Annonce

17. marts 2011 - 21:33

Ingen nemme løsninger i Libyen

Jeg har fået flere opfordringer til at skrive en blog, om Enhedslistens udspil om at bevæbne den libyske opposition med antiluftskyts. Et udspil som har fået en blandet modtagelse på venstrefløjen.

Jeg vil dog gå lidt bredere til værks og diskutere hvordan venstrefløjen generelt kan forholde sig til situationen i Libyen.

Først en indrømmelse: Jeg synes det et forpulet kompliceret spørgsmål. Med konflikten i Libyen står vi i én af den slags situationer hvor der ikke er nogen nemme svar og løsninger. Jeg har i hvert fald ikke en bog, jeg kan slå op i som giver mig svarene på, hvordan jeg som socialist skal forholde mig. Hvis der er nogen der har én, vil jeg gerne låne den.

På den ene side har vi en brutal diktator, der har styret Libyen med jernhånd. Der er ingen politisk frihed, og dissidenter er i årevis blevet dræbt og tortureret. Hvis Gadaffi nogensinde har stået for noget progressivt, så er det i hvert fald slut for mange år siden.

På den anden side en broget oprørsbevægelse, som inspireret af de folkelige oprør i nabolandene har rejst sig mod diktatoren. Oprørerne er en blandet skare, men har erklæret at målet er frie valg og politisk frihed.

Endelig har vi stormagterne, som rasler med sablerne og truer med militær intervention – enten i form af et flyveforbud eller såkaldte målrettede angreb. De samme stormagter, som blot for et par måneder siden bød Gadaffi velkommen på de bonede gulve med kindkys og våbenhandelsaftaler.

Hvad skal være venstrefløjens svar?

For det første er det oplagt, at venstrefløjens sympati bør ligge på oprørernes side. Der er ikke tale om nogen socialistisk bevægelse, men den civile ledelse for oprørerne har erklæret at de vil indføre demokrati og politiske friheder. Det skal være slut med politisk forfølgelse og tortur. Det betyder, at også socialistiske partier og frie fagforeninger igen kan eksistere i Libyen. Det kan selvfølgelig gå anderledes. Men det kan det også i Egypten, Tunesien osv – hvor venstrefløjen også har støttet oprørerne. Så her bør være nogle vaklen i geledderne.

Det svære spørgsmål handler imidlertid om, hvordan man forholder os til den helt aktuelle situation – altså truslen om en massakre på oprørerne og civilbefolkningen i det østlige Libyen (og i de byer i det vestlige Libyen som er invaderet af Gadaffis styrker og hvor vi ikke aner hvad der sker).

Hvordan kan vi sikre, at invasionen af Bengazi og Tobruk ikke ender i et blodbad.

Her er mine bedste bud

Fred og forhandling

For det første skal vi arbejde for en våbenhvile. FNs generalsekretær var i går ude og opfordre til en sådan. Også den afrikanske Union og en række sydamerikanske lande har foreslået en våbenhvile fulgt op af forhandlinger. Til gengæld har stormagterne og danske politikere slet ikke drøftet dette spor.
En våbenhvile skal følges op af forhandlinger, som skal lede frem til afholdelse af frie valg i Libyen. Sanktionerne mod Gadaffis regime skal opretholdes indtil der var afholdt valg – og FN skal overvåge processen.

Men hvad nu hvis…?

Men hvad nu hvis Gadaffi ikke vil acceptere en våbenhvile og fortsætter sin udryddelseskampagne? Hvad skal vi så gøre? Det er det svære spørgsmål.

Én løsning er jo at sidde med hænderne i lommen, og henvise til at man ikke skal blande sig i andre landes interne anliggender, eller at det hele er Vestens skyld, eller man kan føre lange intellektuelle samtaler om hvad man skulle have gjort for år tilbage.

Tja, det var det verdenssamfundet gjorde i Rwanda. Med det resultat at op mod en million mennesker blev dræbt. Thats not an option.

Så er det flyveforbudszonen. Den er blevet det store dyr i åbenbaringen. Der er mange grunde til at være skeptisk overfor forslaget.

For det første, er det stærkt tvivlsomt, om en flyveforbudszone overhovedet vil kunne stoppe Gadaffi-styrkernes fremmarch og dermed et truende folkemord. For det andet vil etableringen af en flyveforbudszone med de bombardementer af lufthavne og antiluftskyts, som det vil kræve, resultere i mange ofre – herunder civile.

For det tredje er der en stor risiko for, at en vestlig militær intervention vil skade hele den udvikling, som vi kalder for det arabiske forår. At den vil skubbe sympatien i den arabiske verden væk fra de demokratiske kræfter, fordi de vil blive sat i forbindelse med de stormagter, som aldrig har skabt andet end dårligdomme i regionen hidtil.

Og endelig er der faren for at skabe en præcedens hvor stormagterne kan intervenere i borgerkrige for at støtte den part, som tjener deres interesser. Det ville være en meget uheldig præcedens.
Disse overvejelser er også baggrunden for at Enhedslisten er skeptisk overfor en no-fly-zone

Derfor er det svært at forstå, at Socialdemokraterne og SF øjensynligt uden bekymringer, bakker op om denne model – og oven i købet vil acceptere en intervention uden FNs mandat.

Er danske Stingermissiler løsningen

Og det bringer mig så frem til det forslag, som Enhedslisten og Frank Aaen var ude med i går – nemlig forslaget om at give oprørerne midler til at forsvare sigselv mod Gadaffis luftvåben, ved at forsyne dem med antiluftskyts.

Der er ingen tvivl om, at forslaget er kontroversielt. For der er selvfølgelig tale om indblanding i Libyens interne anliggender. Og det at tilføre våben til en i forvejen eksplosiv konflikt er bestemt ikke uproblematisk.

Men hvis alternativerne er enten en full-scale vestlig intervention med NATO i spidsen, eller at sidde med hænderne i skødet mens Gadaffi drukner oprøret i blod, så synes jeg, at det er det mindst ringe alternativ.

Hvorfor?

For det første fordi det er langt mindre indgribende end et egentligt militært angreb. Men aller vigtigst, fordi vi på den måde giver oprørerne mulighed for at forsvare sig selv og måske vinde deres egen sejr – uden at stormagterne får mulighed for at benytte sig af lejligheden til at sikre deres interesser.

Kan det lade sig gøre? Ja selvfølgelig. At få våben frem til oprørerne er piece of cake ifht. etableringen af en flyveforbudszone. De kan sejles til havnebyen Bengazi eller kastes ned fra luften, som det skete til partisaner under anden verdenskrig

Men vil det ikke kræve et FN-mandat? Næppe, der er ikke tale om en egentlig krigshandling, og oprørernes regering er anerkendt som legitim regering af flere stater.

Giv et bedre svar

Man kan uden tvivl rejse fornuftigt kritik af forslaget, ligesom man kan af andre forslag. Det nemmeste i verden er at sige nej. Derfor vil jeg opfordre debattørerne til at besvare følgende spørgsmål før de kaster sig ud i deres kritik af vores forslag:

Hvis ikke Gadaffi vil acceptere våbenhvile og forhandling, og hvis situationen udvikler sig til noget der ligner et folkemord. Hvad mener du så Danmark, verden eller for den sags skyld venstrefløjen skal gøre, for at forhindre det?

Annonce