Jeg sidder i mit værksted og kigger ud på ARC, der skyder i vejret med en hast, som kun præfabrikerede betonbyggerier kan gøre det. ARC står for Amager Resource Center, blandt mennesker udenfor new-speak-mafiaen kendt som Amagerforbrændingen.
Forbrændingen er ejet af Dragør, Frederiksberg, Hvidovre, København og Tårnby kommuner og modtager ifølge egne tal affald fra 600000 indbyggere og sender til gengæld ”grøn fjernvarme” ud på Københavns net.
Mens jeg kigger ud på endnu et Bjarke Ingels bidrag til Københavns arkitektur, er det svært ikke at reflektere lidt over forbrændingen, dens univers og den berømte grønne omstilling.
Amagerbakke
Amagerbakke, som den nye forbrænding kaldes, er et byggeprojekt påbegyndt i 2012 med lånegaranti på ca. 4 mia kroner, stillet af de ejende kommuner. Det er projekteret på baggrund af affaldsprognoser fra 2010 og til at skulle håndtere næsten 500.000 tons affald kontinuerligt. Københavns Kommune var i begyndelsen loren ved at give lånegaranti, men endte med at sige ja – for de andre kommuner havde jo sagt god, Frank Jensen hyldede det allerede og ja, anlægget var jo sådan set også allerede bestilt.
Allerede da diskussionen, inden byggeriets start pågik, var der kritiske stemmer, der påpegede, at det var mærkeligt, at kommunerne ville bygge et STØRRE forbrændingsanlæg samtidigt med at have en aktiv hensigterklæring om at opjustere mængden af genbrug i kommunerne til at være 50% af husholdningsaffaldet i 2022 og dermed – ville nogen mene – logisk MINDRE affald af fyre op med.
Nu skriver vi 2015. Tre år er gået, og byggeriet har endnu to år, til det skal stå færdigt – men det viser sig nu, at de irriterende kritikere havde ret. Affaldsmængden er nu nedjusteret til 350.000 årlige tons, og ARC ser dermed lige ned i en truende afgrund af underskud – endda inden der er pustet kunst-sne ud på bakken.
De overvejede løsninger på dette er enten kontinuerligt underskud – altså at kommunernes borgere i årtier fremover skal bøde hvert år for politikeres storladne dispositioner – fusion med andre forsyningsselskaber i Hovedstaden eller den besluttede REDNING: Import af affald fra andre lande.
Men hov, vent nu, tænker nogen. Er det ikke lidt skørt at skulle transportere affald rundt i verden for at kunne lave ”bæredygtig fjernvarme”?
Ifølge en nylig DR artikel er vi ”.. nærmest verdensmestre i at bruge affald som energikilde..” Faktisk er Danmarks import af affald steget 234.000 tons alene siden 2011 – endda FØR ARC er klar til at fyre op.
Situationen er altså nu, at Danmark, der slår sig op på at være verdensmester i grøn omstilling kan se sit hovedstadsområde konsolidere en strategi for fjernvarmeproduktion, der enten kan virke som en aktiv modspiller til faktisk at DRASTISK NEDSÆTTE vores massive overforbrug af ressourcer og blive langt bedre til genbrug ELLER anlægge en stadigt voksende import af affald fra hele Europa. En voksende import, der kan blive stadig mere omkostningsfuld i økonomiske, energimæssige og klimamæssige termer, hvis de andre lande omkring os forfølger en strategi om at DRASTISK NEDSÆTTE deres massive overforbrug af ressourcer.
I hele dette forløb er det værd at bemærke sig, at diskussionen om affaldsforbrændingen, ARC og Amagerbakke aldrig nåede længere end til den økonomiske rammeberegning og en grønt fernis, der skal facilitere projektet.
Grøn kapitalisme
Netop den dominerende økonomisme er symptomatisk for også denne nye runde af kapitalistisk akkumulation. Vi er vidne til et projekt styret af økonomi, baseret på spekulative forudsætninger og fremskrivninger i regneark, hvor de økologiske og klimatiske forudsætninger og følgevirkninger fungerer som en ny legitimering af den fortsatte industrielle ekspansion, finansieret med lånte midler.
Fænomenet, der præsentereres som ”grøn vækst”, ”grøn omstilling” eller slet og ret ”grøn kapitalisme”, er intet andet end en ændring i det umiddelbare fokus og den bevidste markedsføring af samme type politisk-økonomiske system, som har bragt os misærer som mærketøj produceret af udnyttede indonesiske kvinder og børn, BPs Deep Water Horizon fra helvede og en verden, hvor alle livets sfærer er inficeret af lønarbejdets kapitalisering.
