Introduktion til David Harveys samfundsforståelse

Interessen for David Harveys værk vokser i en verden, der er fanget i et permanent kompleks af dybtgående modsætninger, kriser og blokeringer. Vores muligheder som mennesker og samfund er holdt nede eller gjort umulige af den ’nødvendighedens politik,’ som regeringerne fører for at holde kapitalens akkumulation kørende uanset konsekvenserne for økonomi, økosystemer, demokrati og arbejde.

I nærværende bog, 17 modsætninger og enden på kapitalisme, analyserer Harvey kapitalen. Han tager sytten modsætninger op til principiel behandling og viser nogle af de konsekvenser, de har for samfundet. Ud af de enkelte modsætninger åbner Harvey principper for løsninger, som venstrefløjen kan tage til sig.

For Harvey er dybtgående ændringer i samfundet nødvendige, for vi skal ikke forvente, at det bliver bedre, så længe samfundene er gennemsyrede af kapitalen. Den kan måske godt finde veje til at overleve sine modsætninger en tid, men: ’Det afgørende er derfor ikke om kapitalen kan overleve sine modsætninger, men at omkostningerne ved at den gør det bliver uacceptable for befolkningsmasserne.’

Harvey har en lang akademisk karriere bag sig, som han troede ville være afsluttet med pensionering omkring årtusindeskiftet.

Men som en del af det, Harvey kalder for sit ’Marx-projekt,’ er det siden blevet til endnu over et dusin bøger. Den store produktion bunder i et omfattende og sammenhængende teoretisk arbejde og analyser, der er båret af fantasi, begrebslig grundighed og en optagethed af verden.

Få har i et omfang som Harvey forbundet kapitalismens aktuelle udvikling med mangefacetterede historiske og samtidige studier. Det er kvaliteter, der kendetegner en politisk intellektuel, som engagerer sig, deltager i debatter og i øvrigt er en blændende taler – uden manuskript.

Harveys bøger og utallige artikler er oversat til mange sprog. Han er i dag en af de mest citerede samfundskritiske forskere og skribenter.

David Harvey er født i 1935 i England, hvor han startede sin løbebane på universitet i Cambridge. Her fik han efter et år ved universitetet i Uppsala sin Ph.D. i geografi i 1961.

Sidenhen har han været tilknyttet flere universiteter som professor. Først på Johns Hopkins University i Baltimore siden 1969. Og sideløbende hermed fra 1987 til 1993 ved Oxford University. Siden 2001 City University of New York, hvor han er Distinguished Professor of Anthropology & Geography ved Graduate Center.

Han er i øvrigt æresdoktor ved Roskilde Universitet samt universiteterne i Lund og Uppsala, for blot at nævne de nærmeste.

På invitation af skandinaviske regionalforskere var Harvey i 1982 i Danmark og Sverige. Han har holdt flere foredrag på RUC. I 1996 talte han her om globalisering, hvor han bl.a. bemærker om vandringer over nationalstaternes grænser:

»Urbaniseringens proces er accelereret dramatisk siden 1970’erne. Samtidig er mange befolkninger nu i bevægelse, herunder flygtninge. Jo mere de bliver forsøgt holdt ude, jo mere siver de ind.«

I 2014 præsenterede han nærværende bog på Lunds Universitet.

Groft sagt er Harveys vej gået fra specialiserede teorier om geografiske fænomener til Marx-baserede og rumligt orienterede analyser af kapitalen i en turbulent samtid og til overvejelser om antikapitalistisk organisering.

Han insisterer på behovet for – med byerne i en hovedrolle – at organisere en omfattende klassekamp for et socialistisk alternativ til kapitalismen. For som sociologen Sharon Zukin siger: »David Harveys arbejde begynder og ender med byer som udtryk for kapitalen«.

Geografen – I 1969 blev Harvey med sin første bog, Explanation in Geography, berømt for sin videnskabsteoretiske forståelse af faget geografis ’kvantitative revolution’, hvor nye tekniske muligheder fostrede forestillinger om store datamængders brugbarhed til at forklare komplekse rumlige samfundsfænomener. Men, som han sagde: »geografi er for vigtigt til at blive overladt til geografer« .

Mens hans første bog var blevet til i det engelske akademiske elfenbenstårn, konfronteredes han i Baltimore med en kriseramt polariseret by, hvis sociale processer og politiske bevægelser rejste en række udfordrende teoretiske, etiske og politiske spørgsmål for ham.

