Annonce

1. december 2010 - 16:04

Er udlændingekortets magi brudt?

I går vågnede jeg til to gode nyheder. Endnu en meningsmåling gav Enhedslisten en rekordtilslutning på 4,7 %, hvilket omsat i mandater ville betyde en fordobling af den nuværende folketingsgruppe.

Samtidig viste målingen et markant forspring til rød blok. Ligesom det var tilfældet i den anden store måling efter ”point-krigen”.

Nu skal man selvfølgelig ikke drage alt for hurtige konklusioner på baggrund af nogle få meningsmålinger, men hvis det viser sig at være udtryk for en tendens, så er det sgu interessant: Det er udtryk for to ret klare nybrud i det politiske Danmarkskort.


Har udlændingekortet mistet sin magi?

Der er mange, der mener, at det er udlændingepolitikken, der har afgjort de seneste tre valg. Jeg har aldrig købt denne idé fuldt ud. Jeg tror, at udlændingepolitikkens dominans har været ligeud proportionel med fraværet af et klart alternativt politisk projekt på det økonomiske område – særligt hos Socialdemokraterne.

Når vælgerne ikke oplever, og ikke har erfaringer med en klar forskel i de to blokkes økonomiske politik så er det andre politiske områder, der bliver ”the difference that makes the difference”, som en klog debattør har peget på.

Men når det så er sagt, så er der ingen tvivl om, at de borgerlige kynisk og effektivt har brugt udlændingekortet til at flytte (arbejder-)vælgere over på den anden side af midterlinjen. Og at det har været en kraftig medvirkende årsag til oppositionens valgnederlag.

Regeringen lagde da også kun slet skjul på at formålet med at komme med de nye stramninger på udlændingepolitikken, var enndu engang at genvinde deres momentum og skabe kiv og splittelse i oppositionen.

Derfor er det også så interessant, at udlændingekortet denne gang ikke ser ud til at virke. Efter to uger, hvor udlændingepolitikken har fyldt det meste – og hvor S og SF mildt sagt ikke har haft en heldig hånd, viser to på hinanden følgende målinger et stort forspring til oppositionen. Det er et klart brud med de sidste års tendens.

Der kan være flere årsager til dette. Det kan skyldes, at udlængepolitikken simpelthen ikke vurderes som så vigtig af vælgerne mere sammenlignet med de store økonomiske udfordringer med stigende arbejdsløshed og nedskæringer i kommunerne. Det antyder flere målinger i hvert fald. Det kan også være, at grænsen, for hvad flertallet finder rimeligt, simpelthen er nået. At et flertal af danskerne synes, at de nye pointkrav for familiesammenføring, som Johanne Schmidt-Nielsen karakteriserede som social apartheid, ganske enkelt er for langt ude.

Uanset årsagen, er det ekstremt interessant og noget der skaber dybe panderynker på blå stue. Valget er på vej, og dette udlændingeudspil var et af de sidste skud i bøssen.

Strategi kan ikke afløse politik

Men panderynkerne må også være ganske dybe hos SF, som ifølge de seneste målinger afgiver 3-4% til Enhedslisten og de Radikale.

Hvorfor sker dette nu? Der er næppe nogen tvivl om, at diskussionen om pointsystemet er den udløsende faktor. Det blev for meget for en gruppe af SFs vælgere, at der skulle gå over en uge før SF (bort set franogle få dissidenter kunne sige klart fra overfor regeringens version af point-systemet.

SF og S forklarede sig med, at man jo lige skulle se regeringens pointsystem, før man kunne melde ud. Men rammerne for regeringens aftale var kendt - herunder at det, at have gået på et top 20 universitet ville give topscore. Det er og bliver et mysterium for mig, at Socialdemokraterne og SF ikke ”læste” situationen, og brugte dette åbenlyst socialt skæve indhold til et frontalt angreb på Dansk Folkeparti, der vil stille akademikeren og direktøren bedre en tømreren og sosu-assistenten.

Da det endelig skete, var skaden sket, og det hjalp bestemt ikke, at man krydrede sin udmelding med lanceringen af et såkaldt rødt point-system, som uanset den ret symbolske karakter, betyder en yderligere stramning af den 24-års regel, som i hvert fald SF i virkeligheden er modstander af. Og at partierne dermed også accepterede den principielt usympatiske idé, om at man skal leve op til særlige krav for at bo i sit eget land med sin ægtefælle.

