GÆSTE-INDLÆG: Den 8. marts er kvindernes internationale kampdag. Det fejres med demonstrationer, møder, workshops og fester over hele kloden, og i Malmø fejrede de det også med en demonstration. Alt gik godt. Indtil bevæbnede nynazister angreb nogle af demonstranterne på vej hjem fra demonstration.
Sidste uge var der Pride i Malmø, og et af ofrene for nynazisternes vold holdt tale om, hvad der skete den 8. marts. Jeg har fået lov at offentliggøre talen her på bloggen. Den er oversat fra svensk, og nederst kan du se en film fra den kæmpestore anti-fascistiske demonstration, der fandt sted ugen efter overfaldet.
Dette indlæg er nummer to i en serie om hadforbrydelser. Har du været udsat for en hadforbrydelse? Så skriv ned, hvad der sket, og send det til mads@almindelig.com, så lægger jeg det op.
Tale fra Rosa-svart block i Malmøs Prideparade, 9. august 2014
Vi var ude for at tage natten tilbage, fordi kvinder og transpersoner i hvert fald en gang om året skal kunne føle sig trygge i det offentlige rum. Vi havde demonstreret, danset og skreget os hæse i Malmøs gader, fordi vi ville, at vores by skulle være et frirum, fordi vi ville vise, at gaden er vores.
Vi er alt for ofte blevet fortalt, at vi skal holde os ude af visse af samfundets rum, hvis vi ikke vil udsættes for chikane, vold eller krænkelser. Vi har lært ikke at gå alene hjem fra baren en sen nattetime, at være forsigtige med vores alkoholindtag, og vi er tvunget til altid at forholde os til risikoen for hatecrimes, når vi ikke passer ind i den rådende heteronorm. Vi som LGBTQ personer, har siden den første gang vi sprang ud, lært at leve med truslen om vold.
Efter Tag Natten Tilbage demonstrationen ville flere af os videre til 8. martsfest på Klub Moriskan. Flere venner og kammerater slog følge, idet vi nærmede os Folkets Park. Men aftenen sluttede ikke med fest og glæde. Den sluttede med knive i vores rygge. Den sluttede med at vi næsten døde!
Vi blev overfaldet, fordi vi kalder os for socialister, fordi vi kalder os feminister – og fordi vi ikke passer ind i deres kønsstereotyper og heteronorm. Samfundet mener, at vi skal stole på, at politiet vil beskytte os. Samfundet mener, at vi skal stole på, at loven kan beskytte os og give os en form for retfærdighed. Men vi tror ikke et sekund på deres heterokapitalistiske lortesamfund!
Vi som LGBTQ personer ved at truslen fra fascismen er virkelig, og at den vokser. Vi ved, at politiet ALDRIG nogensinde kan beskytte os. Og den falske tryghed de opsætter, føles som at blive spyttet i ansigtet!
For os handler det ikke om, hvorvidt vi har juridisk ret til at forsvare os selv, det handler om, at vi forsvarer os selv, fordi vi ikke har noget valg. Vi må forene os, gøre vores forsvar kollektivt og præventivt. Vi skal sammen finde solidariteten og forståelsen for hinanden, for det er det eneste reelle forsvar, vi har! Vi skal sammen turde slå tilbage!
Vores fysiske sår efter 8.marts er endnu ikke lægt, men vores vrede er vokset og er nu stærkere end nogensinde.
Antifascisme er selvforsvar – Bash Back!
Venstrefløjsaktivister kniv-overfaldet efter feministisk demonstration i Malmø (dansk)
Förbundet Allt åt alla: Kämpa Showan! (svensk/engelsk)
Tusentals protesterade efter mordförsöket i Malmö (svensk)
Læs mere om hadforbrydelser og selvforsvar