Dem tog han fat på i sin næste bog Social Justice and the City (1973), hvori han beskriver sit skifte fra liberal-progressive til marxistiske positioner for at muliggøre en revolutionær geografi. Således gør han op med den måde, hvorpå neoliberale økonomer og keynesianere forklarer dannelsen af ghettoer i byerne. Og forklarer selv, hvordan og hvorfor Marx’s merværdi-teori kan bringes i spil.

En artikel herom, der allerede i 1972 udkom i tidsskriftet Antipode, blev her bl.a. kommenteret af geografen og senere folketingsmedlem for Venstresocialisterne, Steen Folke.

Dermed var Harvey på sporet af en dybere forståelse af det urbane spørgsmål og bredte sine analyser til økonomi, antropologi, bystudier, filosofi m.v. Samtidigt var Harvey konstant optaget af og foretog en udvidelse af Karl Marx’ tænkning i praktiske anvendelser.

Han var generelt optaget af forskellige teoretiske opfattelser af rum og tid, som i de stats-centrerede socialvidenskaber dengang mest blev inddraget i form af nationale statistiske data som supplement til mere abstrakte ræsonnementer. Derimod knyttede Harvey an til Marx’ og Engels’ rumligt orienterede tanker om den historiske materialisme og udfolder den geografiske side af dem.

Både det geografiske og det historiske var i Marxismen-Leninismen blevet underordnet under et forenklet skema af dialektisk materialisme, anvendt på den historiske materialisme (jerntrappen mod kommunismen).

For at overvinde underbelysningen af de rumlige forhold, taler Harvey sammenhængende om en historisk-geografisk materialisme, eksemplificeret i sin bog om Paris som modernitetens hovedstad. Dermed åbner han op for en ’peoples geography’.9

Kapitalen – Harvey begyndte i 1970’erne at læse og undervise i Marx’ Kapitalen. Kritik af den politiske økonomi.

Sammen med kritiske studerende følte han behovet for en opdateret indsigt i Kapitalen. Det resulterede i bogen The Limits to Capital (1982 – genudgivet 2006), hvor Marx-tolkningen er central.

I dag medgiver han, at bogen ligesom andre akademiske Marx-tolkninger til dels var med til at vanskeliggøre forståelsen af en i forvejen kompliceret teoretiker.

I forordet til nyudgaven 2006 konstaterer Harvey til gengæld, at værket havde været forudseende: Analysen af kapitalismens iboende kriser er af grundlæggende interesse. Med afsæt i kriserne i 1970’erne fastslog han dengang, at der var tale om en overakkumulationskrise, der skyldes at den producerede merværdi ikke kan reinvesteres profitabelt.

»Kriser er betegnelsen for en fase med devaluering og destruktion af den overskydende kaptial, som ikke kan blive absorberet profitabelt«. Afledte kriser som finanskriser, underforbrugskriser m.v. bunder i overakkumulationskrisen.

Limits to Capital kan i øvrigt forstås som Harveys modspil til den miljø- og ressourcerelaterede, modelbaserede bestseller fra MIT ‘Limits to Growth’, der fokuserede på globale fysiske forhold og så bort fra geografiske forskelle i Verden som bl.a. skabes af kapitalakkumulation og cirkulation både internt i og mellem landene.

Disse forskelle – uligheder – tematiseres i Harvey’s mest filosofiske værk Justice, Nature and the Geography of Difference (1996).

Her genoptager han retfærdigheds-diskussionen fra Social justice and the city. Han anbefaler retfærdighedstemaet som det rette terræn for antikapitalistisk værdikamp som det f.eks. bruges i den tendentielt revolutionære bevægelse for ‘environmental justice’, der forbinder miljøet, sociale forhold, racemæssig diskriminering m.v. i et helhedssyn på uretfærdige geografiske forskelle.

I nogle byer er det et afsæt for bevægelser i fattige kvarterer, hvor de forbinder kampen mod forurenet luft fra trafik og forbrænding, mod at blive brugt som lossepladser, mod usunde boliger med kampen for tilgang til uddannelse og jobs.