Den ”grønne” kapitalisme er et kløgtigt forsøg på at kunne videreføre et system, der baserer sig på den evigt ekspanderende økonomiske sfære, både i forhold til vores liv og i forhold til miljø- og ressourcepåvirkning, og på en indbygget socioøkonomisk ulighed, på hierakier og dominering mellem mennesker og mellem mennesker og natur. Et gammelt system, der var begyndt at have svært ved at finde nye dele af livet af kapitalisere i sin ekspanderende overskudsjagt, fandt en vej videre.
Når affaldsforbrænding kan fremsættes som en bæredygtig måde at håndtere vores ressource- og affaldshåndtering, skyldes det i høj grad den måde, hvordpå miljø- og klimakampen er blevet kidnappet af fortalerne og medløberne for grøn kapitalisme. Den fremstilles nu som en rent økonomisk og teknologisk diskussion blandt samfundets elite og professionelle NGO’er, som et monster fra åbenbaringen skabt til at skræmme til national enighed.
Samtidigt er Amagerbakke et glimrende eksempel på, hvordan kommunale funktioner i den ”frie” konkurrences navn udbydes, omgøres, fordyres, oversælges eller håndteres ikke som den af borgerne betalte funktion, som det er, men som et investeringsobjekt og en prestigeprojekt.
Kommunale politikere og embedsfolk ender med ikke at være ”folkets tjenere”, men være ”aktive spillere”, som det kaldes, i den evige konkurrence mellem mennesker, mellem byer, mellem lande for at fremstå bedst. Det udnyttes hårdt af konsulenter, virksomheder og den finansielle sektor til at flytte offentlige penge over på private hænder.
En bæredygtighed, der kan tjenes penge på
Denne overfladiske bæredygtighed, denne grønne fernis, ville jeg gerne kunne tilskrive uvidenhed, da uvidenhed kan undskyldes. Men det er langt fra uvidenhed, der tillader, at der slås plat på de stadig mere uhyggelige klima- og miljøkatastrofer, der manifesterer sig med stadig større tydelighed, særligt udenfor den såkaldte ”udviklede verden” (læs: modsætningen mellem ”udviklingslande” og ”udviklede”).
Det grønne fernis bæres stolt frem af en uhyggelig blanding af gribbe, der ønsker at lukrere på, at stadig flere mennesker udsættes for klimaforandringer eller er klar over, at det er en reel risiko.
Gribbenes flok tæller alt fra store dele af erhverslivet, f.eks de 10 af verdens største olieselskaber, der for nyligt bekendtgjorde sig som ”en del af løsningen”, politikere, der på den ene side sælger vores fælles ressourcer til private interesser (Nordsøolie, DONG, telenettet osv.) og på den anden side sælger sig selv som grønne bannerførere til civilsamfundet og dets organisationer.
Disse organisationer ender som en del af godhedsindustrien med at sælge aflad eller alt for ofte at skulle ”sælge” deres udmærkede bekymringer og sikkert ofte ærlige engagement alt for billigt, fordi ledelsen har lavet en fælleskampagne med Landbrug & Fødevarer eller Novo Nordisk (læs: WWF) eller ”man ikke må fremstå som ekstremister”.
Det er nødvendigt, at vi som mennesker, arbejdere, aktivister osv. ikke lader den ekspansive kapitalisme fortsætte med at invadere stadig flere områder af vores livssfærer, stadig flere afkroge af jorden og stadig større del af vores metafysiske virkeligheder!
Med den radikale britiske geograf David Harveys ord: ’Det afgørende er derfor ikke om kapitalen kan overleve sine modsætninger, men at omkostningerne ved at den gør det bliver uacceptable for befolkningsmasserne.’
Heldigvis er der massive folkelige bevægelser, sociale bevægelser, kollektiver, koorperatiover osv. over hele verden, der viser, at det gamle slogan EN ANDEN VERDEN ER MULIG! stadig virker.
For La Via Campesina, zapatisterne og 1. nationsbevægelser over hele verden
For teoretikere med visioner for den bedre verden, som Bookchin, Harvey, Goldman og så mange flere
For de landløse og udnyttede, der har lidet andet valg, end at producere flere forbrugsgoder til Vesten
For alle de utallige, ukendte, unævnelige og uendeligt kæmpende mod neoliberalisme og neokolonialisme
For alle dem, der overvejer, om vi sammen kan bevæge verden mod radikale demokratiske, sociale og økologiske samfund, kan man uden rådden Obama-smag i munden sige: JA, VI KAN!
Referencer:
http://www.dr.dk/nyheder/penge/250000-ton-importeret-affald-giver-varme-og-lys
http://www.a-r-c.dk/om-arc/hoved-og-noegletal
http://ing.dk/artikel/affaldsmangel-truer-amager-bakkes-oekonomi-178234
http://modkraft.dk/artikel/introduktion-til-david-harveys-samfundsforst-else