Dansk og kurdisk er ikke enten eller, det er både og

Den dansk/kurdiske tosprogslærer Mustafa Kaplan brænder for sprog, kurdisk, tyrkisk som dansk; han mener alle sprog er lige. Med oplevelser helt fra barndommen med en far, der reciterede digte i dagligstuen for hele nabolaget, et overraskende møde med en franskmand og med en usædvanlig fornemmelse for sprogets betydning, fortæller Kaplan her i et eksklusivt interview til KURDER-PROFILEN, hvordan sproget blev hans bane.

KURDER-PROFILEN: Mustafa Kaplan

Mustafa Kaplan, 58 år, tosprogslærer siden 1988. Underviser børn, unge og voksne i både kurdisk og tyrkisk på flere folkeskoler i hovedstadsområdet.

Mustafa Kaplan, tosprogslærer, voksede op med at tale kurdisk. I dag er han en af Hovedstadsområdets ildsjæle i modersmålsundervisning i Folkeskolen. Foto:LIMSIM

Hvordan ser du det perfekte kurdiske liv ud for dig?

Der er ikke noget perfekt liv, men der er bedre liv, med noget du foretrækker mere end noget andet.

Mit liv i Danmark var ikke nemt i starten, for jeg kunne fx ikke sproget. Det var en stor belastning, og jeg ville gerne forstå, hvad der foregik, så jeg gik på danskkurser, uden at jeg havde opholdstilladelse faktisk, jeg ville bare hurtigst muligt lære dansk.

Efter nogle år begyndte der at opstå nogle sætningsdannelser i mit sprog, men jeg ville stadigvæk gerne lære det dybere og ikke kun som en båndoptager. Jeg ville vide, hvad der stod bag ordene. Så jeg har lyttet og læst meget for at kunne forstå dybere emner.

På nuværende tidspunkt har jeg lært det så godt, at jeg i al fald er bedre end for 10 og fem år siden. Nu giver det danske sprog mening hos mig, selvom jeg stadig godt kan stille spørgsmål. Men nu kan jeg komme med kritik af synsvinkler og meninger.

Jo mere jeg har forstået af selve sproget, desto mere bliver jeg et helt væsen. For når du ikke forstår sproget, så er alt enten ja, eller nej. I det perfekte liv er der osse plads til ja og nej, det går også op og ned, så det perfekte liv er det, man selv har forstået som at leve livet.

Så på den måde, har det danske sprog og kultur i det hele taget, hjulpet mig til at være et godt redskab til at forstå også de andre kulturer bedre.

Hvordan hænger sproget sammen med din kurdiske oprindelse?

Jeg har lært kurdisk som talesprog. Indtil jeg blev 7 år, var al sprog jeg hørte blive talt kurdisk. Men efter jeg begyndte i folkeskolen i Tyrkiet, så mødte jeg det tyrkiske sprog, som var helt fremmed for mig. Der fra har jeg så lært tyrkisk udenad, uden at forstå det. Det gav ikke nogen mening, vi lærte bare sætninger udenad.

Læreren sagde, at vi skulle gentage efter ham, så på et eller andet tidspunkt, blev læreren sur, og sagde: “Gå ud! Væk med dig!” Så troede jeg, at jeg også skulle gentage det. Sådan var det tyrkiske sprog for mig. Men efterhånden, da jeg kom op i de store klasser, så gav det en lille smule mening, men hvis jeg var tyrker, så tror jeg, at jeg allerede som 10 - 12-årig ville have haft en dyb forståelse for sproget, men det kom først, da jeg var en 20 – 25 år.

Men efter jeg kom til Danmark og lærte dansk, så har det danske sprog og grammatikken hjulpet mig tilbage til det kurdiske sprog og til at kunne sammenligne det kurdiske med både det danske og det tyrkiske sprog.

Foto: LILSIM

På nogle punkter ligger det danske og det kurdiske sprog meget tæt på hinanden i grammatik og dannelse, meget mere end det tyrkiske. Så den danske sprogstruktur har hjulpet mig til at lære mere kurdisk.

Det kurdiske sprog er stadig under udvikling, og når man siger kurdisk, så er det også et stort begreb, da der er mange dialekter i det kurdiske sprog, fx kurmanji, sorani, zazaki og mange, mange andre dialekter i det kurdiske sprog.

Er der kurdiske personligheder, du beundrer?

