Annonce

29. september 2011 - 0:04

Enhedslisten og den nye regering

Det parlamentariske landskab efter folketingsvalget byder både på store muligheder og store udfordringer for Enhedslisten.

Enhedslisten gik til valg på at skabe et rent rødt flertal bestående af EL, S og SF. Det lykkedes som bekendt ikke. Den nye regering hviler på støtten fra de radikale – et parti, som på det økonomiske område står for en borgerlig og asocial politik. Uanset om de radikale er med i eller udenfor en ny regering, hviler den på radikale mandater.

Men en ny regering er også i et stærkt afhængighedsforhold til Enhedslisten. Den store fremgang for Enhedslisten, og de konservatives samtidige tilbagegang, vil gøre det langt sværere for den nye regering, at føre politik uden om Enhedslisten.

Valgets store slagnummer, alliancen mellem R og K, faldt til jorden med et brag på valgaftenen. Hvis en ny regering skal have flertal udenom Enhedslisten er de konservative for små til at hjælpe. Her må regeringen gå til Venstre, Dansk Folkeparti eller en kombination af K og LA, for at have et flertal. Og det bliver unægtelig sværere.

Store muligheder

Enhedslisten står altså med de formentligt største muligheder nogensinde for at øve indflydelse på den politiske udvikling i Danmark.

Opgaven bliver, at udnytte disse muligheder maksimalt til at fremme Enhedslistens politik: Det handler ikke mindst om at få forbedret vilkårene for de samfundsgrupper, der er blevet ringest behandlet i det borgerlige tiår. Arbejdsløse, lavtlønnede, udsatte grupper og flygtninge og indvandrere. Om at forsvare og udvikle det solidariske velfærdssamfund. Og om at få sat klima og miljø helt op på dagsordenen.

Men som et socialistisk parti er det også afgørende at vælge de politiske prioriteter og de indrømmelser vi går efter på en strategisk baggrund, der peger fremad mod vores mere langsigtede mål om en socialistisk samfundsudvikling. Det handler efter min mening grundlæggende, om at flytte det vi med et lidt gammeldags ord kalder samfundets klassestyrkeforhold.

Styrkeforholdene udspiller sig på flere planer, men jeg mener at de vigtigste er følgende:

- Styrkeforhold mellem lønmodtagere og arbejdsgivere

- Styrkeforhold mellem demokratisk ejerskab og kapital-ejerskab

- Ideologiske styrkeforhold
(I et appendix i det første kommentarfelt, uddyber jeg dette lidt)

På alle disse områder er styrkeforholdene i de seneste ti år blevet markant forringet og en ændring af disse må være en grundlæggende strategiske målsætning for Enhedslisten. Når vi rykker ved de styrkeforhold forbedrer vi på én gang menneskers vilkår her og nu, og forbedrer muligheden for at flytte samfundet mere grundlæggende i fremtiden.

Men én ting er de overordnede målsætninger, en anden ting er, hvordan Enhedslistens navigerer i det mildest talt brogede parlamentariske landskab.

Ingen accept af afpresning

Én af de vigtigste ting, at slå helt klart fast over for en ny regering er, at Enhedslisten aldrig kommer til at lade sig afpresse til at stemme for noget partiet er grundlæggende modstandere af. Heller ikke stillet over for truslen om at regeringen vælter.

Den nye regering må aldrig bibringes den opfattelse, at den bare kan fremlægge lovgivning i folketinget som den har klappet af internt, og så afpresse Enhedslisten til at stemme for, med truslen om at alternativet er at vælte regeringen.

Enhedslistens argument for at stemme for en lov, et forlig eller finanslov, må derfor aldrig nogensinde blive, at alternativet er at vælte regeringen. For hvis Enhedslisten bare én gang bøjer sig for den slags afpresning, så har partiet reelt sat sig uden for indflydelse.

Hvis regeringen vil forringe vilkårene for lønmodtagere og arbejdsløse, eller på anden måde føre borgerlig økonomisk politik, så må den vende sig mod de borgerlige partier. Det skal under ingen omstændigheder ske med Enhedslistens stemmer.

Hvis en ny regering ønsker, at bruge sit flertal med Enhedslisten. Ja, så må den sætte sig ned og forhandle med Enhedslisten. Og give Enhedslisten de indrømmelser, som gør at partiet kan stå inde for det politiske indhold.

