Sådan vurderer Søren Søndergaard, EU-parlamentariker for Folkebevægelsen mod EU, gentagne opringninger fra ansatte i den tyrkiske ambassade til fem Gladsaxe-politikere fra SF og Enhedslisten vedrørende en prisuddeling. 1. maj tildelte den samlede venstrefløj i Gladsaxe årets ytringsfrihedspris til den dansk-kurdiske tv-station ROJ TV.
Kort før påske kontaktede ansatte fra den tyrkiske ambassade i Danmark fem forskellige medlemmer af Enhedslisten og SF i omegnskommunen Gladsaxe.
De ville vide, hvorfor de to partier var enige om at tildele deres fælles årlige pris for ytringsfrihed til den dansk-kurdiske tv-station ROJ TV.
Med hvilken begrundelse, ønskede disse danske politikere at hylde tv-stationen? Hvad var kriterierne for prisuddelingen? Og hvem havde tidligere modtaget den årlige pris?
Både byrådsmedlem Trine Henriksen (Ø), Else Jakobsen - kontaktperson (Ø) og Serdal Benli, folketingskandidat for SF i Gladsaxe er blandt de politikere, der udtrykker utryghed og bekymring overfor at blive kontaktet af en henholdsvis mandlig og kvindelig ansat fra den tyrkiske ambassade med spørgsmål om fakta om den ytringsfrihedspris, de to partier uddelte første gang i 2006.
- Det er jo sådan det tyrkiske system foregår, man forsøger hele tiden at lukke munden på folk for at gøre dem bange. Når ambassadeansatte ringer på denne måde, er det et signal om, at du skal passe på. For når du gør det her, så skal du se, at det får konsekvenser.
Sådan siger Søren Søndergaard, EU-parlamentariker for Folkebevægelsen mod EU, som i 1996 selv blev tilbageholdt og udvist af Tyrkiet, da han ville overvære en retssag mod Kemal Koc, en dansk-kurder tiltalt af den tyrkiske stat og ulovligt tilbageholdt og torteret i 42 dage.
Når den tyrkiske ambassade, der repræsenterer den tyrkiske stat, ringer danske lokalpolitikere op og udspørger dem om ytringsfrihedsprisen, ved begge parter jo godt, at den tyrkiske regering ikke er begejstrede for at nogen giver ROJ TV en pris for at bruge deres ytringsfrihed.
De fleste ved jo, at tv-stationen er forbudt i Tyrkiet, og derfor sender kurdiske nyheder og kultur til 28 millioner kurdere globalt med en dansk sendetilladelse.
Ligesom de fleste også kender til, at den tyrkiske regering i 2005 politianmeldte tv-stationen. At Anders Fogh Rasmussen kan takke Tyrkiet for sin nato-general-post. Og at der starter retssag mod ROJ TV 15. august 2011 med tiltale for overtrædelse af terrorloven med statsadvokaten som anklager i Københavns byret.
Søren Søndergaard mener, at det er naturligt, at den tyrkiske ambassade følger med i, hvad der foregår omkring Tyrkiet i Danmark, og at de derfor undersøger forhold som en prisuddeling.
- Men ud fra hvad man før har set Tyrkiet gøre, så skal opringningerne formentlig også bruges til at lægge pres på de danske myndigheder. For hvis der kommer en dom mod ROJ TV, så skal SF og Enhedslisten også kriminaliseres for at have støttet med en pris, vurderer Søren Søndergaard.
Både Trine Henriksen og Else Jakobsen forklarer samstemmende, at de ikke syntes, at det var særligt behageligt at blive kontaktet af ambassaden.
Trine Henriksen forklarer:
- Vi svarede meget kort på, hvad prisen gik ud på. Fordi vi vidste ikke helt, hvad deres bagtanker kunne være. Jeg er jo ikke i tvivl om, at de (ambassaden/Tyrkiet) er meget utilfredse med, at vi giver ROJ TV en ytringsfrihedspris. Jeg frygtede, at de måske ville køre en hetz mod os om, at vi støtter terrorister eller et eller andet. Og det har vi jo ikke gjort!
ROJ TV har stor politisk betydning, mener Serdal Benli, blogger på Modkraft, dansk-kurder og medlem af SF i Gladsaxe og begrunder sin påstand i, at når den tyrkiske ambassade bruger energi på at kontakte fem forskellige medlemmer af SF og Enhedslisten for at gentage nøjagtig de samme spørgsmål, så betyder det noget.
Da undertegnede blogger kontaktede den tyrkiske ambassade fredag 29. april ønskede adspurgte ansatte i ambassaden ikke at udtale sig om, hvorfor hun havde kontaktet de danske politikere om ytringsfrihedsprisen.
Ej heller en e-mail med spørgsmål til kommentarer fra ambassadøren om betydning af uddeling af en ytringsfrihedspris til ROJ TV er endnu blevet besvaret i skrivende stund mandag formiddag.
Til gengæld var det en forrygende oplevelse at overvære uddeling af Gladsaxe Ytringsfrihedspris søndag 1. maj på Buddinge Skole:
Sol fra en barndoms-dansk-blå himmel med hvide lammeskyer.
Hjertelig og varm 1. maj-stemning af politiske taler af Emilie Turunen (SF) og Frank Aaen (Ø) og musik fra gæve gutter i bandet Det Blå Guld.
Opdækkede borde pyntet med nyudsprungne bøgegrene, friske rundstykker, kaffe og søde sidekammerater.
ROJ TV fik sin pris i form af 3 ting, som Gunner Svendsen (SF) udtrykte det: et forgyldt fuglebur med en åben låge, så fuglen kan flyve ud og bruge sin ytringsfrihed som en fri fugl til at synge for hele verden, et diplom tegnet af Jørgen Hansen og en beskeden check på 3.000 kroner.
- Vær’s’go’ – og I må have held og fremgang i jeres kamp for ytringsfriheden og for det kurdiske folks rettigheder! Ønskede Gunner Svendsen (SF) under et bragende biffald fra en fuld sal.
Advokat og formand for bestyrelsen i ROJ TV, Henrik Winkel, kvitterede med en spændingsfyldt tale på 12 minutter, der fik alle i salen til at glemme kaffekopperne og lytte intenst.
Han fortalte om ROJ TV’ turbulente seneste syv år med politianmeldelser, dommerkendelse, ransagning, beslaglæggelse, der som mellemstation før den store retssag i august 2011, 7. december 2010 foreløbigt endte med at landsdommerne meddelte anklagemyndigheden, at beslaglæggelsen af økonomiske midler og inventar, var direkte i strid med menneskerettighedskonventionens paragraf 10, stykke 4.
Se et videoklip af en del af talen advokat og formand for ROJ TV’ bestyrelse, Henrik Winkel holdt ved modtagelse af Gladsaxe Ytringsfrihedspris 1. maj 2011.
Henrik Winkel afsluttede sin tale med følgende ord:
- Men I skal vide, at vi er meget taknemmelige for at få denne her pris i dag. Vi er utrolig glade for denne tilkendegivelse, der ligger i dette her, og med hensyn til checken, så er meningen, at vi vil finde to kurdiske danskere og sende dem en tur til Bruxelles, for at se 2 ting: ROJ TV’ studier og Europa-Parlamentet – så kan de i al fald lære det, kan de!