Annonce

Ny venstrefløj
6. maj 2013 - 13:06

Utilfredshed med regeringen skaber nye centrumvenstre partier

Nye protestpartier springer ud af utilfredshed med regeringen. De vil »fratage S og SF magten.«  

Idéen til det seneste parti, Forenede Demokrater startede på Facebook blandt utilfredse lærere. Siden har bevægelsen fået 1800 medlemmer.

Medlemmerne tæller frustrerede borgere, der stemte på regeringen ved sidste valg, men nu er frustrerede over den politik, der føres.  

- Vi fandt ud af, at frustrationen stak meget dybere end lærerkonflikten. Den handler om, at vi er demokratiske medborgere, som ikke bliver hørt, siger styregruppe-medlem Line Bedin til P1 Morgen.

Ifølge Bjarke Møller, der er chefredaktør på Mandag Morgen skaber krisen og regeringens reformer grundlag for, at nye protestpartier ser dagens lys.

- Den grundlæggende velfærdskontrakt er ved at bryde sammen. Selv folk i den offentlige sektor føler sig udfordrede. Lærerkonflikten er også et udtryk for, at folk føler, deres job ikke er så sikkert mere. Det, de troede var en kontrakt, er pludselig blevet udfordret, siger Bjarke Møller til P1 Morgen.

Og Forenede Demokrater vil muligvis starte et samarbejde med et andet nyt venstrefløjsparti, Social Balance, der også vil løfte dagsordenen for de mange vælgere, der nu er blevet hjemløse.

Hør udsendelsen hos P1 Morgen.

Annonce