Harvey spørger sammenfattende, hvordan der via kombinerede sociale og økologiske (socio-økologiske) projekter – projekter der er økologisk meningsfulde og forbedrer sociale forhold - kan skabes mere retfærdige forskelle i det geografiske rum som mangfoldigt levested. Her er ikke mindst natur-temaet vigtigt, idet »natur og samfund er interne relationer inden for en større socio-økologisk totalitets logikker”.

‘Naturen’ bør derfor ikke opfattes som en ens eller universel størrelse. Den kan derimod ses som led i det i tiltagende grad urbaniserede økosystem, som vi selv er en del af, producerer og reproducerer.

Harvey taler om sådanne projekters både politiske og økonomiske karakter, idet det er kapitalen der har produceret denne natur. Tilegnelsen af naturen – og af de værdier, som arbejdet kunne tilføre og vriste ud af den, – blev gjort operationel for markedsøkonomien via en problematisk neutralisering af tid og rum:

»Naturen blev simpelthen gjort til noget universelt ved at underlægge den privatejendommens rettigheder, vareformen og udveksling via markedet, således at adgangen til dens bestanddele kunne købes og sælges efter forgodtbefindende, og dens varehus blive stormet og plyndret for alt og ethvert der var til nytte for opfyldelsen af menneskenes savn, behov og ønsker.«

På et tidspunkt, hvor den postmoderne tænkning havde en fremtrædende position blandt intellektuelle, skriver Harvey bogen The Condition of Postmodernity (1990).

Det var en kritik af blandt andet tendenser til at forstå samfundet i en multikulturel og en identitetsoptik samtidig med en æstetisering af politik:

»Jeg bemærkede at den postmoderne tænkning tendentielt fornægtede alt systematisk eller generelt i historien og rodede forestillinger og begreber sammen, som om kriterier af kohærens ikke havde nogen betydning: den lagde vægt på opdeling, fragmentering, modefænomener, forskellen og det der i dag kaldes ‘anderledeshed’ (et besynderligt begreb der mest af alt bruges til at sige at jeg ikke har nogen ret til at tale for eller måske endda om andre eller, når jeg taler om dem, ‘konstruerer’ dem i mit eget billede).«

Et andet punkt han trækker frem er de postmoderne teoretikeres tese om, at verden ikke er til at erkende, fordi der ikke er nogen sikker måde at etablere en sandhed.

Tilmed bliver det hævdet, at »…en eller anden ‘universel sandhed’ fandtes ved roden til gulags, holocausts og andre sociale katastrofer. Det bedste vi kunne håbe for, sagde de, var at lade tingene blomstre på deres mangfoldige og forskellige måder, se os, om muligt, om efter alliancer, men altid at undgå at husere med sandheder.”

Her sætter Harvey den historisk-geografiske materialisme ind mod de på den ene side for lette universelle sandheder, der ved at se bort fra konteksten, kan misbruges missionerende, og på den anden side postmodernismens æstetik-, kultur- og identitetspolitikker, der fremmer partielle interesser.

Harvey skriver, at denne situation »bekræfter den nutidige politiske betydning af et teoretisk projekt der helliger sig en forening af geografisk sensibilitet og forståelse med generelle samfundsteoriers magt, der er formuleret i den historiske materialismes tradition .«

Harvey evner selv at tage aktuelle udviklinger op for i teoriens lys at afdække deres dybdestrukturer. I bogen The New Imperialism (2003) tager han afsæt i »det nylige formskifte fra neoliberal til neokonservativ imperialisme i de Forenede Stater«.

Den neoliberale imperialisme slog igennem i forbindelse med krisen i 1970’erne, der via den finansielle sektors frisættelse førte til mange u-landes gældskriser i 1980’erne. Den fulgte verdensøkonomiens kapitalistiske magtlogik.

Men allerede inden 9/11 var dens dage talte ifølge Harvey.

Den nye, neokonservative imperialisme sigtede på territorialt fikseret magt. Den er kendetegnet ved at USA, midt i et globalt kaos, skabt via militære interventioner, opretholder militærbaser og ambassader rundt om i verden for at kunne tilegne sig ikke mindst Mellemøstens olieressourcer.

Lav-intensiv krigsførelse fra den neoliberale imperialismes tid blev afløst af »en dramatisk konfrontation som angiveligt skal til for at løse problemerne engang for alle«.

