Iranerne går i dag til stemmeurnerne. Når de skal sætte kryds, ved den kandidat de foretrækker afløser den nuværende præsident Mahmoud Ahmadinejad, kan de vælge mellem seks konservative kandidater. De eneste tilbageværende af de otte, der oprindeligt blev godkendt af Vogternes Råd.
Ahmadinejad kan ifølge iransk lov, ikke stille op til endnu en præsidentperiode.
Indtil for få dage siden var Saeed Jalili, Irans chefatomforhandler, favorit. Han er tæt på den øverste leder Ayatollah Ali Khameini og stærkt konservativ. Tehrans nuværende borgmester Mohammad Bagher Qalibaf er også i spil. Men iransk politik er notorisk uforudsigeligt.
Ingen af kandidaterne er decideret reformvenlige, men Hassan Rouhani er blevet samlingspunkt for reformkræfterne, efter den tidligere præsident Akbar Hashemi Rafsanjanis kandidatur blev underkendt af Vogternes Råd.
Hvis ingen af kandidaterne opnår 50% af stemmerne, udløser det endnu en afstemning mellem topkandidaterne.
Følg valget live på The Guardians hjemmeside.
Få overblik over kandidaterne på AP/Reuters hjemmeside.
Den iranske præsidentpost er primært symbolsk - al reel magt er koncentreret i hænderne på den øverste leder Ayatollah Ali Khameini. Men præsident-valget har før mobiliseret store dele af befolkningen. Ved valget i 2009 ansporede rygter om valgfusk en bølge af protester mod præstestyret - den såkaldte Grønne Bevægelse.
Regimet slog dengang hårdt ned på protesterne. Flere demonstranter blev dræbt, og i dag er stort set alle de centrale skikkelser enten i fængsel, eksil eller gået under jorden. Kandidaterne som bevægelsen samledes om under valget, Mir-Hossein Moussavi og Mehdi Karroubi sidder i husarrest.
De resterende reformkræfter havde derfor fæstnet deres lid til den tidligere præsident Rafsanjani, som i 2009 udtrykte moderat støtte til den Grønne Bevægelse. Hans kandidatur blev imidlertid underkendt og derfor samledes mange i stedet om hans tidligere allierede, den moderat konservative Hassan Rouhani.
Læs artiklen »Irans præstestyre strammer grebet op til valget« hos Modkraft.
Læs artiklen »What happened to the Green Movement in Iran?« hos Al Jazeera English.