Principper og strategi

Og det fører mig videre til spørgsmålet om Enhedslistens tilgang til forhandlinger med en kommende regering.

Grundlaget for vores forhandlinger er Enhedslistens gamle princip om at stemme imod den mindste forringelse og for den mindste forbedring. Jeg har altid været tilhænger af dette princip, fordi det er en slags forsikring mod en opportunistisk glidebane.

Men det har også altid været klart for mig, at princippet ikke er en facitliste man kan slå op i. At det kan fortolkes, og er blevet fortolket på mange måder.

I den ene ende af spektret kan man anlægge en meget strategisk orienteret fortolkning, hvor begrebet ”forringelser” reserveres til forringelser af afgørende politisk betydning for Enhedslisten. f.eks. forringelser for arbejdsløse, lønmodtagere, studerende, folkepensionister, udlændinge etc. Jeg tror ikke at nogen er uenige i, at Enhedslisten aldrig nogensinde skal medvirke i den type forringelser.

I den anden ende findes en maksimalistisk fortolkning, hvor alt hvad der ikke 100% Enhedslistepolitik – uanset på hvilket område, defineres som en forringelse, og at Enhedslisten derfor skal stemme nej til forlig der ikke er 100% enhedslistepolitik. Enhedslistens ville f.eks. skulle stemme nej til en finanslov, hvis den indeholdt en nedskæring på det Kgl. Teater eller på støtten til professionelle sportsudøvere. Også selvom det var lykkedes, at aftvinge indrømmelser f.eks. i forhold til at bekæmpe misbrug af udenlandsk arbejdskraft, eller andre områder af strategisk vigtighed.

I mellem disse to positioner findes selvfølgelig et kontinuum af tolkningsmuligheder.

Hvor i dette kontinuum Enhedslisten vælger at lægge sig, vil få stor betydning for partiets parlamentariske rolle i de kommende år.

En maksimalistisk tilgang vil stærkt begrænse antallet af forlig og aftaler Enhedslisten kan indgå i, og dermed øve indflydelse på. Det siger næsten sig selv, at et parti med 6% af stemmerne ikke kan forvente at bestemme 100%, når man skal forhandle med tre andre og større partier. En sådan tilgang vil sandsynligvis medføre, at regeringen vil vende sig imod de borgerlige partier i endnu højere grad end allerede planlagt.

Der kan muligvis være gode grunde til den maksimalistiske alt eller intet-tilgang. Men hvis Enhedslisten vælger den vej, skal det være med åbne øjne, og med en klar erkendelse af, at den også medfører et fravalg af muligheder for indflydelse, og dermed af muligheden for at forbedre vilkårene for flygtninge, arbejdsløse, sygedagpengemodtagere etc.

Styrkeforhold i centrum

At princippet om mindste forringelse er åben for fortolkning er det ikke noget nyt i. Alene spørgsmålet om hvad som er en forringelse er jo et politisk og strategisk spørgsmål.

F.eks. støtter Enhedslisten en differentiering af behandlingsgarantien, selvom det så absolut vil betyde forringelser for en række konkrete mennesker. Fordi partiet er af den politiske opfattelse, at pengene kan bruges klogere. Det samme er i princippet tilfældet med betalingsringen.

Disse og mange andre tilfælde er eksempler på, at princippet om mindste forringelse altid vil, og altid må være forankret i bredere politiske og strategiske vurderinger.

Og det fører tilbage til det jeg har skrevet ovenfor om klassestyrkeforhold. I debatten om forlig, aftaler og finanslove må hovedspørgsmålet være: Hvordan sikrer vi bedst de klasseinteresser som vi er sat i verden for at forsvare? Hvordan flytter vi bedst styrkeforholdene i samfundet til fordel for lønmodtagerne og demokratiet?

Det handler om mennesker

Når vi i den kommende tid kaster os ud i diskussionerne om Enhedslistens parlamentariske rolle, skal vi hele tiden huske, at det ikke bare drejer sig om teoretiske diskussioner og mundhuggerier. Det er alvor nu. Enhedslisten evne til at navigere i den nye situation, vil have konkret betydning for rigtig mange menneskers liv og fremtidige vilkår.

Annonce