Sex og had

For et par dage siden skrev jeg om en aften i selskab med nogle spændstige bøsser og reggae-musikeren Anthony B.

Efterfølgende har en gammel ven har gjort mig opmærksom på en mindre charmerende side af Anthony B – nemlig at han i lighed med flere andre jamaicanske musikere har indspillet sange med respektløse ytringer (eller det der er værre) om homoseksuelle.

Takket være min vens link til Murder Inna Dancehall havnede jeg på et virkeligt interessant site, der handler om årsagerne til homofjendsk musik på Jamaica, og ikke mindst om hvordan musikelskere har forsøgt at ændre på det kedelige fænomen.

Pres på pengene

Ifølge sitet gennemtvang aktivister aflysninger af over hundrede koncerter i Europa og Nordamerika i 2004-2005. Aktionerne fik tre førende pladeselskaber indenfor reggae-genren dancehall til at indgå en aftale om ikke længere at promovere musik, der opfordrer til drab på bøsser og lesbiske.

Det kan lyde som et beskedent ønske, men det er jo tit de sværeste at få opfyldt af folk, der ikke synes de skylder én noget. Desværre er verden ikke perfekt. Enhver kamp for forbedringer må have et realistisk og opnåeligt mål, selvom det nogle gange ligger flere lysår fra den mest progressive vision, man kan drømme om.

Mænd der elsker at hade bøsser

I 2007 opfandt musikelskerne kontrakten ’Reggae Compassionate Act’, der er tænkt som en aftale om en frisk start for musikere, der gerne vil komme væk fra deres homofjendske fortid. Dancehall-stjernerne Beenie Man, Sizzla, Capleton og Buju Banton er blandt dem, der har skrevet under på kontrakten.

Underskrifterne har ikke rokket synderligt ved disse stjerners tvivlsomme syn på sex – hvis man skal tro Murder Inna Dancehall - men har til gengæld ført til, at der bliver spillet markant mindre af den hadefulde musik.

Men hvorfor?

Der er alle mulige forklaringer på hvorfor foragten for andre folks sexliv har taget lige præcis dén drejning på Jamaica. Nogen mener, det handler om manderollen i slavetiden. Andre mener, at den jamaicanske rastafari-religion har overtaget foragten for bøsser fra det gamle testamente.

Men der er også dem, der peger på at den hadefulde musik er eksploderet i takt med den nye fremvækst af en desperat gangster- og sexturisme-kultur i Jamaica, se fx den første kommentar til artiklen hér. Den progressive reggae fra 1970erne (tænk på Bob Marley) var knyttet til venstrefløjens politiske magt på øen frem til 1980. Men så overtog en anti-socialistisk højrefløj styret.

Hvis du nogen sinde har undret dig over hvordan nyliberalisme og IMF kan kvæste et lille land og en kultur til ukendelighed, aflive håbet og fremelske had og fortvivlelse, så skal du se filmen Life and Debt, der foregår på Jamaica.

Filmen ligger hér.