Udsigten til omfattende besparelser i kommunerne de næste 3 til 5 år har sat gang i alle mulige spekulative overvejelser om, hvordan man undgå disse nedskæringer.
De radikale og højresocialdemokrater + borgerlige økonomer taler for et efterlønsindgreb ”i stedet for besparelser”. I samme kredse er der i udstrakt grad tilslutning til brugerbetaling også som alternativ til besparelser. Mens regeringen og dens støtter og økonomer taler om, at kommunerne kan effektivisere sig ud af klemmen, herunder gennem udlicitering. Men ingen af disse ”mirakelkure” kan opveje regeringens besparelser på mellem 8 og 12,5 milliarder de tre næste år.
Den eneste kur mod besparelserne er en vækstpolitik, der igennem øgede offentlige investeringer og øget offentlig beskæftigelse sætter gang i beskæftigelsen og den økonomiske vækst. Ledsaget af en erhvervs- og udviklingspolitik, der ved at understøtte produktivitetsudvikling og vækst, skaber en øget velstand, hvorigennem beskæftigelsespolitikken såvel som nedbringelse af statsunderskuddet kan finansieres. Dette forudsætter igen tilbagerulning af VKO ´s skattestop og skattelettelser.
Fra nyliberale økonomer og politikere fremføres imidlertid en ”patentmedicin” om, at afskaffelse af efterlønnen og forringelse af dagpengeordningen vil kunne skabe øget beskæftigelse og derigennem modvirke statsunderskuddet.
Men sådanne tiltag vil ikke virke i en situation, hvor der den nærmeste årrække formentlig helt frem til 2015 er udsigt til høj og vedvarende arbejdsløshed på mellem 200. og 250.000 personer. Og det er der, fordi det svage og usikre opsving vil blive modvirket af nedtrapningerne af de statslige hjælpepakker, ikke blot i Dan mark, men i den vestlige verden generelt.
Samtidig med at konkurrencekampen er skærpet for virksomhederne, som dermed vil få øget fokus på produktivitetsforøgelse. Hermed vil vi imidlertid i høj grad få det som kaldes ”jobløs vækst”.
Men en forøgelse af arbejdsudbuddet gennem efterløns – og dagpengeindgreb vil kun kunne omsættes i øget beskæftigelse, hvis der er efterspørgsel efter mere arbejdskraft.
Med udsigt til vedvarende høj arbejdsløshed de kommende år vil det sløjfe efterlønsordningen imidlertid dermed kun flytte efterlønsmodtagerne over i arbejdsløshedskøen, simpelthen fordi der IKKE er efterspørgsel efter og arbejdspladser til det ekstra arbejdsudbud. Efterlønsafvikling vil således tværtimod kun forværre arbejdsløsheden.
Tilmed vil det oven i købet øge statsunderskuddet. Det skyldes, at satsen for dagpenge er højere end for efterløn fra det 60. år, hvorved det vil koste flere penge at ældre går på dagpenge end på efterløn.
Heller ikke dagpengeindgreb vil virke. Ideen heri er at ”’’øge motivationen” hos de ledige til at finde job. Men med en bruttoledighed på mellem 200 og 250.000 personer den nærmeste årrække, kan de ledige skrive 20 ansøgninger om dagen. Der vil stadig være denne store arbejdsløshedsreservearme.
De nyliberale ”patentmediciner” udgør således ikke blot en ingen løsning, men repræsenterer helt fejlagtige løsningsmodeller, der mere synes dikteret af ideologiske end økonomiske overvejelser og burde være mod økonomisk bedre vidende.
Ikke mindst kommunerne vil blive hårdt ramt af VK – s planlagte besparelser.
Det har i været foreslået, at kommunerne for at undgå besparelserne skulle have lov til at indføre brugerbetaling. Som eksempel har været peget på, at velhavende pensionister fx kunne betale for rengøring.
Men brugerbetaling for velhavende pensionisters rengøring vil reelt ikke forslå noget videre i forhold til regeringens krav om at spare 31 mia. kr. . For at aflyse så store besparelser, skal brugerbetaling ikke blot indføres på alle velfærdsområder, men også for alle borgergrupper udover måske lige de allerallerfattigste.
Brugerbetaling for velhavende pensionisters rengøring kan måske se forholdsvis tilforladeligt og harmløst ud, men gennemføres det, vil der være åbnet en ladeport, hvor kommunernes massive økonomiske behov pga. regeringens pres lynhurtigt vil sørge for, at brugerbetaling vinder indpas på alle områder.
Og indføres brugerbetaling over en bred bank i kommuner, vil det vende den tunge ende nedad. De økonomisk svageste er ofte også de, der samtidig har det største behov for og træk på velfærdsydelserne. Det er dermed også dem, der vil få en større økonomisk byrde i fremtiden ved en massiv indførelse af brugerbetaling. Hermed vil uligheden vokse eklatant.
