Annonce
Öcalan og PKK er symboler på FRIHED – ikke kamp!
Hvorfor bliver kurderne i Tyrkiet ved med at bruge Öcalan som ikon og folkehelt, når de bliver sendt direkte i fængsel for det? Og når bevægelsen, PKK, Kurdistans Kommunistiske Arbejderparti, som Abdullah Öcalan startede i 1978 er på EU’s terrorliste?
- Omkring en million mennesker deltog i årets Newroz-fest i Diyarbakir, hvor Öcalan blev hædret som en folkehelt. foto: lilsim
Det er egentlig meget nemt at forstå, når man ved det. Eller når man som jeg, begynder at forstå sammenhængen mellem Öcalan og kurderne:
Öcalan er identiteten, våbnet, stoltheden og ikke mindst provokationen.
Så længe den tyrkiske stat stikker det tyrkiske flag op som et kors mod vampyrer, hver gang de står overfor en kurder, vil kurderne blive ved med at bruge Öcalan som symbolet for deres krav om frihed.
Og hvordan er jeg så nået frem til den konklusion, spørger du så måske?
Ved at have besøgt Diyarbakir, den kurdiske hovedstad i Sydøsttyrkiet med omkring to millioner kurdere, hvor jeg deltog i den kæmpe store kurdiske nytårsfest, NEWROZ (se evt. tidligere blogindlæg her), hvor jeg besøgte, talte og mødte mennesker, der forsøger at arbejde politisk og journalistisk og alligevel bliver chikaneret og forfulgt.
Og efter jeg er kommet hjem til Danmark, hvor jeg har brugt hver dag til at sætte mig yderligere ind i kurdernes forhold i Tyrkiet og andre steder kurdere bor, via nyhedssites på internettet og ved dagligt at arbejde sammen med kurdere. Så begynder jeg at forstå sammenhængen mellem Öcalan og kurderne.
Jeg vil gerne fortælle, hvordan jeg får fornemmelsen for den konstante kurdiske konflikt ved at starte med en oplevelse, jeg får på vej ud over græsmarkerne mod pladsen, hvor den store NEWROZ-fest søndag 20. marts 2011 i Diyarbakir foregår med deltagelse af 1 million mennesker:
I Diyarbakir sætter man børn i fængsel
Pludselig hører jeg en rå stemme råbe.
Jeg forstår ikke ordene, men rytmen og tonefaldet er ikke til at tage fejl af; det her er politiske slagord, råbt med smerte og hjerte.
- Mere end 340 børn sidder i fængsel i Diyarbakir, rapporterede BBC i en video-reportage i 2010 (se link til video i teksten herunder) De fleste børn er fængslet for at tage del i anti-parlamentariske protester. foto:lilsim
Og da jeg vender mig om for at se, hvem stemmen tilhører og ser jeg en 15-årig pige med halvlangt mørkt, tykt hår, iført den klassiske mandsdragt i brun/grøn militær-farve.
Hendes blik er mørkt, fokuseret lige frem, ansigtet spændt i alle muskler.
Øjeblikket af autensitet griber mig. Nu oplever jeg virkelig, at jeg er midt i Newroz-festen, hvis mål er at manifestere den kurdiske frihedskamp, tænker jeg.
Pigen bliver ved med at råbe, mens hun følger strømmen af mennesker ud imod festen.
Hendes stemme er rå, upoleret og af stor styrke.
Hun får mig til at tænke på nogle videoklip, jeg har set på BBC’s website i en reportage om børn i fængsler i Diyarbakir.
Sådan en er hun, tænker jeg, et barn, der har siddet i fængsel.
Og hun har sikkert også både en bror eller tre, som er i bjergene (som peshmerga (frihedskæmper i bjergene)). Og måske hun snart selv følger efter.
Hun har sikkert mistet sin far, måske, eller kender mange, der har mistet deres kære. For sagen. Eller måske de er i fængsel, fordi de står op for deres nationalitet, som er forbudt her i Tyrkiet, hvor der kun eksisterer ét sprog, én nationalitet og ét flag – nemlig det tyrkiske.
Så jeg anerkender denne lille pige i sin voldsomme fysiske og retoriske udfoldelse.
Det er sådan en ung pige må være, når hun lever et råt liv.
Er der mening i det?
Uanset min fantasirække over pigens forhistorie, som baserer sig på min viden om kurdernes forhold her, så er den råbende pige til stede og agerende; det er det faktum, jeg forholder mig til.
Jeg er chokeret. Og desværre ikke så vågen, at jeg får taget et foto af pigen. Eller får taget mig sammen til at tale med hende. Oplevelsen af at se, høre og mærke pigen, opsuger al min opmærksomhed.
Jo. PKK og Öcalan har givet det kurdiske folk en stolthed og et symbol, de kan bruge som våben mod det tyrkiske flag, ræsonnerer jeg i min analyse.
På Newroz-pladsen er Öcalan en folkehelt
Vi nærmer os scenen på festpladsen, og desto flere billeder af Öcalan dukker der op overalt.
Trykt på tørklæder bundet om hovedet, på T-shirts, på bannere i aflange og firkantede former. Som levende plakatsøjler, på stilladser, på sceneopbygningen, afskærmende hegn.
Her hædres og æres Öcalan som en folkehelt.
