Helt fredeligt, uskyldigt og ukontroversielt indlæg

Så kom der (igen) lidt røre i andedammen. Det jo nok også meget godt – selvom nogle ikke ”kan snuppe det” . Fint udtryk. At snuppe. Haps.

Personligt har jeg et behov for en lille kommentarpause, så jeg forsøger mig med lidt uskyldig lommefilosofi. Der er sikkert de der vil hævde, at jeg ikke excellerer i andet. Fair nok.

Debatten om venstrefløjen og Europa gav mig flere ting at tænke over. For det første hvor tynde modargumenterne mod mit indlæg var. Det kan selvfølgelig jo skyldes flere ting – f.eks. at der de der er uenige holder igen med det tunge skyts for at skåne mig. Eller måske er den hellige ’72-EU-modstand ganske enkelt en papirtiger?

Men jeg kom også til at tænke på begrebet spor- eller sti-afhængighed (path dependence). De fleste kender nok historien om QWERTY-tastaturet (hvis ikke, så sidder du med et foran dig, hvor q-w-e-r-t-y er placeret øverst i venstre side). I forhold til skrivehastighed er QWERTY aldeles ineffektivt, og netop denne ineffektivitet er forklaringen på bogstavernes placering.

På de gode gamle skrivemaskiner måtte de hyppigst anvendte bogstaver ikke sidde for tæt på hinanden, da maskinens mekaniske ”arme” i så fald ville jamme. Nu er skrivemaskinerne pensionerede, men vores computerkeyboards har arvet den ineffektive placering af bogstaverne.

Grunden til at de ikke ændres, således at alt fra skoleelever, sekretærer, big business og det offentlige, kunne hente en tidsmæssig gevinst ved skrivearbejde, er den, at investeringen i at ændre produktionen af verdens millioner af keyboards, omskolingen af alle de, der i modsætning til undertegnede, har lært tifingersystem osv. osv., på kort sigt vil være uoverskueligt meget større end den kortsigtede gevinst ved en ændring af bogstavernes placering.

På langt sigt er det selvfølgelig en helt anden historie.

Nu er der selvfølgelig forskel på at spare x antal minutter på at skrive et blogindlæg, og så at skulle lave verden om, men jeg kom alligevel til at tænke, at vildspor som Folkebevægelsen mod EU, uhensigtsmæssige organisatoriske arrangementer som Enhedslistens ledelsesstruktur eller LO’s manglende tag i de unge, på mange måder minder om QWERTY-tastaturet.

På et givent tidspunkt i historien gav det hele mere eller mindre god mening, men historien, den frækkert, bevæger sig jo som bekendt af uransagelige, snørklede veje:

(…)

And then one day you find ten years have got behind you.

No one told you when to run, you missed the starting gun.

So you run and you run to catch up with the sun but it’s sinking

Racing around to come up behind you again.

The sun is the same in a relative way but you’re older,

Shorter of breath and one day closer to death.

Pludselig er den mere eller mindre gode mening forsvundet som dug for solen og sulfo på olien. Og så står man der pludselig der, og kan vælge at tjekke den nye virkelighed ud og formulere nye strategier, eller man kan vælge at holde fast på det sikre, kendte og trygge (og måske ubevidst satse på at det bliver retro en dag).

At holde fast virker, efter en hurtig kalkule, som den strategi der på kort sigt kræver den mindste investering. F.eks. i forhold til at skulle skabe sig en ny identitet. Og det er jo det mest dyrebare vi har, i en virkelighed hvor tag over hovedet og mad på bordet er sikret for de fleste. Vores identitet. Møjsommeligt konstrueret gennem årene med blod, sved og tårer.

Så sådan bliver det. Sammen med trosfællerne rykker vi, under indtryk af chikanen fra forandringerne, sammen i en defensiv formation, der nok er formidabel til at holde stillingen, men som efterlader et uendeligt begrænset rum for analyse, politik-udvikling og strategisk overvejelse – omringet af fjender, komplotter og konspirationer.

En herligt overskuelig lille verden i smuk sort-hvid kontrast, med svar på alt og selvforstærkende positive feedback-mekanismer, særdeles velegnede til at holde samling på flokken og afvise kritiske spørgsmål fra en fjendtlig omverden.

(…)

The time is gone, the song is over,

Thought I’d something more to say.