Men denne udadvendte side må ses som betinget af indenrigspolitiske forhold i selve USA:

»Der findes bevægelser mod krig og mod imperialisme, der kæmper for at komme til orde, men et klima af nationalisme, patriotisme og undertrykkelse af anderledes tænkende på alle planer, især i medieverdenen, betyder at der skal mønstres en særdeles krævende kamp internt mod den neokonservative udgave af imperialismen såvel som fortsættelsen af neoliberalismen på det økonomiske plan.«

Selv de herskende eliter ville nemt kunne blive splittet, som vi senere så det ved præsidentskiftet i 2008:

»Klassemagten, der f.eks. er opbygget bag neoliberalismen, er enorm, men jo mere problematisk den neokonservative form for regeringsførelse kommer til at se ud både nationalt og internationalt, desto mere sandsynlig er en fremtidig splittelse og uenighed selv inden for elitens klasser over, hvilken retning den territoriale magtlogik skal bevæge sig i.«

Harvey peger på, at der er opstået et magtoligarki af kapitalens hovedkræfter, der bruger nationalstaterne og udfolder sin magt på overstatsligt niveau via WTO, EU, Frihandelsaftaler som NAFTA og Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP) som en bilateral aftale mellem EU og USA.

Privatisering, deregulering, åbning af markederne samt mere eller mindre voldelig tilegnelse af andres ressourcer kendetegner en ny type af akkumulation i form af ’accumulation by dispossession’ (frarøvelse).

Denne sker for eksempel gennem fordrivelse af bønder ved at overtage deres jord via ’land grab’ eller gennem udpresning af beboere fra bydele via gentrificering (her: overtagelse gennem velbeslåede folk) og udsættelse fra deres boliger, som bliver købt af hedgefonde m.v..

Det sker samtidig med at en ekstremt fremmedgjort common sense accepterer, at stater er villige til at føre krig for at tilegne sig andres naturressourcer.

En overvindelse af disse forhold kræver en konfrontation med borgerskabets klassemagt: »Kapitalistklassen vil aldrig frivilligt overgive sin magt. Den vil skulle fratages den.«

Tilsvarende formulerede Marx i mere juridiske termer den nødvendige negation af negationen som en ’ekspropriation af ekspropriatørerne.’ Dette forudsætter under alle omstændigheder en dyb ændring af politiske og samfundsmæssige opfattelser, som Harvey beklagede, at der ikke rigtigt var gang i.

En hovedårsag hertil var genetableringen af klassemagten:

»Selvom det er blevet effektivt tilsløret, har vi gennemlevet en hel generation af sofistikeret klassekamp fra de øvre samfundslag for at genoprette eller, som i Kina og Rusland, for at opbygge en overvældende klassemagt. Den yderligere vending hen imod neokonservatismen illustrerer, hvor langt denne klasse vil gå og hvilke strategier den er parat til at iværksætte for at bevare og fremme sin magt. Og alt dette hændte i de årtier, hvor mange progressive folk blev overbevist om, at klassebegrebet var meningsløst, og hvor de institutioner, ud fra hvilke klassekampen på arbejderklassens vegne hidtil var blevet ført, kom under voldsom beskydning. Den vigtigste lektie vi må lære ud fra dette er derfor at noget der ser ud som klassekamp og handler som klassekamp også skal kaldes for det, det er.«

I bogen The Enigma of Capital (Kapitalens Gåde) (2010) forklarer Harvey nedsmeltningen af Wall Street i 2008.

Kapital skaffer sig ind imellem luft gennem destruktion af værdier – den såkaldte kreative destruktion. Harvey mener f.eks. at en del af prisen for stabiliseringen af kapitalismen i det 20. århundrede var de to verdenskrige. Og krige er stadig en mulighed.

Kapitaldestruktion efterlader en kamp om, hvor tabet skal fordeles hen. De skattefinansierede 700 mia. dollar til frikøb af det amerikanske banksystem i kølvandet på 2008-krisen kalder Harvey »Wall Streets finansielle kup mod USA’s regering og folk«.

Den samme historie kender vi fra Europa. Bankkrisen blev til statsgælds-krisen.

Harvey forklarer de lange linjer i udviklingen af, hvordan offentlig og privat gældsætning, byudvikling og ejendomspriser, finansialisering af økonomien m.v. har været med til at nære en kapital, der har stadig vanskeligere ved at finde steder at reinvestere sin profit og dermed ikke følger en jævn akkumulationskurve.

