blev sænket. Dansk Industri, som repræsenterer nogle af landets største virksomheder fulgte op og erklærede med bekymrede miner, at ”grænsen for skatter og afgifter var nået”.

 Udmeldingerne virker temmelig bizarre. Danfoss havde sidste år et overskud på 4,2 milliarder kroner. Og de er ikke alene om succesen. Faktisk er danske virksomheders opsparede overskud i dag større, end det har været på noget tidspunkt siden 2. verdenskrig.
Det er altså ikke, fordi virksomhederne ikke kan tjene penge, at de truer med at flytte. Det er, fordi de kan tjene lidt flere penge ved at flytte produktionen til lande, hvor arbejdskraften er billig, og skatterne er lave.

Den mere aggressive krævementalitet hos de store virksomheder skyldes selvfølgelig også, at de konkurrerer om investeringer på et globalt marked. Og hvis de ikke kan levere det samme provenu som konkurrenterne, så søger aktionærer og investorer væk.
Men uanset årsagen, så kan det konstateres, at den sociale kontrakt, som har været forudsætningen for et velfærdsamfund med høj tryghed, er ved at gå i opløsning. For netop kombinationen af virksomhedernes skattebetaling, og det pæne lønniveau i Danmark har udgjort - og udgør stadig - skattegrundlaget for vores velfærdssamfund.

Højrefløjens sirenesang

Løsningen fra højrefløjen er enkel: Vi skal underlægge os truslerne fra Danfoss og Dansk Industri. Selskabsskatterne skal ned, og det samme skal lønningerne.

Men det er en falsk sirenesang. For selvfølgelig er det muligt at sænke selskabsskatten et par procent eller at bremse lønudviklingen i et par år, uden at velfærden bryder sammen. Men intet fornuftigt menneske kan jo tro, at det vil gøre virksomhederne tilfredse.

Selskabsskatten er et godt eksempel på virksomhedernes ”mer’ vil ha mer’”-attitude. Selvom man ikke skulle tro det, når man hører klynkeriet fra de store virksomheder, så er det et faktum, at selskabsskatten er blevet halveret påen ganske kort periode. Fra 50 procent i 1980erne til 25 procent i dag.

Virkeligheden er nok den, at virksomhederne aldrig vil blive tilfredse. Hver gang vi efterkommer et krav, vil de være klar med et nyt. Det skyldes ikke mindst, at vi hurtigt kommer til at deltage i et kapløb mod bunden med vores nabolande. Hvis vi sænker selskabsskatten til 22 procent, så sænker nabolandene den til 20. Hvis vi bremser lønudviklingen, vil nabolandene sænke lønningerne endnu mere.
Og hver gang vi sænker skatterne, og presser lønningerne, vil skattegrundlaget for vores velfærdssamfund blive udhulet. Og uden skatteindtægter er deringen gratis adgang til sundhedsvæsen. Ingen uddannelser uden brugerbetaling til vores børn, og ingen social tryghed når vi bliver syge eller arbejdsløse.
Den vej skal vi ikke ned af. For netop et stærkt velfærdssamfund har gjort Danmark til en succes.

Samfundet skal modstå pression 

Men hvad er så løsningen? Hvad skal vi gøre for at forhindre, at store virksomheder flytter arbejdspladser ud af Danmark?

Ja, hvis samfundssind i erhvervslivet ikke længere er noget, der giver sig selv. Hvis virksomhederne fremover vil true sig til at slippe for at betale deres del af det velfærdssamfund, de nyder godt af. Så er vi nødt til at gøre samfundet mindre sårbart. Så må samfundet stå stærkere overfor de store virksomheders pression

For det første er der brug for et stærkere internationalt samarbejde. Hvis ikke vi skal konkurrere hinanden ned i afgrunden, er vi nødt til at blive enige om nogle fælles nedre grænser. Lad os få vedtaget en fælles minimumsgrænse for selskabsskatten i Europa. Lad os få styrket fagbevægelsens internationale samarbejde for at modvirke gensidig løndumping. Lad os i det hele taget forhindre virksomhederne i at shoppe mellem landene, og true sig til bedre vilkår.

For det andet skal vi her i Danmark bruge de pengekasser, som samfundet bestemmer over til at fremme en samfundsgavnlig adfærd i erhvervslivet.

I de seneste år har vi oplevet, at virksomheder som Vestas og Danish Crown som i årtier har modtaget store summer i statsstøtte, kvitterer for venligheden ved at flytte deres produktion ud af Danmark. Det er ikke rimeligt. Lad os fremover kun give erhvervsstøtte til virksomheder, som beholder deres produktion i Danmark.

Det offentlige er den største kunde i Danmark. Hvert år køber kommuner, regioner og stat ind for milliarder af kroner. Lad os bruge forbrugerens magt til at belønne virksomheder, der i Robert Zeuthen-ånd viser samfundssind, og dermed straffe dem, der forsøger at undgå at bidrage.

Offentlig deltagelse i økonomien

For det tredje er det tid til at diskutere, om det offentlige skal spille en større rolle i økonomien. Vi har historisk indrettet os sådan i Danmark, at det offentlige først og fremmest står for serviceydelserne, mens den private sektor har taget sig af vareproduktionen Men det er jo ingen naturlov, at det skal være sådan. Og måske er det ikke så smart, at netop den del af produktionen, som er lettest at flytte væk, er på private hænder.

Den åbenlyse fordel ved større offentlig deltagelse er jo, at en offentlig producent ikke vil have nogen tilskyndelse til at flytte produktionen ud af Danmark. Ganske enkelt fordi det er de samme offentlige kasser, som i så fald mister skatteindtægter, og som vil stå med regningen, når understøttelsen til de fyrede medarbejdere skal udbetales.

Reaktionerne fra højrefløjen overfor sådan et forslag vil være forudsigelige: Det offentlige er ikke i stand til at drive effektiv produktion, vil det lyde. Men argumenterne er ikke overbevisende. Hvis det offentlige kan drive et højt specialiseret sundhedsvæsen, som er et af de mest effektive og bedste drevne i verden. Drive læreanstalter med hundredvis af ansatte og tusindvis af elever. Hvis offentligt ejede selskaber kan stå for busdrift, renovation, sanitet og ældrepleje, hvorfor skulle det offentlige så ikke kunne stå for en effektiv produktion af vandpumper, medicin eller fødevareforarbejdning? Det skylder højrefløjen et overbevisende svar på.

Ved at gøre samfundet mere robust og resistent overfor virksomhedernes pression kan vi sikre gode arbejdspladser i Danmark. Uden at presse lønnen eller underminere velfærden. Og det bliver nok nødvendigt, hvis samfundssind hos virksomhederne også fremover er noget vi skal se søndagsdrama i Danmarks Radio for at få lov til at opleve.