Annonce

24. september 2011 - 22:18

ELX3 – Hvordan gik det til?

Flere af mine medbloggere har alle kastet sig ud i skriverierne om de muligheder og udfordringer som Enhedslistens valgfremgang medfører. Det er vigtigt, og jeg vil snarest blande mig i fremtidsdebatten her på bloggen.

For at se frem, er det dog ofte en god idé lige at stoppe og evaluere på erfaringerne. For hallo venner: Det er fandme stort det her. Vi har opnået det bedste valgresultat for den antikapitalistiske venstrefløj i årtier. Et resultat som gik langt over vores forhåbninger. Det er vigtigt at vi analyserer og forstår årsagerne, fordi det vil give os et bedre udgangspunkt for diskussionen af fremtidens mål.

Objektive faktorer

Man skal ikke være noget politisk geni for at regne ud, at Enhedslistens store fremgang hænger tæt sammen med udviklingen i de partier som Enhedslisten konkurrerer mest med om vælgerne. Den tætte alliance mellem S og SF og de to partiers beslutning om at ”lægge udlændingepolitikken død”, ved at lægge sig så tæt som muligt på VKOs positioner satte særligt SF under pres. Lanceringen af det røde pointsystem blev dråben for mange SF-vælgere.

Siden kom de radikales uhellige alliance med VKO om først dagpengeforringelser og siden tilbagetrækningsreformen. Her gik det op for de venstredrejede vælgere, der skulle have været i tvivl om det, at de Radikale på det økonomiske område står for en dybt asocial politik.

Dermed stod Enhedslisten da valget blev udskrevet reelt som det eneste alternativ for den del af vælgerkorpset, der ønskede både en solidarisk fordelingspolitik og en anstændig udlændingepolitik. Og igennem valgkampen sikrede partiet i sin kommunikation, at denne kant til både S/SF og de radikale permanent var i fokus.

Subjektive faktorer

Men objektive faktorer kan langt fra alene forklare succesen. Enhedslistens fornyelse gennem de seneste år var også en nødvendig forudsætning.

Der gik faktisk omtrent tre år efter SF påbegyndte deres udlændingepolitiske strammerkurs, uden at det første til nogen betydelig fremgang for Enhedslisten.
Årsagen er, at der skal to ting til før et menneske flytter sin stemme fra et parti til et andet. Hun skal være utilfreds med det parti hun er hos. Men hun skal også se et attraktivt alternativ. Og for blot et år siden opfattede mange desværre ikke Enhedslisten som et alternativ for dem.

Det skyldtes ikke først og fremmest uenighed i Enhedslistens politiske synspunkter. Nej, de handlede mere om det man kunne kalde metaopfattelsen af Enhedslisten - den overordnede opfattelse af partiet.

Det kunne konstateres at mange dengang havde en opfattelse af Enhedslisten, som et parti for nogle særlige mennesker (alternative typer, københavnere, højtuddannede etc.), Ikke for skolelæreren i Brønderslev eller den fyrede slagteriarbejder i Ringsted,
Det kunne også konstateres, at mange opfattede Enhedslisten som et rent nej-parti, der ikke havde nogen virkelige ambitioner om at øve indflydelse på den politiske udvikling i Danmark.
Begge disse opfattelser medførte et fravalg af Enhedslisten.

De seneste års fornyelsesproces har i høj grad handlet om at gøre op med disse misopfattelser, og erstatte dem af et klart billede af Enhedslisten som et på én gang principfast og resultatorienteret parti. Og af en klar fortælling om partiets rolle, som dem, der skal holde en ny regering i hånden og i ørerne og trække den mod venstre. At Enhedslisten ikke er et alt eller intet parti.

Igennem de sidste par år og ikke mindst valgkampen igennem, er disse budskaber blevet gentaget igen og igen og igen. Og det har virket. Jeg hørte i TV på valgdagen flere vælgere forklare deres stemme på Enhedslisten, med næsten ordret gengivelse af ønsket om et parti der trak en ny regering til venstre.