Problemet er, at kapitalen er nødt til at akkumulere med 2-3 % hvert år, hvis ikke der skal skabes mere arbejdsløshed i økonomien. Idet det er en vækst med renters rente, bliver vækstkurven stejlere og stejlere. Og ifølge Harvey er vi nu på et sted, hvor den stiger voldsomt.

Antaget at der i 1973 var behov for at reinvestere 0,42 billion dollar, så var der i 2010 behov for reinvesteringer af 1,6 billioner og i 2030 vil det være 3 billioner dollar. Men: Hvor skal der investeres?

Her spiller urbaniseringsprocessen en mere og mere primær rolle for kapitalens akkumulation via investeringer i byudvikling med infrastruktur m.v. Dynamikkerne er drevet af kapitalens behov for reproduktion gennem investeringer som giver grundlag for yderligere akkumulering.

Harvey taler om et ’spatial fix’ – rumligt fix – eller senere om et ’spatial-temporary fix’ – rumligt midlertidigt fix – som et pusterum for kapitalen i form af afløb for investeringer af overakkumuleret kapital.

Finanskrisen i 2007/8 understregede omfanget af dette og viste med dramatisk klarhed, hvordan dialektikken mellem byudvikling, rumlighed, kreditsystemer og statens rolle fungerer.

Som steder for både investeringer og destruktion af kapital er byerne tæt forbundet til kapitalen i et krisefællesskab. Og at denne proces er formidlet af stat, kommuner, developere, kreditinstitutioner, banker samt bygge- og anlægsbranchen med flere.

Konkret mener Harvey at den globale kapital blev stabiliseret af hyper-urbaniseringen af Kina, som brugte en stor del af verdens ressourcer, skabte stor efterspørgsel i den globale økonomi og var med til at trække nogle lande som f.eks. Chile og Australien hurtigere ud af krisen.

Harvey mener, at når vi har en dominerende urbaniseringsproces, der er drevet af kapitalakkumulation og ikke af menneskers behov, er den politiske konsekvens, at vi må organisere imod denne udvikling.

Kapitalakkumulation gennem urbanisering er blevet fundamental for kapitalens og klassekampens fremtid. Harvey er meget optaget af at finde et alternativ til kapitalismen, og af hvordan venstrefløjen kan organisere det.

Retten til Byen – I The Enigma of Capital kobler Harvey analysen af det kapital-dominerede samfund med nogle analyser og teser om, hvad der kan gøres. Han slutter i bogens sidste kapitel Hvad må der gøres? Og hvem skal gøre det? Og skriver:

»Kapitalismen vil aldrig falde af sig selv. Den skal have et skub. Kapitalakkumulationen vil aldrig høre op. Kapitalistklassen vil aldrig frivilligt overgive sin magt. Den vil skulle fratages den.«

Det kræver nye, fællesskabsbaserede former for magt og ret. Derfor samt på grund af arbejderklassens mere sammensatte og fragmenterede karakter og fordi kapitalens modsætningskompleks koncentreres i byerne, har Harvey i de senere år lagt mere og mere vægt på urbaniseringsprocessen og byen som et essentielt politisk kampfelt.

Begrebet ’retten til byen’ dukkede op i 1967, da den franske filosof og bysociolog Henri Lefebvre var aktuel med bogen: Retten til byen (Le droit à la ville). Et par år efter (1970) udkom Lefebvres Den urbane revolution, påvirket af strømningerne i Paris og i den øvrige verden omkring 1968.

Begrebet retten til byen var både en umiddelbar reaktion på den boblende tilstand i gaderne, et filosofisk teoretisk felt for en kritik af samfundet og et perspektiv for et andet samfund, som han kaldte ’det urbane samfund’.

I Latin Amerika dukkede sloganet retten til byen igen op i 1990’erne. En milepæl i dette forløb blev World Charter for the Right to the City, der blev vedtaget på World Social Forum i Porto Alegre i Brasilien i 2005.

Fremstillingen af byen som politisk arena fangede Harveys opmærksomhed. Han var i forvejen inspireret af Henri Lefebvre. I sin bog Paris, Capital of Modernity (2003) analyserede Harvey Paris’ forvandling til bourgeoisiets metropol.

Det var et forløb gennem byopstande under den franske revolution i 1789, Julirevolutionen 1830, Februarrevolutionen i 1848 og Pariserkommunen i 1871. Byopstandene i Europa sprang fra by til by via netværk.

