Hvordan sælge nedskæringspolitikken i Danmark, når pengene vælter ind?
Vi befinder os i den danske sommer. Den gode af slagsen, hvor solen skinner fra en skyfri himmel, temperaturen nærmer sig de 30 grader, og folket strømmer til klitter og kyster.
Hvordan sælger man en pels under de vilkår?
Vanskeligt, meget vanskeligt. Men hvis en skønsom blanding af eksperter - meteorologer, tøjeksperter, læger osv. - kan mobiliseres for sagen, kan det måske lykkes. 'Selv i højsommeren er det godt at holde sig varm, og man véd aldrig, hvordan vejret arter sig om nogle måneder', vil pelshandlerens ideologer argumentere.
Sjældent har solen skinnet så varmt over Danmarks økonomi (ikke nødvendigvis danskernes økonomi).
Produktiviteten har det fint og med den konkurrenceevnen, som indenfor industrien er forbedret med 20% siden 2008. Derfor, og fordi vore lønninger, dermed omkostninger, ikke er steget meget, går det strygende med udenrigshandelen. Eksporten stiger meget mere end importen, og derfor har vi her (det hedder de 'løbende poster') et stadigt stigende overskud; 120 milliarder i 2014 og over 100 milliarder hvert år i de sidste fem år. Pengene vælter ind.
Den anden del af betalingsbalancen kaldes 'kapitalposter'; det står for udlændinge, der investerer i danske virksomheder (ikke mange), eller sender kapital her til landet af spekulative årsager, nemlig i håb om at kronen bliver mere værd i forhold til Euroen.
Nu er kronen jo bundet til Euroen i et fast forhold (7,50 kr = 1€), ligesom vores officielle rente følger den Europæiske Centralbanks med højst nogle får timers forsinkelse, så vi er, som Helle Thorning så frejdigt har sagt, reelt medlem af Euro'en (dog hæfter vi ikke for Euro-landenes gæld til Sydeuropa); vores fejlafstemning imod Euro-medlemskab er blevet korrigeret af de ansvarlige politikere.
Men summa summarum: Også på kapitalfronten vælter pengene ind over landets grænser.
Hvordan fastholde, under disse omstændigheder, at landet stander i våde? Og at det eneste ansvarlige derfor er at bremse væksten i den offentlige sektor yderligere, altså fyre offentligt ansatte, skære ned på service i kommunerne og spare på overførselsindkomster til arbejdsløse og andre marginaliserede?
Det burde være en vanskelig opgave, men er det ikke. Jeg så et sted en innovativ, men helt åbenbart naiv person foreslå det indlysende, nemlig at man opsamlede alle disse penge i en fond, der kunne finansiere opretholdelsen af velfærdsstaten.
Men det er selvfølgelig umuligt. Finansministeriets modeller siger nej, for hvis man fodrer en maskine med nyliberale præmisser, kommer der nyliberale konklusioner ud, hvis maskinen da ellers er pålidelig. Så er der Finanspagten, der forbyder at sådanne penge bruges til en vækst i de offentlige udgifter. Og det hele bakkes op af bankøkonomer og vismænd. Kun de mest outrerede pipper en protest.
Så er den pels solgt.
I Sydeuropa er det vanskeligere at sælge nedskæringspolitikken, fordi de har langt færre penge end os. Også dér er sparepolitikken afsindig; i Grækenland har den forvandlet en problematisk økonomi til en katastrofal økonomi, med en ungdomsarbejdsløshed på op til 60%. Men fordi man fattes penge er sparepolitikken i Sydeuropa ikke – som i Danmark – umiddelbart afsindig.
Her kunne Danmark – og Nordeuropa generelt – i øvrigt hjælpe gevaldigt ved at føre en mere ekspansiv politik, for det kunne give et marked for Sydeuropas eksportvarer, samtidig med at det ville give flere arbejdspladser i Danmark. Altså hjælp til selvhjælp. I stedet ytrer vor europæiske solidaritet sig ved, sammen med Merkel, at støtte en politik, der forhindre almindelige grækere i at få mad, adgang til elektricitet og en rimelig løn og husleje.
Men hvorfor fastholder blå blok, for tiden ledet af Corydon og Helle Thorning, nedskæringspolitikken?
Da der ikke er økonomiske argumenter herfor, kan jeg ikke se anden forklaring, end at de ledende politikere principielt foretrækker den kapitalistisk styrede sektor frem for den demokratisk styrede (og det er den offentlige sektor i sidste instans). 'Ret beset snylter den offentlige sektor på den private, hvor værdierne jo skabes, og hvor konkurrencestatens store slag udkæmpes', er den liberale tankegang. Det demokratiske fællesskab kan være udmærket, det skal blot ikke spille en rolle i økonomien.
Set i et økonomisk perspektiv – kald det gerne 'ansvarlig politik' – er blå bloks politik irrationel. Men det perspektiv er for snævert. Der er højere værdier. Heri er jeg ganske enig. Jeg foretrækker så blot demokratisk frem for kapitalistisk styring af samfundet.
PS. Artiklen er en lettere redigeret version af en kommentar i Information den 23/2 - 2015.
Besøg min hjemmeside www.anderslundkvist.net
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96