'En feminists bekendelser', en kendt feministisk side på Facebook, blev mandag den 21. december lukket, efter en omfattende shit-storm. Der er bare tale om grov humor, siger en af de ansvarlige for angrebene.
Sarah Elizabeth Daley, administrator på 'En Feminists Bekendelser', en af de mest kendte feministiske sider på Facebook, valgte mandag den 21. december at lukke siden.
For sin »egen og min datters sikkerheds skyld« skriver hun i det sidste opslag på siden. Et opslag, der er blevet delt heftigt på Facebook.
Lukningen sker efter, hvad Sarah Daley oplever som chikane fra Facebooksiden 'Tommy Thailand', som er en side, der ifølge administrator Kenneth Nielsen gør sig i »grove jokes«.
Ifølge Sarah Daley er udgangspunktet for konflikten et opslag på Tommy Thailands side, der handler om Michael Jeppesens dokumentarprogrammer 'Mænd, der dræber kvinder'.
I opslaget jokes med at slå kvinder ihjel.
Efter at Sarah Daley har kommenteret det, bryder en shitstorm løs:
– Jeg modtager over 200 beskeder og bliver nødt til at blokere flere hundrede personer. Der er beskeder, der handler om, at jeg skal have pik og går på mit udseende eller min seksualitet. 'Jeg onanerer til en lebbe', som en besked siger, fortæller hun Modkraft.
Sarah Daley laver derefter en video, hvor hun læser nogle af kommentarerne op. Herefter bliver der for alvor en stemning mod hende.
– Der bliver delt memes med voldstrusler, og min adresse bliver delt med en opfordring til at chikanere mig, siger Sarah Daley.
Siden har hun rystet og grædt.
– Min krop har været i beredskabs-mode. Jeg tør ikke åbne beskeder fra mænd. Hvad er det ved et nej, de ikke forstår? spørger Sarah Daley.
Ifølge administrator af siden Tommy Thailand, Kenneth Nielsen, er historien dog en ganske anden. Ifølge ham er det Sarah Daley, der er startet med at dele hans adresse og telefonnummer på Facebook med opfordring til at chikanere ham.
– Der bliver opfordret til at sende et 'krammehold' ud til mig. Hvis jeg havde skrevet noget lignende, var det blevet opfattet som en trussel, siger Kenneth Nielsen til Modkraft.
Ifølge Kenneth Nielsen er det hans følgere, som derefter vil have hævn.
– Jeg har ikke delt hendes adresse, og jeg sletter, hvis jeg ser sådan noget. Jeg tager afstand fra trusler. Men jeg har et arbejde, så jeg kan ikke holde øje med siden hele tiden, siger han.
Kenneth Nielsen finder det komisk, at det er en person på kontanthjælp, der kritiserer ham:
– Feminisme i Mellemøsten ville jeg kunne sætte mig ind i, men i Danmark er det latterligt. Det kan sidestilles med skolebørn, der brokker sig over kun at have fået en lille iPad at lave lektier på. Hvis hun [Sarah Daley, red.] ønsker at at sætte spørgsmålstegn ved ligestilling og ligeløn, bør hun i det mindste bidrage til samfundet frem for at være på kontanthjælp, siger Kenneth Nielsen.
Sarah Daley erkender at have skrevet om et krammehold, men mener ikke, der var tale om en trussel. Hun benægter at have delt Kenneth Nielsens telefonnummer og adresse.
Kenneth Nielsen har efter eget udsagn et screenshoot af, at Sarah Daley har delt hans oplysninger, men har på trods af flere henvendelser ikke fremskaffet dokumentation over for Modkraft.
Ifølge Kenneth Nielsen handler det om humor:
– Man kan ikke begrænse komik. Vi har ytringsfrihed. Skulle Anden så også censureres, når han laver Stewart Stardust? spørger Kenneth Nielsen, med henvisning til komikeren Anders Matthesens karakter fra julekalenderen 'Jul på Vesterbro'.
Sarah Daley mener ikke det handler om humor:
– Ja, vi har ytringsfrihed, men må jeg ikke kommentere det? Man bruger trusler og kalder det humor og dækker sig ind under at være en satireside, siger Sarah Daley.
Ifølge Sarah Daley er hendes oplevelser del af et større billede, der udgør et demokratisk problem:
– Sådan noget som det her gør, at feminister ikke tør åbne munden.
Siden 'En Feminists Bekendelser' er lukket på ubestemt tid.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96