Jeg har et forbillede med hjemmefra. Min far var “mella”, lige som en præst, en teolog (kurdisk begreb for uddannelse i religion). Og en gang imellem læste han Cigerxwins digte på kurdisk. Jeg kunne ikke arabiske bogstaver, men jeg har bare hørt min far, når han læste op for gæster og naboer, og jeg har også spurgt ham, da jeg var lille, hvis digte er det? Og han har svarede, det er Cigerxwins.

Min far skrev digtene på et stykke papir og så tog det ham et par dage at lære det udenad, for så igen at rive papiret i stykker og smide det væk. For hvis det papir blev fundet hos min far, så kunne det den gang godt betyde, at man fik mange års fængsel. 

Under disse omstændigheder blev jeg inspireret af digteren, Cigerxwîn, kurdisk forfatter og poet, 1903-1984, der senere i sit liv boede i eksil i Sverige.

Hør lydfil med Cigerxwins barnebarn, Sliva Cigerxwin, der fortæller om sin farfar, poeten Cigerxwin (svensk tale)

Læs om Cigerxwîn, kurdisk forfatter og poet, Svensk Wikipedia

Læs artiklen “Cigerxwîn – kurdernes udødelige stemme” hos det dansk/kurdiske nyhedssite Jiyan

Min far citerede ikke kun digtene for mig, du ved dengang, var vi næsten som familie i omgangen med naboerne, vi var meget tæt på hinanden, så de kom som gæster om aftenen, ikke til mad, men bare på besøg, og nogle gange bad de min far om at komme med digt fra Cigerxwin eller en anden, så min far fremsagde digtet højt for en forsamling af 10 eller 15 mennesker.

På den måde blev jeg påvirket af hans digte, som var meget politiske faktisk. De var imod kurdernes undertrykkelse, men selvom jeg ikke kunne et eneste digt udenad, så er jeg blevet påvirket, det kan jeg se, når jeg tænker tilbage.

Hvad er du mindst stolt af fra den kurdiske kultur?

At der ikke er plads til alle, især på pigerne og kvindernes vegne er jeg mindst stolt af den kurdiske kultur. Pigerne og kvinderne sidder jo altid bagerst i bilen; de kommer altid efter mændene som mennesker. Sådan er det generelt.

I Danmark bliver deres børn heldigvis påvirket af det danske samfund, gennem skolen, samfundet og sociale relationer, selvom det ændrer sig meget langsomt. Men hvis man kigger på dengang og nu, så kan man godt se, at der er en tydelig forandring. I Kurdistan skal der ske meget, før pigerne og kvinderne kan ytre og gifte sig frit.

To minder fra barndommen, som har gjort indtryk

Der var en franskmand på rejse i Kurdistan, som besøgte den historiske by Sirnak (menes at være dér, på bjerget Cudi, hvor Noahs Ark landede efter syndfloden). Jeg var i en kiosk, som min far også havde, og så kom franskmanden forbi og sagde noget til mig, og gennem samtalen, spurgte han, eller var det mig, i hvert fald forekom ordet QUI, og så spurgte han, hvad det betød, og vi prøvede at forklare til ham, at qui, betyder hvem.

Så fortalte han, at det var det samme ord på fransk, så der var et fælles od. Du ved, store nationer, og Frankrig er en stor nation og et imperium, så vi tænkte, på den måde var vi tæt på dem i slægt med et fælles ord. Det gjorde os stolte af vores sprog, noget jeg aldrig har glemt. Jeg var højst 13 år, jeg gik i al fald i mellemskolen og havde haft fransk som fremmedsprog, selvom jeg ikke var specielt god til det, for vi havde ikke haft gode lærere.

"Gå ud! Væk med dig!", sagde læreren på tyrkisk til Mustafa Kaplan, da han kom i tyrkisk skole efter kun at have lært kurdisk indtil sit 7. år. Og så troede lille Mustafa, at han også skulle gentage det. Oplevelsen af at lære et sprog som en båndoptager, satte spor i den lille dreng, der i dag underviser københavnske skolebørn i både tyrkisk og kurdisk. Foto: LILSIM

Og så er der også historien, om dengang i Ankara, hvor jeg skulle op til en universitetseksamen for at blive optaget, og en af mine venner og jeg havde besluttet, at vi ville gå ud og spise frokost og tale kurdisk, men lade som om, vi talte fransk.

Tjeneren kom og han spurgte os, hvad vi skulle have. Og vi spurgte på kurdisk: - Hvad er der på menuen? Så svarer tjeneren: - Alt hvad I vil have, på flydende kurdisk, så dér stod vi med vores “franske”.

