Man skal ikke blande sin personlige seksualmoral og politik sammen. Heller ikke i prostitutionsdebatten.
Det må have været midt i firserne. Vi var til julefrokost i Venstresocialisterne i Århus. Sådan husker jeg det i hvert fald.
Et par af kammeraterne (lad os kalde dem Ida og Kalle) eksperimenterede med at generalisere en seksualpolitisk platform ud fra en analyse af deres fælles sexliv.
Ida konkluderede ret hurtigt, at missionærstillingen var udtryk for en patriarkalsk undertrykkelse af den kvindelige seksualitets frie udfoldelse. Og da al undertrykkelse er vold, og voldelig gennemtrumfet sex er voldtægt, var missionærstillingen i virkeligheden at betragte som voldtægt. Derfor burde denne form for seksuel praksis forbydes, mente Ida.
Kalle så underligt punkteret ud, da han gav sin kæreste ret.
Selv var jeg for fuld til at argumentere sammenhængende imod dette synspunkt, men der var noget galt med det.
Der manglede et eller andet i Idas bastante deduktion, men jeg kunne ikke komme på, hvad det var. Men jeg var lige lukt på vej i fangehullet, så et eller andet måtte jeg sige til mit forsvar.
Jeg greb tilfældigt i posen: »Hvad så med sadisme?«, begyndte jeg afprøvende og fortsatte mere selvsikkert: »Hvis sex er udtryk for kærlighed mellem ligestillede, kan vold og afstraffelse da aldrig komme ind i billedet.«
Der blev sært stille omkring bordet. Kalle skulle lige til at grine, men kiggede så på Ida.
Jeg kunne pludselig mærke, at jeg ikke havde ramt rigtigt, men vidste ikke hvorfor.
Heldigvis var der også en voksen til stede. Hun kunne godt have heddet Margit. Og da stilheden blev helt ubærlig, vendte vi en efter en hovedet mod bordenden, hvor hun sad.
Margit rømmede sig. »Det lyder fint og rigtigt«, sagde hun langsomt. »Hold fast i jeres ideer om, hvad sex og kærlighed skal være.«
Efter en lille pause fortsatte hun: »I skal bare lade være med at lave politik ud af det.«
Margit redede omhyggeligt de sammenfiltrede tråde ud for os, og siden den dag er jeg aldrig igen hoppet på den med at lave statslige (eller for den sags skyld kirkelige) regler for, hvordan voksne mennesker må have selvvalgt sex. Det er en mørk, formynderisk blindgyde, hvor frisindet ikke har plads.
Jeg opfatter det som et udslag af den samme halvreligiøse moralisme, der fx giver sig udslag i forslag om forbud mod dyresex. Dyremishandling er som bekendt allerede forbudt, og hvis dyrene ikke lider overlast, er det svært at se nogen god grund til et forbud.
Særlig meningsløst fremstår idéen, når man tænker på, at langt de fleste af os accepterer at dræbe og spise dyr. Når vi trods alt gør det, er det kun fordi, der netop ikke er tale om mennesker. Dyr har ikke en menneskelig bevidsthed, ingen fri vilje og ingen særlig ukrænkelig værdighed og derfor ingen menneskerettigheder.
Et decideret komisk eksempel på moralismen er det forbud mod analsex, som mange amerikanske delstater har eller har haft stående i deres straffelov. Det er naturligvis en politik, som ikke kan håndhæves i praksis. Hvem skulle dog holde øje med det?
Langt værre er det med det forbud mod 'homoseksuel propaganda', som Rusland praktiserer. Det skal jo gøde jorden for et egentligt forbud mod homoseksualitet.
Eller værre endnu: forbud mod al sex uden for ægteskab.
Eller mod utroskab, noget som nigerianske kvinder risikerer stening for. Nogle steder praktiseres forbuddet mod ikke-ægteskabelig sex så brutalt, at kvinder, der har været udsat for voldtægt, bliver dømt til døden.
I Danmark har vi haft en lidt mere kompleks diskussion om forbud mod frivillig sex mellem voksne familiemedlemmer.
I stedet for rutinemæssigt at ville forbyde det ene eller det andet seksuelle fænomen, som man ikke selv ville bryde sig om at tage del i, kan man vænne sig til at spørge sig selv: Hvad er egentlig min adkomst til at blande mig i, om andre gør noget med hinanden, som jeg personligt finder frastødende eller følelsesmæssigt afstumpet?
Nu vil nogen igen forbyde køb af seksuelle ydelser. Også det er en dårlig ide, og det er der mange grunde til.
Jeg vil ridse nogle af dem op her:
Ad 1): Hvis prostitutionskunder kriminaliseres, er de prostituerede nødt til at skaffe sig kunder i det skjulte. Ellers får de ingen kunder.