Der vil ved indførelse af brugerbetaling for ældre også være den yderligere urimelighed, at det kommer efter at de ældre igennem mange års skattebetalinger i deres arbejdsliv allerede HAR bidraget til finansieringen af velfærdssamfundet og dermed har sparet op til til velfærdsydelser uden betaling. Hvorfor skal de betale for velfærden to gange?
Man kan måske forsøge at modificere brugerbetalingssystemer fordelingspolitisk, fx kan der indføres et maksimalt loft over brugerbetalingen eller de laveste indkomster kan undtages. Men der er ikke meget mening i at udarbejde en lang række undtagelser i et brugerbetalingssystem, at alle uønskede fordelingsmæssige konsekvenser er elimineret. Det vil gøre betalingssystemerne ugennemskuelige for befolkningen, og dermed vil systemerne blive politisk uacceptable.
Forslaget om indførelse af brugerbetaling garneres ofte med tilsyneladende velmenende tanker om, at så kan man til gengæld ”målrette” (gratis) velfærdsydelser mod de fattigste og mest trængende.
Det er imidlertid en kun tilsyneladende besnærende argumentation. Et sådan velfærdssystem er i dag kendt fra USA og Storbritannien. Men konsekvensen er en kraftig forringelse af velfærdsydelsernes niveau og standard. Når den brede befolkning ikke selv nyder godt af de gratis velfærdsydelser, vil de heller ikke betale til dem. Dermed vil der ikke være økonomisk finansiering til andet end et meget skrabet ydelsesniveau og omfang.”Welfare for the poor” er ”poor welfare”.
Endelig vil brugerbetaling primært have en besparende funktion for kommunerne ved at reducere efterspørgslen efter velfærdsydelser (men altså på bekostning af de med størst behov), men vil derimod ikke betyde de store merindtægter. Indføres der brugerbetaling på hidtil skattefinansierede ydelser, betyder det jo reelt indførelse af dobbeltbetaling for de samme ydelser og vil derfor blive ledsaget af et krav om nedsættelse af skatter og/eller bloktilskud. Og så er kommunerne økonomisk jo lige vidt.
Ifølge regeringen behøver de omfattende besparelser imidlertid ikke at føre til velfærdsforringelser, idet kommunerne kan rationalisere sig til besparelser på mindst 10 mia. kr., hvis i hvert fald skal tro på et katalog over sparemulighederne i kommunerne fremlagt af regeringen. Kataloget peger på følgende sparemuligheder:
- Digitalisering af dokumenter: op til 1,1 mia. kr.
- Koordinering af indkøb: mindst 800 mio. kr.
- Nedbringelse af sygefravær: 400 mio. kr.
- Administrative effektiviseringer: 1,9 mia. kr.
- Samling af administrative opgaver: Spar 300 mio. kr.
- Børnepasning: 2,3 mia. kr.
- Folkeskole: 1,3 mia. kr.
- Ældreområdet: 2,5 mia. kr.
Der er i høj grad tale om et opkog af regeringens tilsvarende effektiviseringsplan fra 2008 samt regeringen såkaldte afbureaukratiseringsplan fra 2009 og som efterfølgende har været indarbejdet i kommuneaftalerne for 2009 og 2010.
Selvfølgelig kan der effektiviseres i kommunerne. Men der er ikke meget nyt i regeringens seneste effektiviseringskatalog og forslagene omhandler i vid udstrækning rationaliseringstiltag, som kommunerne længe har været i gang med, fx indkøbsaftaler, digitalisering og indførelse af IT – teknologi samt nedbringelse af sygefravær. Og ”de lavthængende frugter” er for længst er høstet, fx på det administrative område.
Yderligere effektiviseringsgevinster vil kræve et langt sejt træk og tilmed yderligere investeringer på fx energi og IT – området. Det forekommer derfor helt urealistisk, at man over en kort årrække skulle kunne trække adskillige milliarder yderligere hjem i besparelser herigennem.
Og hvad angår de godt 6 mia. kr., som regeringen mener kommunerne kan spare på børnepasning, folkeskole og ældrepleje gennem benchmarking dvs. ved at lære af de ”mest effektive” og ”billigste” kommuner, så har disse kommuner ofte lavere udgifter i kraft af borgere med ”nemmere” behov og/eller i kraft af lav service. Skal kommuner med større arbejdsløshed og/eller flere sociale problemer og/eller flere indvandrere tilpasse sig sådanne ”minimumstandarder”, handler det derfor reelt ikke om effektivisering, men om serviceforringelser i milliardklassen.
I forbindelse med offentlige besparelser har det fra regeringen – samt fra Dansk Industri, CEPOS o.l. - også været anført, at kommunerne kan spare gennem udlicitering. Regeringen har i sit nylige arbejdsprogram da også lagt op til at kravet om udlicitering i kommunerne skal øges med 1 pct. hvert år fra aktuelt 26, 5 pct.
Men der er for det første allerede udliciteret i betydeligt omfang, hvilket også betyder, at det oplagte område såsom rengøring, IT, madlavning, infrastrukturprojekter og vedligeholdelse for længst er udliciteret. Også her gælder det, at ”lavthængende frugter” for længst er høstet.