Men vi bestilte maden og spiste. Så gav de os en kop te, uden at vi havde bestilt det, og vi kaldte på tjeneren og sagde, at vi gerne ville betale det, men tjeneren sagde, at vi skulle gå op til manden ved kassen, der ventede på os.

Da vi kom op til kassen, hvor restaurantens ejer stod, spurgte han os, hvor vi kom fra? Vi fortalte ham, at vi kom fra Hakkari, Sirnak, og så sagde han, vi ikke skulle betale noget: - Jeg er også kurder, fra Ankara, Haymana, sagde han.

Så det kurdiske havde i hvert fald i dette tilfælde hjulpet os, og vi var også stolte af, at der var nogen i Ankara, der talte kurdisk. Vi var omkring 18 år, og fik et minde for livet.

Hvilken kurdisk begivenhed har senest rørt dig?

Det seneste er, da de tre kurdiske kvinder blev dræbt i Paris; det blev jeg meget berørt af. Det er en sørgelig begivenhed. Uanset, hvad de har lavet, så er det en barsk handling.

Hvad synes du, kurderne savner i øjeblikket?

Kurderne savner at være forenet, ikke splittet.

Foto: LILSIM

Er der nogen kurdiske vaner, du ikke vil gribes i at gøre?

Der er noget, man godt kan prøve at lave om, som jeg har sagt, forholdet omkring piger og kvinder i Kurdistan. Nogen gange, tror jeg, at jeg ikke er så demokratisk overfor mine børn, så siger jeg bare, gør sådan, men bagefter tænker jeg, at det nok ikke var så rigtigt, men så kan jeg godt komme tilbage til dem igen.

Jeg vil gerne være mere demokratisk i mine forbindelser, relationer og overfor familien. Jeg tror, at alle mennesker har noget, de gerne vil gøre bedre.

Hvilken kurdisk begivenhed vil du nødigst gå glip af?

Jeg ville gerne være med i det, der sker i Kurdistan i dag. Og så er de sociale relationer, som nu er meget formindsket. På grund af arbejde kan man ikke få tid til de sociale relationer i det kurdiske miljø, det går jeg osse glip af.

Kan du nævne noget typisk kurdisk kultur?

I nogle tilfælde er kurderne fordomsfri, forstået på den måde, at en kurder kan komme meget tæt på, med nærgående spørgsmål, som fx hvad laver du, hvad skal du lave. Nogle vil måske kalde det en naiv tilgang, mens andre vil sige, at det er en naturlig adfærd. Fremmedgørelsen er ikke så stor hos kurderne.

Når jeg ser på de kurdiske forhold, kan jeg godt gå tilbage i historien og se på hvordan de sociale relationer var inden samfundet blev så udviklet, helt tilbage til måske de første mennesker i civilisationen.

Den kurdiske befolkning er en talende befolkning. Vandrehistorierne er meget rige, ligesom folkedans også er meget typisk. Det kurdiske sprog er et livligt sprog, man kan bare digte en sang om en person og danse til.

Og så, som jeg sagde før, samler kurderne sig meget nemt på fx en plads, alle kommer bare der, samler sig og snakker, på den måde lever sproget.

Der er mange fælles vandrehistorier, ligesom molbohistorierne, dem har vi også på kurdisk, og mange andre historier jeg har læst og hørt på kurdisk, findes også på dansk. Både dansk og kurdisk er af indoeuropæisk sprogstamme.

Foto: LILSIM

Har du tre gode råd til de unge mennesker med kurdiske rødder, der vokser op i Danmark?

Tag skolen alvorligt, lær mere om det danske sprog og kultur, og tag en målrettet uddannelse. Det er den bedste vej at komme aktivt ind i samfundet og føle sig som en del af det og ikke blive marginaliseret. Det vil jeg råde de kurdiske unge til.

De skal selvfølgelig ikke glemme deres kurdiske rødder, dansk og kurdisk er ikke enten eller, det er både og.

Det er ikke i modstrid med hinanden, men lær det uanset hvad det er, og lær det grundigt. Jo mere du kan kurdisk, desto nemmere lærer du dansk og omvendt. Det er både og, ikke kun det ene sprog. Hvis du ikke har kontakt til dine rødder, bliver det meget svært at komme i gang med senere.

Hør Siwan Perwer synge det berømte digt “Kine Em” (Hvem er vi?) af den kurdiske poet Cigerxwin, i en fantastisk koncertoptagelse fra 1991: