I takt med at lønninger og arbejdsforhold bliver forringet og jobbene bliver færre, skal de arbejdsløse lade sig piske rundt i en manege, som bliver stadig mere absurd, i jagten på jobs som ikke findes. Fra højre til langt ud på den påståede venstrefløj lader man som om det er for deres egen skyld - for at holde dem i gang, så de kan være parate, når den forjættede jobchance endelig melder sig. Men der er ingen evidens for, at det hjælper noget, og lige så vigtigt er det nok, at det ikke må være for behageligt at være arbejdsløs.
Arbejdsløshedscirkusset har i høj grad karakter af rituelle ydmygelser, der tjener til at overbevise særligt de lavtlønnede arbejdende om, at tilværelsen trods alt kan være endnu mere ydmygende og meningsløs end deres, så de af al magt klynger sig til deres jobs uanset hvilke skodvilkår de arbejder under, for så er man i hvert fald ikke arbejdsløs. Men arbejdsløsheden ikke er en naturnødvendighed, den er en politisk prioritering. Det kapitalistiske system har brug for de arbejdsløse for at fungere, de udfylder en funktion der er lige så vigtig som de arbejdendes. Først pisser I på dem, og så klager I over at de lugter.
Derfor var det forfriskende, at Doven-Robert stillede sig op i medierne og insisterede på sin værdighed. Erklærede, at han hellere ville lugte af pis end han ville danse efter systemets pibe. At han ikke gider springe efter de smålunser, som domptørerne på jobcentre og i lønningskontorer langer ham, hvis han er villig til at rejse halvanden time efter et ufaglært rengøringsjob og lade en arrogant chef tale ned til sig. Vrængede lidt af hele koret af velbjærgede moralister og deres lovsange om arbejdet som om det var en gave til os, når nu sandheden er, at lønarbejdet for de allerflestes vedkommende er kapitalistisk udbytning og rovdrift på deres arbejds- og livskraft. Så hellere tage straffen fra systemet, og lade nogle af de titusindvis af andre i arbejdsløshedskøen komme til fadet, hvis de så gerne vil.
At alle Joachim B. Olseners pis koger helt over når de møder sådan en attitude er ingen overraskelse. Deres løntrykkerkampagner og frontalangreb på velfærden hviler jo netop på at folk er klar til både at ligge død og rulle rundt når de får besked på det for i det mindste ikke at miste det job de trods alt har. Det er liv og død at opretholde en arbejdsmoral, hvor folk skammer sig over ikke at arbejde, også selvom de er tvungne ud i det. I deres verden er der ikke noget mere samfundsundergravende end en mand, som ikke finder sig i at blive talt grimt til.
Det er heller ingen overraskelse, at de borgerlige medier har taget det som en invitation til endnu en runde rituel afstraffelse og ydmygelse af de arbejdsløse. Det har længe været mediehyænernes yndlingstidsfordriv at hænge folk, der ikke kan forsvare sig, ud til spot og spe. Skuffende er det til gengæld, når venstrefløjsfolk af uransagelige grunde stemmer i det samme fordømmende kor, som f.eks. Knud Holt Nielsen gør i sin blog her på Modkraft og på K-Forum.
Det burde være så enkelt. Behandlingen af de arbejdsløse er klassisk del og hersk-taktik, og vi burde være glade for alt der kan stikke en kæp i hjulet på den. Så når en fyr stik imod alle hensigter erklærer, at han faktisk har indrettet sig så nogenlunde derude i kulden, og at han ikke gider hoppe på tungen og trampe andre i fjæset for at komme ind igen, burde det høste ros og anerkendelse, ikke fordømmelse.
Desværre er det sidste netop hvad Knud og mange andre har i posen til ham. Jeg anbefaler dem, som ikke allerede har gjort det, at læse Knuds post, for det er egentlig et udmærket og skarpt indlæg med mange velrettede hug til pressen, der gik i copy-paste selvsving uden så meget som at google mandens navn. Det er helt sandt hvad Knud siger: Robert er ikke hverken repræsentativ eller toneangivende for de danske bistandklienter. Men den hovedpointe, Knud synes at få ud af det, er:
Slap nu af, Robert er ikke repræsentativ for de Danske bistandsklienter - de allerfleste af dem skammer sig skam behørigt over at lugte af tis, og er fuldstændig lige så desperate efter at lade sig koste rundt med som I gerne vil have det, så lad nu være med at slå mere på dem – slå på Robert i stedet!
Er det virkelig alt vi kan diske op med?
Jeg ved ikke så meget om Roberts personlige dagsorden, men det er egentlig også underordnet, for affæren har foræret os en mulighed, som det med beundringsværdigt talent er lykkedes at vende til noget negativt. Robert har foræret os chancen for en offensiv imod hele idéen om de arbejdsløse som en væmmelig snyltende samling de andre'er, som lever af ærlige, hårdtarbejdende, leverpostejmads-smørende os'ers sure sved. For at få sagt højt, at arbejdsløsheden har en afsenderadresse. At systemet har brug for den. At den er et våben, der bliver brugt imod os, ikke en uudgrundelig naturkraft, der slår til som jordskælv og vulkanudbrud. At lønarbejdet er et nødvendigt onde for arbejderklassen, som man måske kan være vred, men aldeles ikke skamfuld over at blive nægtet. At det er både latterligt og absurd at folk bliver pisket til at konkurrere om jobs som ikke findes, for at de arbejdende skal være villige til at æde af hånden på arbejdsgivere, som kan grine hele vejen til banken. At man pisser på folk og bagefter håner dem fordi de lugter.
Det er ikke Robert, der tager de arbejdsløse som gidsler. Der er ingen måde, han kunne have fået sine pointer igennem med en tilsvarende gennemslagskraft, som ikke ville have inspireret medier og politikere til en rask lille lynch mob; simpelt hen fordi han angriber selve fundamentet i den ideologiske konstruktion, som den nuværende krig imod de arbejdsløse (og andre svage grupper!) hviler på. Det er kapitalen, medierne og højrefløjen, der tager de arbejdsløse som gidsler ved at losse til dem kollektivt, når en af dem åbner munden og snerrer tilbage.
Det er igen en klassisk herskerteknik at give oprørerne skylden for for den øgede undertrykkelse der rammer alle, når oprøret slås ned. Men historiekyndige venstrefløjsfolk burde være for gode til at tage del i den slags. Ellers, hvad er så den næste kritik af det kapitalistiske samfund som vi ikke må fremføre af frygt for, at nye svage grupper kan blive hængt ud i medierne?