I 1848 skrev Marx og Engels Det Kommunistiske Manifest med første sætning: »Et spøgelse går gennem Europa – Kommunismens spøgelse«. Harvey forstod, at der var en særlig betydning og en særlig energi i de urbane sociale bevægelser, der efterhånden viste arbejderklassens historiske muligheder.

Harvey var positiv over for intentionerne i ’retten til byen’, men også kritisk, fordi han kunne se, at det var et tomt begreb, der kunne gives forskellige betydninger. Det var nødvendigt at fundere begrebet i analyser af samfundet, byen og de urbane sociale og politiske bevægelser, fordi ’retten’ kun kan gøres gældende i klassekamp.

Med baggrund i sine historiske analyser af Paris og under indtryk fra primært de latinamerikanske bevægelser publicerede han i 2003 en skitse med overskriften The Right to The City. Den udkom i 2008 væsentlig uddybet i New Left Review.

Som han skriver i nærværende bog: »Friheden til at skabe og genskabe os selv og vores byer – vil jeg hævde – er en af de mest dyrbare, og samtidig mest forsømte af vores menneskerettigheder Måske af denne intuitive årsag har byen gennem hele sin historie været arnestedet for et enormt udbrud af utopiske længsler efter en lykkeligere fremtid og mindre fremmedgørende nutid.»

Han breder perspektivet ud: »... spørgsmålet om hvilken form for by vi vil have, kan ikke adskilles fra spørgsmålet om, hvad slags mennesker vi vil være, hvilken former for sociale relationer vi søger at indgå i, hvilke relationer til naturen vi påskønner, hvilken livsform vi stræber efter, og de æstetiske værdier vi har.«

Arbejderklassen og byen - Harvey mener, at vilkårene for klassekampen er givne og har betydning for, hvordan arbejderklassen danner sig som handlende klasse:

»Disse betingelser er i øjeblikket todelte. I bevægelser i forhold til udvidet reproduktion, hvor udbytningen af lønarbejde og vilkårene, der bestemmer den samfundsmæssige løn, er de centrale spørgsmål. Samt i bevægelser i forhold til accumulation by dispossession, hvor alt fra klassiske former for primitiv akkumulation gennem praksisser for destruktion af kulturer, historie og miljøer til værdiforringelse skabt af de aktuelle form for finanskapital, er fokus for modstand. At finde den organiske forbindelse mellem disse forskellige klassebevægeler er en påtrængende og praktisk opgave.«

Flere af de spørgsmål, som retten til byen rejste, tog Harvey op i bogen Rebel Cities - From the Right to the City to the Urban Revolution (2012).

Han definerer, kort sagt, arbejderklassen som klassen, der producerer og reproducerer byen, idet han understreger at Marx i Kapitalen behandlede produktion og realisering som en modsætningsfyldt enhed (se nærværende bogs kapitel 7).

Harvey kritiserer dele af venstrefløjen for en fejllæsning af Marx, der fører til en for begrænset definitionen af arbejderklassen ud fra produktion af merværdi i den umiddelbare produktion, som Marx behandler i 1. bog af Kapitalen.

Hans pointe er, at den producerede vares værdi ikke er realiseret for kapitalen, før cirkulationen af kapitalen i vareform er fuldbyrdet via markedet, hvilket Marx beskriver i 2. og delvist 3. bog af Kapitalen.

Dette afsæt har konsekvenser, og Harvey spørger: »Hvorfor skal vi så ikke fokusere på byen frem for fabrikken som det primære sted for merværdiproduktionen?«

For klassekampen betyder det, at »Byen og de urbane processer der producerer den, er derfor de vigtigste steder for politisk-, social- og klassekamp.«

Han trækker tre forhold frem. For det første, at »arbejdsbaserede kampe, fra strejker til fabriksbesættelser, har en langt større sandsynlighed for at lykkes, når der er en stærk og levende støtte fra folkelige kræfter forenede i det omkringliggende kvarter eller på community niveau.«

For det andet det historiske: »...arbejdsbegrebet har ændret sig fra en snæver definition knyttet til industrielle former af arbejde til et bredere terræn af arbejde forbundet i produktion og reproduktion af et stadig mere urbaniset hverdagsliv.«