Og når man arbejder i det skjulte, altså skjult for myndighederne, er det vanskeligt at påkalde sig de samme myndigheders hjælp. Det betyder, at det vil være langt vanskeligere at få lægehjælp, sundhedstilsyn og politibeskyttelse over for voldelige kunder.
De prostituerede vil være nødt til at holde myndighedspersoner på afstand af deres arbejdsplads, for ellers vil kunderne ikke komme; heller ikke de almindelige, ikke-voldelige kunder, som de prostituerede gerne vil have besøg af. De vil være bange for at blive anholdt og sigtet.
Ad 2): Hvis man forbyder køb af noget, som det er tilladt at sælge, kommer sælgerne, altså her de prostituerede, de facto til at fungere som civile politiagenter, provokatører, som forsøger at lokke medborgere til at begå ulovligheder.
Venstrefløjen har altid været imod brugen af den slags politiprovokatører, imod at det skal være lovligt at lokke andre til at begå ulovligheder. Vi kan ikke acceptere den ubehagelige type asymmetri i lovgivningen.
Skal prostitutionskøb være ulovlig, er prostitution også nødt til at være det. Hvis det er lovligt at lokke nogen til at købe sex, men ulovligt at lade sig lokke, er mulighederne for misbrug voldsomt nærværende. Fx kan man ustraffet lokke fjender og rivaler i fedtefadet ved at hyre en prostitueret til at lokke dem til at købe sex, og som bekendt er sex lettere at lokke med end noget andet.
Ad 3): Hvis man vil bekæmpe trafficking, gør man det ikke ved at forbyde kunderne, men ved at bruge den gældende lovgivning. Menneskehandel er forbudt, slaveri er forbudt, frihedsberøvelse er forbudt, voldtægt er forbudt, pædofili er forbudt, og rufferi er forbudt.
Den eneste form for prostitution, som er lovlig, er den, der aftales frivilligt mellem voksne mennesker. At der så faktisk finder mange ufrivillige former for prostitution sted, også i Danmark (måske er det oven i købet den overvejende del), skyldes ikke lovgivningen, men at politiet ikke har eller ikke prioriterer ressourcer til at bekæmpe det.
Det vil ikke blive bedre af et forbud. Formodentlig tværtimod, fordi et forbud vil gøre det vanskeligere for politiet at holde kontakt med prostitutionsmiljøet. Betjentene vil jo blive langt mindre velkomne gæster, fordi de vil skræmme også de ikke-voldelige, betalende kunder væk.
Så et forbud vil i bedste fald være ubrugeligt, i værste fald skadeligt, i kampen mod eksempelvis trafficking.
Ad 4): Hvad er betaling for sex? At man stikker en gadeprostitueret en nævefuld kontanter i en gyde på Vesterbro, lister ind i en opgang og får et blowjob? Eller at man ringer efter en escorttyr, giver ham middag, hvidvin og en skilling for ulejligheden?
Hvad med sugardating? Eller at man giver sin elsker et nyt slips efter et stævnemøde? At man installerer en elskerinde i en betalt lejlighed ude i byen? At redaktøren af et presticiøst tidsskrift vælger at trykke lige netop unge Henriks digte, fordi han er så flink efter redaktionsmøderne?
At chefen giver lønforhøjelse til den af sekretærerne, som er sjovest til julefrokosten? Eller at den 85-årige, men endnu herligt lystne hertuginde af Alba gifter sig med en flot, midaldrende mand, som få år senere arver en astronomisk formue? I det hele taget at gifte sig med en, som man godt ved kun gifter sig for pengenes skyld?
Der er utallige former, særligt for overklasseprostitution, som vil fortsætte uhindret, selv hvis man forbyder underklasseprostitutionen.
Ad 5): Hvad rager det nogen, hvad andre voksne mennesker gør med sig selv og hinanden, så længe det er frivilligt, og ingen ud over de frivilligt involverede parter berøres af det?
Hvem har den moralske overhøjhed til at bryde ind i sådan en frivillig relation? Og hvis det omvendt ikke er frivilligt, eller der ikke er tale om voksne mennesker, er der allerede lovgivning imod det.
Ad 6): Narkoprostituerede vælger det ikke selv, siger nogen, fordi narkoen har sat deres frie vilje ud af kraft. Det kan man være enig eller uenig i, men forbuddet vil ikke hjælpe denne store gruppe. Det vil kun gøre det vanskeligere og derfor farligere for dem at finde de kunder, de under alle omstændigheder skal skaffe.
Deres problem er ikke kunden, men narkoen og de psykosociale forhold, som har gjort dem til narkomaner. De skal afvænnes, behandles for og eller hjælpes med de problemer, de har, ikke obstrueres i forsøget på at skaffe penge til narkoen.
Det fleste prostituerede er misbrugsofre, som ved at sælge deres kroppe tvangsmæssigt gentager de overgreb, som de er vokset op med, hævder nogen. Og det kan godt være rigtigt, men det er ikke noget godt argument for at forbyde prostitutionskøb.