Fornyelse og modernisering på venstrefløjen var op igennem 90´erne og 0´er altid forbundet med en politisk højredrejning. Den sammenhæng har Enhedslisten gjort til skamme. Moderniseringen har hos os ikke ført partiet en millimeter længere mod højre.

En klasseorienteret valgkamp

Enhedslisten gik således ind i valgkampen med to vigtige forudsætninger opfyldt. For det første havde partiet eneret på kombinationen af solidaritet og anstændighed, For det andet var det lykkedes partiet at gøre op med en række myter om Enhedslisten, og formulere en klar fortælling om Enhedslistens rolle ifht. en kommende regering. Dermed var vejen åbnet, før valgkampen blev fløjtet ind.

Mulighederne for Enhedslisten blev efterfølgende forbedret af den næsten ensidige fokus på økonomisk ansvarlighed som prægede valgkampen. Socialdemokraterne og SF havde ét centralt mål i valgkampen, og det var at fremstå lige så økonomisk ansvarlige som den blå blok. Det betød at de to parter brugte stort set al deres tid i de TV—transmitterede valgdebatter til at diskutere abstrakte 2020-planer og konkurrere om hvem der kunne være mest tal-tørre.

Dette gav Enhedslisten en enestående mulighed for at skille sig ud som det parti, der satte andre dagsordener og talte om f.eks. arbejdsløse danskeres vilkår, om lavtlønnede offentligt ansatte, om børnefattigdom, og om klimaudfordringen. Når de andre talte abstrakt vækst, satte enhedslistens fokus på hvordan den rigdom som væksten skaber skal fordeles.
Denne rolle tiltalte mange vælgere fra både S og SF og sågar fra DF, som havde svært ved at genkende deres egne livsvilkår i de abstrakte diskussioner om vækst og skattetryk.

I det hele taget var Enhedslistens valgkamp præget af en meget klar venstreorienteret og klasseorienteret diskurs. Der var konstant fokus på det uretfærdige i at lønmodtagere skulle betale regningen for krisen, på den uanstændige behandling som arbejdsløse, førtidspensionister og andre grupper udsættes for.
Med effektive billeder og stærk og ægte indignation, lykkedes det både Enhedslistens ”toppolitikere”, men også de mange kandidater rundt i landet, at få adresseret nogle af de mennesker som med god grund har følt sig aller mest trådt på i gennem de seneste år.

Er koden knækket?

Og netop dette synes jeg egentlig er det aller mest interessante ved Enhedslistens fremgang. At partiet øjensynligt har opnået det man altid har drømt om – at få en større forankring blandt almindelige lønmodtagere, faglærte og ufaglærte – indenfor og udenfor arbejdsmarkedet.

Der ligger så vidt vides endnu ikke valid data på vælgernes sociale og uddannelsesmæssige baggrund, men jeg tør godt sætte en kasse øl på at Enhedslisten har fået flere arbejderstemmer end noget antikapitalistisk venstrefløjsparti har fået i mange, mange år.

Jeg baserer dette på indtryk og erfaringer fra de mange mennesker, der har ført valgkamp rundt i landet. På de mange tusind henvendelser Enhedslisten fik på Facebook og mail under valgkampen, og på den geografiske fordeling af stemmer, hvor f.eks. en traditionel socialdemokratisk højborg som Nordjylland, bød på én af de største procentvise fremgange for Enhedslisten.

Enhedslisten er kommet betydeligt nærmere sin egen selvopfattelse som et arbejderparti, og paradoksalt nok har fornyelse, modernisering, professionel kommunikation, profilering af personer og andre ting som er traditionelle venstreorienterede fyord, været en del af forudsætningen for at nå dette mål.

Flere årsager

Der er selvfølgelig mange andre årsager til det gode valg. Et velfungerende og godt forberedt kampagnekontor på Studiestræde, forudgående uddannelse og koordination af valgkampsorganizers, og det formentlig største antal valgkamps-aktivister i Enhedslistens historie. Og så er Johanne Schmidt-Nielsens rolle jo nok heller ikke til at komme uden om ; ), men det og meget andet vil jeg vende tilbage til i senere blogs.

Annonce