Marx og Engels gik derimod ud fra et hierarki mellem primær udbytning i produktionen og sekundær udbytning udenfor, mens Harvey ser som tendens: »Forskellene mellem arbejdsbaserede og community baserede kampe begynder at fortone sig .... Det kollektive arbejde, der er involveret i produktionen og reproduktionen af det urbane liv, må derfor foldes tæt ind i venstrefløjens tænkning og organisering.«

Og som konsekvens: “Endelig, mens udbytningen af det levende arbejde i produktionen må forblive central for enhver anti-kapitalistisk bevægelse, må kampene mod sløring af bevidstheden og realisering af merværdien fra arbejderne i deres levemiljøer ligestilles med kampene på forskellige felter for produktion af byen.«

For Harvey er retten til byen baseret på klassekamp. Det er en særlig ret »… til at genopbygge og genskabe byen som et socialistisk statslegemeud fra helt andre forestillinger, - som afskaffer fattigdom og social ulighed, og som heler sårene efter de enorme miljøødelæggelser. For at dette kan ske, må produktionen af de destruktive former for urbanisering, der faciliterer endeløs kapitalakkumulation, stoppes.«

Organisering – Harvey skriver i Rebel Cities (2012) om forskellige former for fællesskaber i stor skala, der kan være en organisationsform for »socialiseringen af produktionen og distributionen af merværdi, samt etableringen af en fælles rigdom som alle har adgang til.«

Det fælles må indgå i en antikapitalistisk strategi, idet »Den politiske ankerkendelse af at det fælles kan blive produceret, beskyttet og brugt til sociale formål bliver en ramme for modstand mod kapitalmagt og for nytænkning af politikker for en antikapitalistiske overgang.«

Harvey rejser spørgsmålet om organiseringen af en politisk venstrebevægelse. Med afsæt i byernes betydning for kapitalakkumulationen og den øgede arbejdsdeling mener han, at kampen for arbejderklassens samlede vilkår bedre kan organiseres territorialt end via fagforeningerne, som dog stadig har en vigtig rolle.

Det er i nabolaget at smede, frisører, programmører, lærere, opvaskere m.v. lever deres liv i byen med – trods forskelle – fælles vilkår for deres arbejde og reproduktion i forhold til bolig, forhold til økosystemerne, uddannelse, muligheder for udfoldelse m.v.

Harvey mener at venstrefløjen må udvikle revolutionære reformer og ikke hænge fast i diskussioner om reformer versus revolution.

Organisatorisk handler de om at åbne steder og platforme, hvor bevægelsen kan dannes og tager form. I den sammenhæng understreger Harvey:

»Vi har helt klart brug for nye måder at lave antikapitalistisk politik på. Mange eksperimenter er på vej, men en generel kritik af dem er den manglende evne til at overkomme fragmenteringer og til at vedligeholde kampe ud over de flygtige momenter under lejlighedsvise opstande og protester, der er funderede i mange former for utilfredshed.«

Harvey er marxist, men peger på at der er brugbare tanker og erfaringer i den anarkistisk inspirerede involverende organisering i bykvarterer og i flade organisationer som f..eks. Occupy Wall Street.

Han mener dog samtidig, at det er et problem, når autonome og anarkistisk inspirerede bevægelser insisterer på kun at organisere horisontalt.

Men ligesom sektororganisering eller en organisering, der holder sig til et lokalt niveau, er det en utilstrækkelig organisationsform.

Ifølge Harvey er det naivt at afvise demokratiske former, der også omfatter hierarkiske strukturer. Han spørger: hvordan kan vi ellers organisere en hel by eller et samfund?

En anden kritik er, at bevægelserne ikke tænker i et klassekampsperspektiv:

»Bevægelserne i dag har en helt anden karakter end sidst i 1960’erne, hvor de var båret af fagbevægelsen, kommunistpartierne, solidaritetsbevægelsen etc. Lige nu spiller NGO’erne en stor rolle, men de kan ikke udfordre rigdommen. De kan kun afhjælpe problemer relateret til fattigdom eller miljøforhold. Det fører til en politik med afsæt i offerroller og rettigheder og ikke til radikale ændringer.«

Harvey peger også på, at fokuseringen på identitetspolitik har fremmet en fragmentering i særinteresser på bekostning af en mere omfattende klassebevidsthed:

»Venstrefløjen forstår ikke, at den er fanget af denne form for opposition, som gør den temmelig magtesløs, når det kommer til solidaritet, massebevægelser og reel udfordring af magten. Vi må finde veje til at bryde ud af denne ramme og handle uden for den.«

Vilkårene for bevægelserne har ændret sig på mange måder. For Harvey oplever venstrefløjen en krise i sin fantasi, som både er symptom på og et bidrag til de aktuelle politiske vanskeligheder.

