Annonce
SU-forringelser giver større frafald og større social skævdeling
Efter at regeringen har svunget reformkniven over de arbejdsløse, førtidspensionisterne og de handicappede i fleksjobs, så er turen nu øjensynligt kommet til de unge under uddannelse. Regeringen barsler i denne tid med en såkaldt reform af SU’en, der efter planen skal resultere i besparelser på op imod 2 milliarder.
Eftersom SU-forringelserne nok må siges at være endnu et eksempel på, at regeringens politik efter valget er i direkte modstrid med regeringspartiernes udmeldinger før valget, så er en gevaldig spinmaskine sat i sving fra forskellige ministerier, der skal gøde jorden for de kommende økonomiske forringelser for de unge. Og som altid handler det om italesættelsen.
Hvis SU-systemet handler om at sikre, at alle unge kan få en mere lige økonomisk mulighed for at starte på og gennemføre en uddannelse, så er det selvsagt vanskeligt at argumentere imod det. Men hvis man nu i stedet kan i talesætte SU’en som eksempelvis fordelingspolitisk asocial eller måske som forklaringen på, hvorfor danske studerende ikke bliver hurtigere færdige (de starter ellers både tidligere og er hurtigere færdige end nogensinde før), så er det selvsagt en ganske anden sag.
Regeringens egne bestræbelser finder da også villig genklang blandt en del af dagbladenes faste kommentatorer i disse uger. I Politiken påstod Poul Aarøe Pedersen den 8. januar 2013 således, at ”SU’en tager fra fattige og giver til de rige”, og derfor burde være ”en vindersag for regeringen uden nævneværdig modstand”, hvis det ikke lige var for kritikerne af regeringens forringelser for de unge, der ligefrem er en ”velorganiseret og velmanipulerende SU-mafia”. Det sidste siger så nok mest om niveauet blandt fastansatte meningsdannere ved Politiken.
I Berlingske Tidende kører Bent Winther i samme spor, og udnævnte få dage senere SU-systemet til et eksempel på ”Venstrefløjens omvendte Robin Hood”, hvor der tages fra ”lagerarbejderen, butiksekspedienten eller sosu-assistenten”.
I stedet argumenteres der i større eller mindre grad for, at SU-systemet skal rulles tilbage til tiderne før SU-reformen i 1988. De unge skal have SU i færre år, og i stedet henvise til igen at optage store studielån som i årene efter 1975 for at finansiere de sidste par år af deres uddannelse. Logikken er øjensynligt, at hvis bare de unge påtager sig mere studiearbejde eller får udsigt til at slæbe rundt på en stor studiegæld, så vil flere uddanne sig hurtigere.
Hvad med at kigge på skattepolitikken
Argumentet for at forringe de økonomiske vilkår for de kommende generationer af studerende er, at en del af dem som færdiguddannede får høje lønninger. Nu er det imidlertid sådan, at der kan være en forholdsvis stor lønspredning blandt højtuddannede. Der kan være meget stor forskel på eksempelvis livsindkomsten for en humanistisk akademiker og så eksempelvis en læge eller en civilingeniør.
En gruppe som journalister, der har udsigt til en meget højt løn såfremt de ender med fastansættelse på TV2, DR eller et af de landsdækkende dagblade, der som bekendt får meget høje offentlige subsidier gennem momsfritagelse og portostøtte, får tilmed løn en væsentlig del af deres uddannelse og vil slet ikke blive berørt af SU-forringelserne. (Journalistfaget har i øvrigt også en ganske stor lønspredning, hvor ansatte ved eksempelvis provinsaviser, mindre medier eller freelancere får en væsentlig ringere løn – men det er selvsagt en anden diskussion).
Såfremt det handler om fordelingspolitik og om at sikre, at højtlønnede i samfundet bidrager til de skattefinansierede velfærdsgoder – det være sig eksempelvis sundhed, sociale sikringsordninger eller uddannelse – så ville det derfor nok være mere logisk, hvis regeringen i stedet fokuserede på skattepolitikken, og lod de højtlønnede betale mere i skat. Men her har signalet igennem det sidste år faktisk været det stik modsatte, hvor skatten med skattereformen tværtimod er blevet sænket for en del af de højestlønnede i Danmark.