Kunderne er trods alt sjældent skyldige i eller vidende om det misbrug, de prostituerede har været udsat for som børn. Mennesker med traumer skal behandles og rehabiliteres. Det er det eneste svar.
Et populært argument for et sådant forbud er, at sex skal være rundet af kærlighed, ikke en vare. Jeg kan godt som privatperson tilslutte mig følelsen af, at sex er bedst sådan, men det forhold til sex er ikke universelt, og vi skal ikke installere sådan en statslig, moralsk norm.
Hvis nogen ønsker sex uden følelsesmæssige relationer, skal ingen blande sig i det. Det gælder, uanset om ønsket skyldes følelsesmæssig afstumpethed, abnorm liderlighed eller begær efter eller behov for penge. Det afgørende er, at det foregår frivilligt.
Da Enhedslisten for 12-14 år siden sidst havde en stor debat om det samme emne, spurgte X mig retorisk, om jeg mente, at min datter skulle kunne tvangsaktiveres som prostitueret, hvis hun blev arbejdsløs.
Det mente hun var en logisk konsekvens af ikke at ville forbyde prostitutionskøb. For så var prostitution jo bare et arbejde som alt andet arbejde.
Der er meget galt med det argument.
For det første kunne man lige så godt have sagt, at tvangsprostitution er den naturlige konsekvens af ikke at ville forbyde prostitution. X ønskede jo ikke selv at kriminalisere prostitution, men kun kunderne.
For det andet går jeg i det hele taget ikke ind for tvangsaktivering. Og for det tredje: Selv hvis man går ind for tvangsaktivering, kan man jo godt friholde bestemte typer arbejde. Ingen bliver tvangsaktiveret som læge, højesteretsdommer, jagerpilot eller i andre stærkt specialiserede funktioner.
Tilsvarende kunne man jo friholde sexarbejde, og det gør man jo allerede!
Mig bekendt er ingen dansker nogensinde blevet tvangsaktiveret inden for prostitution. Hvorfor skulle man pludselig begynde på det, blot fordi Enhedslisten beslutter sig for ikke at ville støtte en lovændring?
Det hænger ikke sammen.
I stedet for at bruge kræfter på at fornedre og kriminalisere dem, der ikke kan eller vil score på morgendiskotekerne, skulle man sætte langt større ressourcer af til:
Særligt er en forbedret indsats mod trafficking nødvendig.
Trafficking er en uhyrlig forbrydelse. Det handler om kvinder, som med vold tvinges til prostitution. De smugles til lande, hvor de ikke taler sproget og ikke har nogen pårørende, der kan hjælpe dem ud af slaveriet.
Ofte er det kvinder, som også er uden støtte i hjemlandet; de kommer fx fra krigszoner, hvor deres nærmeste pårørende måske er dræbt.
Bagmændene køber dem fx af lokale gangstere, som bedøver og kidnapper dem, eller de lokker dem med falske løfter om en karriere som skuespiller eller model.
Alfonserne konfiskerer deres pas og skaffer dem en opholdstilladelse i et fremmed land, og så bliver de udstyret med en kunstigt opfundet gæld, som de skal arbejde af gennem prostitution.
Men gælden forsvinder aldrig. De overvåges og holdes i fangenskab, stuves sammen og bor typisk under kummerlige vilkår med ringe sanitet, de flyttes rundt fra land til land, så de ikke etablerer kontakter i samfundet, som kan hjælpe dem ud.
Og de dør som oftes unge uden nogensinde at slippe fri af slaveriet. De dør af infektioner, sygdom, voldelige overgreb, fejlernæring og den billige narko, som bagmændene sløver dem med.
Eller de bliver likvideret, hvis de opnår kontakt til myndighederne eller civile godgørere.
Det er indlysende, at der er tale om en opgave for en international indsatsenhed, da problemet i sin natur dels er grænseoverskridende, dels nærer sig af krige, som flere nationer er involverede i.
Om det skal organiseres af FN eller en anden instans, skal vi nok ikke lægge os fast på. Det vigtigste er, at det bliver til noget, og at Danmark deltager i arbejdet med egne agenter og holder opsyn med processen.
Det er en milliardforretning med ekstremt kyniske og voldelige bagmænd, så det er en farlig opgave at tage på sig. Det er en krig, ikke noget, som en frivillig hjælpeorganisation vil komme langt med.
Man kunne måske begynde med at undersøge, om ambassader og konsulater i Danmark er involveret i trafficking, altså om der skulle være korrupte diplomater, som modtager bestikkelse for at udstede ulovlige visa til de handlede kvinder.
På en eller anden måde lykkes det jo i hvert fald igen og igen at skaffe dem ophold.
Jens Peter Kaj Jensen er medlem af Enhedslisten og bosat i Madrid
Se også linksamlingen på Modkraft Biblioteket: »Prostitution, sexkøb og venstrefløjen«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96