Samtidig gælder om udlicitering og privatisering, at de universelt gældende økonomiske fordele, som ofte hævdes af nyliberale økonomer, politikere og organisationer, på ingen måde er dokumenteret. Tværtimod bygger disse undersøgelser som regel på et frit i luften svævende postulat om, at resultater fra udlicitering på områder som fx rengøring, hvor produktet let kan opgøres og resultatet let kan måles, uden videre kan overføres til de helt anderledes komplekse og menneskeorienterede opgaver, som det offentlige varetager på velfærdens kerneområder.
Men hvis det var så let, var det naturligvis for længst sket, hvilket viser, at disse beregnede ”superbesparelser” på 10, 15 og 20 mia. kr. ved at udliciterer velfærdsopgaverne i kommunerne er grebet ud luften.
Hertil kommer, at mange af disse nyliberalistisk inspirerede udliciteringsregnestykker negligerer bagdele og ulemper for kommunerne ved udlicitering. Udlicitering kan være et ”tveægget sværd” for kommunerne, idet der kan være betydelig risiko for, at indhøstede besparelser i realiteten finansieres af de private virksomheder enten gennem reduceret kvalitet for brugerne eller gennem forringelse af medarbejdervilkår. Eksempler på det første kendes fra fx udlicitering af rengøring og på det sidste fx fra buskørsel.
Endvidere kan der ved udlicitering være risiko for, at besparelser fremkommer gennem ”dumpingtilbud”, som siden – når kontrakterne er indgået og den private leverandør står stærkt ”på markedet” – indhentes gennem prisforhøjelser. Dette viser også faren ved, at det offentlige gennem udlicitering mister ekspertise og kapacitet og dermed evne til at give et modspil. Et velkendt eksempel herpå er udliciteringen af redningstjeneste, der nærmeste har etableret et privat monopol i skikkelse af Falck.
Endelig er der ganske store såkaldte ”transaktionsomkostninger” i forbindelse med udlicitering og privatisering dvs. omkostninger i forbindelse med gennemførelse af udbud, kontraktudfærdigelse samt opfølgning på kontrakter.
Udlicitering og privatisering er således på ingen måde en gratis garanti for besparelser.
Løsning af statsunderskud og arbejdsløshed går hånd i hånd. Kan vi øge beskæftigelsen, vil det også reducere statsunderskuddet. VK – regeringens forsøg på at ”forbruge os ud” af krisen gennem skattelettelser har været ineffektive pga. høj opsparing.
I stedet skal offentlige investeringer og offentlig beskæftigelse øges for omkring 45 mia. kr., hvilket tilsammen kan give en reduktion af ledigheden på mellem 50 og 60.000 personer. Endvidere bør en betydelig del af VKO ´s skattelettelser tilbageføres. De skattelettelser, der gives, prioriteres til lavere indkomster med en højere forbrugskvote. Endelig kan også en selektiv erhvervspolitik bidrage til vækst og beskæftigelse. Og samtidig skal Danmark i EU virke for en fortsat og koordineret vækstpolitik.
En anden stor udfordring er vækst. Væksten er i den seneste årti faldet stærkt. Nyliberale økonomer peger på arbejdskraftmangel. Men hovedproblemet er, at produktivitetsstilvæksten er faldet voldsomt, fordi investeringerne i ny teknologi har haltet bagefter. VK – regeringens forkælelse af den private sektor blev en sovepude og bør ophøre.
Herudover skal der gennemføres en selektiv forsknings - og erhvervspolitik, der kombinerer efterspørgselspolitik med et samarbejde mellem forskningen (staten) og virksomhederne. Endvidere skal arbejdskraftens bidrag til øget produktivitet og vækst udbygges gennem en anderledes slagkraftig uddannelsespolitik. Endelig kan arbejdsmarkedet tilføres et øget arbejdsudbud gennem bedre fastholdelse, reduceret udstødning og bedre integration af indvandrere og efterkommet.
Man vækst gennem øget produktivitet vil være jobløst. Derfor skal den gennem væksten forøgede velstand investeres i jobskabelse og øget beskæftigelse udover ud over i nedbringelse af statsunderskuddet.
Der skal skabes jobs indenfor miljø-, energi- og klima og beskæftigelsen skal øges gennem nye offentlige investeringer og fornyelse af velfærdsydelserne.
Afskaffelse af efterlønnen vil kun flytte efterlønsmodtagerne over i arbejdsløshedskøen og øge statsunderskuddet. Og dagpengeforringelser vil ikke skabe flere jobs.
Statsunderskuddet skal også reduceres gennem, at skattelettelserne til de rige må tilbageføres og skattestoppet stilles i bero.
Formueskatten genindføres og afkast af opsparing og fast ejendom beskattes mere. Endelig bør selskabsskatteprocenten hæves samtidig med, at der i øget udstrækning gives fradrag for dokumenterede investeringer. Og ikke mindst beskatningen af finansielle institutioner skal skærpes.
Læs den fulde analyse inkl. illustrationer og noter på www.henrikherloevlund.dk/Mir...
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96