Neil Young omvendte tvivlere fredag aften på Orange Scene. Tre timers kærlighed til guitarer på langfart i en langstrakt, men også grund-rockende affære.
Det sidste kvarter inden Neil Young gik på Orange scene fredag aften tog regnen til, og et blik på en himmel der lignede et stort blåt mærke på låret, gav en i bedste fald mudret prognose. Det er jo Roskilde, det er jo den danske sommer, og det er jo Orange, så vejret er jo derfor Den Store Scenograf. Det så dystert ud.
Udsigten til et ukendt tidsrum i selskab med den for skribenten stort set ubekendte Young og silende regnvejr, betød at tvivlen om det attraktive i at gennemføre koncerten indfandt sig dér lidt i kl. 21. Hvis nu jeg og min koncertmakker havde været die hard-Neil Young-fans, så havde tvivlen formentlig været mindre. Men det var vi ikke. Vi var der bare for at give manden en chance.
Mennesker hvis musiksmag og –viden som hovedregel er værd at lytte til, fremhæver jo den gode Neil Young, som en af de store – og man bliver jo heller ikke booket til Orange scene en fredag aften, hvis ikke man på en eller anden måde har gjort sig positivt bemærket. Jeg og min koncertmakker havde bare aldrig haft åbenbaringen, der åbnede døren til, hvad det nu end er Neil Young har gang i. Vi var der i respekt for Youngs renommé, og med en ydmyghed for at vi måske ikke har gjort os umage nok med at forstå fænomenet.
Vi var altså som udgangspunkt opsatte, men den tiltagende regn og deraf afledte almindelige tristesse svækkede beslutsomheden, og en kop varm kakao nydt siddende i tørvejr, virkede tiltagende tillokkende.
Neil Young er en gammel traver på Modkraft med hele tre artikler i 2012, og er derfor nok en af de mest omtalte canadiske kunstnere her på siden. Det medvirkede naturligvis til fascinationskraften forud for koncerten. En af artiklerne fra '12 var Lars Plougs anmeldelse af Youngs selvbiografi »En hippiedrøm«, hvor der bl.a. stod om Neil Youngs sange:
”Sange er som kaniner”, skriver han, de dukker op som fikse ideer i hans rastløse sjæl og liv, lidt på samme måde som et tilfældigt møde på gaden, begejstringen over en oplevelse eller vrede over noget, man har læst i avisen.
Der er ingen kunstnerfimsede postulater om systematisk udforskning af menneskelivets vilkår, kun et håb om, at andre kan bruge og lide sangene.
”Jeg har skrevet en masse sange. Nogle af dem er elendige. Nogle af dem er strålende, og nogle er bare OK. Dét er, hvad alle andre mennesker mener. For mig er de alle ligesom mine børn. De bliver født og vokser op og bliver sendt ud i verden og må klare sig selv. Verden er slet ikke noget nemt sted at være for en sang”.
Læs artiklen »Ærlig rodebunke fra Neil Young«
Tilbage på plænen foran Orange scene, holdt regnen op, og hippiefar gik endelig på scenen. Det kan være, at verden slet ikke er noget nemt sted at være for en sang, men de første fire sange fik nu heller ikke særligt meget hjælp af kunstneren, da de blev sendt på flyvetur ud i sommernatten. Young var alene på scenen, og var yderst generøs med mundharmonikaen. Hvis det stadig havde regnet, havde Young helt sikkert tabt os der.
Efter den gabende kedsommelige åbning af en halv times varighed kom bandet langt om længe på scenen, og så begyndte der at sket noget.
De næste to timer stod på tight blues-rock og laaaange, eventyrlystne guitarsoloer, og lad det allerede her være helt klart, at glæde ved guitarspil er en præmis for at få noget ud af Neil Young. Min skeptiske koncertmakker og lige så skeptiske jeg, blev som de to let ensformige og tungt rockende timer skred frem, gradvist vundet over på Youngs hold, først med nikken stigende i intensitet, og så headbanging med hele kroppen.
Man kan ikke beskylde Neil Young for at small-talke fra scenen. Det blev vist kun til et »How are you doing«, og det var egentlig fint nok. For »I det hele taget står han ret systematisk ved ikke at være den store tænker«, som Lars Ploug skriver i føromtalte anmeldelse.
Læs artiklen »Langstrakt legesyge fra Neil Young«
Vi blev så effektivt overbevist af skramlende tight guitar-extravaganza med et lejlighedsvist twist af psykedelia, at vi uden problemer tilgav et grusomt nummer på orgel, der truede med at blive ved i en evighed. Jo, tvivlerne var blevet overbevist.
Netop som trangen til et klimaks efter et langt bluesbaseret tilløb viste sig som tiltagene rastløshed blandt publikum, så fik vi »Rockin in the Free World«, og to gange syntes nummeret at have fået vredet de absolut sidste toner ud af sig, for så at vende tilbage med fuld omkvædstyrke og fællessang.
Der var dømt Orange-øjeblik.
Her kunne det have været slut, og det var vi en del der troede, for hvordan kommer man lige tilbage igen på en så effektiv finale? Det var ikke slut.
Neil Young havde lige en halv times guitarlir mere i ærmet. En halv times ekstranummer, der var én lang jammende seriesolo over nummeret »Love and Only Love«. Hvordan man kommer igen efter allerede at have fyret alle kanoner af? Man kan fx frækt eller flabet give publikum endnu mere af det, man allerede har trakteret med. Det var en hård landing, men det var nu også fint nok med et ekstra skud guitar-love, at gå hjem på.
Og det er jo i bund og grund dét det hele handlede om: Fred, kærlighed og Moder Jord. Hippiefar havde talt, og vi var formentlig ikke de eneste tvivlere, der forstod budskabet fredag aften, selvom hverken vejret eller kunstneren på nogen måde gjorde det nemt for os gennem i alt tre stive timer.
Hvem: Neil Young And the Promise of the Real
Hvor: Orange scene, Roskilde Festival
Hvornår: Kl. 21., 1. juli 2016
Læs også »35 tons overskudsmad fra Roskildes madboder sendes videre«
Læs også »Veteranernes effektive højhastighedslarm: Slayer på Arena«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96