Jeg synes imidlertid, at det mest interessante er, at reaktionen fra dele af SFs vælgerkorps også må opfattes som et opgør med den efter min mening meget taktiske tilgang, der har præget SFs udvikling i de seneste år.

Det har i de seneste år været ganske tydeligt, at Socialdemokraterne og SF har haft som strategi at lægge udlændingepolitikken død, ved at så vidt muligt at fremstå som mindst lige så strammer-parate som VKO.

Det har været svært at blive klog på, om der var tale om en taktisk linje for at vinde næste valg – eller om de virkelig mente det, de sagde, når de markerede sig som strammere på udlændinge- og retspolitikken. Måske har holdningerne sameksisteret både hos den enkelte og på tværs.
Men udadtil fastholdt man indtil forrige uge, at der var tale om et genuint holdningsskift, der skulle imødekomme bekymringer og ønsker hos ”danskerne som flest.”

Midt i virakken skete der imidlertid noget interessant. Villy Søvndal beskyldte i Berlingske Tidende venstrefløjen (indenfor og udenfor hans parti) for at være kyniske, når de krævede en klar afvisning af VKOs pointsystem. Villys budskab var, at man ved at stå fast på sine principper satte regeringsskiftet i fare.

Jeg tror, at netop denne udmelding var medvirkende til at øge utilfredsheden blandt nogle af SFs vælgere, fordi den helt åbent markerede, at SFs linje i udlændingepolitikken i hvert fald ikke kun er genuin politisk, men i høj grad også af taktisk karakter.

Budskabet fra denne vælgergruppe synes at være: Taktik kan ikke afløse politik. Eller sagt på en anden måde. Forholdet mellem taktik og politik skal i hvert fald balancere til fordel for sidstnævnte.

Før eller siden

Netop på grund af dette tror jeg heller ikke, at det er selve pointsystemet eller S og SFs håndtering af det, der er det afgørende for det (moderate) vælgerskred der er sket. Udviklingen er en naturlig konsekvens af S og SFs strategi og interaktion med VKO-blokken

Når S og SF har besluttet så vidt muligt følge i VKOs fodspor på udlændingepolitikken. Og når VKO samtidig hele tiden rykker videre mod højre for at skabe afstand – så vil bukserne før eller siden revne. Både fordi SFs venstrefløj ikke politisk vil kunne acceptere linjen, men også fordi det vil fremstå mere og mere tydeligt, at der er tale om taktik frem for genuine politiske holdninger. Vælgerne kan godt gennemskue, når politikere står på mål for noget de i virkeligheden ikke mener.

Så hvis ikke point-systemet, var blevet den udløsende faktor, så tror jeg, det var blevet noget andet. For så længe strategien virkede efter hensigten og vælgerne fulgte med, så er jeg bange for at S og SF havde fulgt VKO endnu længere ud på overdrevet.

Derfor er det også glædeligt, at S og SF øjensynligt har fanget de nye tendenser og Helle T. har meldt ud, at det skal være slut med nye stramninger. Det er selvfølgelig langt fra godt nok – fordi hun samtidig siger, at de allerede gennemførte stramninger skal fastholdes. Men det lægger ikke desto mindre op til et brud med strategien om at følge VKO ind i ”helvedes flammer” for at lægge udlændingepolitikken død.

Grund til optimisme

Selvom der rykkes lidt rundt på mandaterne i blokken, synes jeg egentlig, at der er grund til optimisme hele vejen rundt. Det er selvfølgelig aldrig skidesjovt som SF at miste vælgere og være under intern beskydning – det er jo heller ikke ukendt for os i Enhedslisten.

Men: Vælgerne bliver i blokken, og der kommer nye til. Bundlinjen er vel den, at oppositionen samlet står stærkere end nogensinde.

Og det faktum, at udlændingekortet øjensynligt har mistet noget af sin magi, er en klar fordel for alle partier i oppositionen - for slet ikke at tale om den enorme betydning for de etniske mindretal og for udviklingen i vores samfund.

Annonce