»Venstrefløjen har ikke udviklet visioner for alternativer. Folk spørger med god ret, hvor er alternativet, hvad er jeres bud?«

Hvordan ser et socialistisk samfund ud i dag? En mere konkret forestilling (vision eller utopi) af alternativet til det nuværende samfund er afgørende for at animere en politisk bevægelse, hvor en kollektiv politisk subjektivitet kan vokse sammen til udviklingen af en socialistisk opposition og bevægelse.

I bogen Spaces of Hope (2000) introducerer Harvey begrebet ’dialectical utopianism’ for at sammensmelte social og økologisk forandring til en samlet proces af ‘socio-ecological change’.

Harvey skriver: »Der er en tid og et sted i menneskets uophørlige stræben for at ændre verden, hvor en alternativ vision – uanset hvor fantastisk den er – giver næring til at skabe kraftfulde politiske kræfter for forandringer. Jeg tror vi befinder os præcist i sådan et moment. Utopiske drømme fortoner sig under alle omstændigheder aldrig fuldstændig. De er alle steder som skjulte tegn på vores længsler.«

Selvom utopierne skal følge vores hjerter og drømme, så er utopier for Harvey ikke bare et spekulativt projekt. Udgangspunktet er det bestående samfund, som har skabt arbejderklassen, udviklet og udvidet produktivkræfterne og på grund af mange modsætninger skabt en tilstand med et permanent kompleks af krige, kriser og udbytning, der gør et brud nødvendigt.

I nærværende bog tager Harvey fat på nogle basale analyser af selve kapitalens modsætninger: syv grundlæggende modsætninger, der betinger hinanden; syv flydende modsætninger (moving contradictions), der på skift gør sig gældende i forskellige kontekster; og tre farlige modsætninger, der i dag udgør en særlig trussel.

Det er dog ikke en udtømmende liste, idet der er flere at tage fat på:

»Min hensigt med analyserne af de sytten modsætninger i kapitalen har været at opnå en bedre forståelse for teorien om en kapitalakkumulation, der skaber åbenlyse problemer i samfundet. Dernæst handlede det for mig om at stille spørgsmål ved det politiske, fordi den sociale dynamik springer ud af kapitalens modsætninger, som er frugtbare til at udlede alternativer.«

Principperne for håndteringen af modsætningerne er opsummeret i bogens epilog under overskriften ’ideer til en politisk praksis’:

»Dem kan venstrefløjen sætte sammen på en ny måde i en politisk praksis for forandringer. Det er dét, sådan nogle som mig – forskeren – skal bidrage til, at åbne muligheder ved at analysere situationen. Det gør vi for lidt. Det ville være ideelt, hvis der var en forbindelse mellem analyser, udvikling af forestillinger om alternativer og den praktiske organisering.«

Nærværende er den første af Harveys bøger, der er oversat til dansk.

Vi håber at en grundig læsning, gerne i læsekredse, vil inspirere til at gå videre i dette rige og relevante forfatterskab.

På hjemmesiden www.davidharvey.org kan man løbende følge sidste udgivelser og taler. Her findes et righoldigt materiale af tekster, podcasts og videoer, der løbende bliver fornyet gennem Harveys forelæsninger og debatindlæg.

Her kan man også få Marx’ Kapitalen forklaret i 25 videoer. Disse videoforelæsninger og podcasts er grundlag for bøgerne A Companion to Marx’s Capital bind 1 og 2 fra 2010.

Afslutningsvis skal det nævnes, at Harvey i anledning af et kritikmøde blandt geografi-kollegaer har kaldt nærværende bog for sin farligste og mest provokerende tekst.

God læselyst!

Rolf Czeskleba-Dupont er geograf og energiforsker. Peter Schultz Jørgensen er arkitekt og forfatter til bogen New York og Kampen for Byen, forlaget Frydenlund.

David Harvey: 17 modsætninger og enden på kapitalisme. Forlaget Solidatitet 2015, 400 sider. 120 kroner.

Se også linkboxen om David Harvey og kapitalismen (Modkraft Biblioteket)