- Han er den eneste, der nogensinde har gjort noget for kurderne, forklarer en af mine medrejsende mig om Abdullah Öcalan – den fængslede leder af det forbudte parti PKK. Den mand, som i 1978 startede en folkebevægelse for retten til at være kurder.
- Børn og unge, gamle og midaldrende, i jakkesæt som i hiphop-outfit, de var der alle sammen til Newrozfesten. foto:lilsim
Alle de gange jeg hjemme i Danmark har set eller deltaget i kurdiske arrangementer, hvor billedet af Öcalan er dukket op, og jeg har tænkt, ahj, kunne de ikke bare lige dække ham lidt til, så han ikke flasher så voldsomt.
Det forværrer jo kun deres sag, tænkte jeg nogle gange. Han er jo på terrorlisten, så lad dog være med at stikke ham lige op i næsen på pressen og Gud og hver mand.
For det er jo netop lige, hvad pressen fokuserer på, når kurdere demonstrerer: Billedet af Öcalan. For så skal vi nok forstå, at kurdere bare er terrorister og kun ude på ballade ;-)
Forbud avler provokation
Men når jeg nu er kommet hjem fra min rejse til Diyarbakir, hvor jeg selv har oplevet en newroz-fest, har besøgt, talt og mødt mennesker, der forsøger at arbejde politisk og journalistisk og alligevel bliver chikaneret.
Og jeg efterfølgende hver dag sætter mig ind i kurdernes forhold i Tyrkiet og andre steder kurdere bor, via nyhedssites på internettet og ved dagligt at arbejde sammen med kurdere, så begynder jeg at forstå sammenhængen mellem Öcalan og kurderne.
Nu forstår jeg, hvorfor kurdere altid bruger Öcalan som reference.
Öcalan er jo identiteten, våbnet, stoltheden og ikke mindst provokationen.
Kurderne kan bruge Öcalan til at sige det, de selv tænker, for han er jo allerede fængslet for livstid.
Selvfølgelig er det sådan, og selvfølgelig gør en kurder, der står op for sin ret sådan. Det er det eneste klare slagkraftige våben de har, når de hele tiden bliver slået oven i hovedet med, at de ikke må være sig selv:
- Du må ikke tale kurdisk.
- Du må ikke få undervisning på dit modersmål.
- Du må ikke tale om dine medmennesker, som bliver chikaneret, fængslet og dræbt, fordi de ikke vil lade som om de er tyrkere.
- Du må ikke få for mange demokratisk valgte politikere i parlamentet, så forbyder den tyrkiske stat partiet og sætter dets medlemmer i fængsel på ubestemt tid.
- Hvis du er kunstner eller fx journalist og bruger din adgang til medier og mange mennesker, så fængsler den tyrkiske stat dig for at gøre dit arbejde med at gengive virkeligheden.
Jeg kan godt forstå, at kurderne bliver ved med at hylde Öcalan, så længe det tyrkiske flag bliver brugt til at patronisere dem til at opgive deres identitet som kurdere.
Kurderne har ikke noget valg.
Enten skal de opgive deres nationalitet og oprindelse, kultur og sprog eller påstå, at de er tyrkere. Og det kan et menneske ikke. Benægte hvem de er.
Derfor vælger kurderne at kæmpe for deres ret til at være sig selv. Hvad andet kan man forvente?
På Newroz-festen viste kurderne med PKK-slogans og billeder af Öcalan, at de har en demokratisk ret til at eksistere. Öcalan og PKK er symboler på FRIHED – ikke kamp!
Öcalan for en identitet
Til Newroz-festen i Diyarbakir så jeg også en video på storskærm med sammenklip af Öcalans taler.
- Det er strengt forbudt at vise videooptagelse af Öcalans taler; så det så vi selvfølgelig på storskærm til Newrozfesten. Forbud avler provokation. foto: lilsim
Den slags er selvfølgelig strengt forbudt at vise offentligt i Tyrkiet – og netop derfor viser arrangørerne (Freds og Demokrati Partiet (BDP)) den på en festival, hvor en million mennesker er til stede på én gang, og hvor fra medierne rapporterer og transmitterer.
På storskærmen så jeg tilmed en meget stærk lille film om Folkets Hær (PKK-hæren).
I hurtige billedklip og dramatisk lydspor af musik, trommerytmer og skudsalver så jeg kvindelige soldater i knæstand med anlagte skydevåben, militærekserseringer og skydeøvelser i bjerglandskaber.
Lidt i stil med den trailer af sammenklip af virkeligheden, der af og til bliver sendt på ROJ TV imellem nyhedsprogrammerne. Som jeg nok kan tænke mig lige præcis er en torn i øjet på den tyrkiske stat, eftersom de i årevis har forsøgt at få tv-stationen lukket.
Men lige så længe den tyrkiske stat stikker det tyrkiske flag op som et kors mod vampyrer, vil kurderne blive ved med at bruge Öcalan som symbolet for deres krav om frihed.
- Så længe det tyrkiske flag bliver brugt til at patronisere kurderne til at opgive deres identitet, lige så længe vil kurderne hylde Abdullah Öcalan, stifteren af det forbudte Kurdistans Arbejder Parti. foto: lilsim
Uanset det er lykkedes Tyrkiet at få plantet PKK på EU-listen over terrororganisationer.
Kurderne vil ikke fornægte PKK og Öcalan, så længe Tyrkiet forbyder dem at være kurdere.
Annonce