Regeringens politik og den igangværende mediemæssige kampagne mod SU-systemet klinger med andre ord temmelig hult. Studerende, der i forvejen ikke har voldsomt mange penge mens de er under uddannelse, skal have ringere økonomiske vilkår, samtidig med at højtlønnede skal betale mindre i skat.
Den sociale skævdeling
Uddannelsessystemet er socialt skævt. Det er et forhold, som desværre må siges at være en utrolig gammel nyhed. Ser man på den sociale baggrund blandt de studerende på de videregående uddannelser, så er der set i forhold til befolkningens sammensætning en overrepræsentation af unge der er vokset op i veluddannede middelklassehjem, mens der er en tilsvarende underrepræsentation af unge fra eksempelvis ufaglærte eller faglærte arbejderklassehjem.
Men hvorfor er det sådan? Ja det er efterhånden blevet underkastet utallige undersøgelser. Man kan eksempelvis pege på sociologiske klassikere som Paul Willis: Learning to labour : How working class kids get working class jobs (1977), Pierre Bourdieu: La reproduction (1970), Basil Bernstein: Class, Codes and Control (1971 og 1973), , eller for den sags skyld Karen Borg og Mette Bauer: Den skjulte læreplan (1983).
Det er meget forskellige analyser, men fælles er, at de påviser, hvordan grundskolen og ungdomsuddannelserne reelt fungerer som en benhård social sorteringsmekanisme. Det er igennem den sortering, der finder sted i skolen, at arbejderbørn ender med at vælge arbejderklassejob, mens middelklassebørn vælger at fortsætte af uddannelsessporet på de videregående uddannelser. Den sociale (og i øvrigt også kønsmæssige) sortering af eleverne, som finder sted, består imidlertid af en kompleks blanding af sproglige, kulturelle og sociale koder og mekanismer, der i allerhøjeste grad fungerer bag om ryggen på både lærere, elever og deres forældre. Konsekvensen er, at hvad der reelt er resultatet af en benhård social selektion kommer til at fremstå som resultatet af individets egne frie valg.
Det er selvsagt total banal viden for enhver med bare et minimum af interesse for de pædagogiske og uddannelsesmæssige område. Men af en eller anden grund er det åbenbart meget svært at forstå for en del debattører og politikere.
Man kan med afsæt i uddannelsessociologien lidt polemisk pege på, at når undervisningsministre og folketingspolitikere fra højre og venstre regelmæssigt udnævner det til et kæmpe problem, når nogle unge med en studentereksamen efterfølgende vælger at tage eksempelvis en håndværkeruddannelse i stedet for en videregående uddannelse, så er de selv med til at cementere de kulturelle og uddannelsesmæssige skel i befolkningen, der er med til at fastholde den eksisterende sociale skævdeling indenfor uddannelserne. For hvad er der egentlig galt i, hvis eksempelvis en del af landets elektrikere, VVS’ere eller tømrere også har en studentereksamen i bagagen?
Større frafald og større social skævdeling i uddannelsessystemet
Ikke desto mindre er det i dag sådan, at mellem en fjerdedel og en tredjedel af de studerende på universiteterne trods alt kommer fra hjem, hvor forældrene højst har en faglært uddannelse, og over de sidste 20 år er det er lykkedes at øge den sociale uddannelsesmobilitet, som flere forskere tidligere har peget på.
Og den socialt skæve rekruttering til uddannelser i Danmark kan da også sagtens blive væsentlig mere skæv end tilfældet faktisk er i dag. En mængde international forskning peger på, at økonomi har væsentlig betydning for valg af videregående uddannelse, og at øget selvfinansiering begrænser den sociale mobilitet.
Så hvad betyder det danske SU-system eksempelvis i forhold til den sociale skævdeling af uddannelserne, og hvad er de sandsynlige konsekvenser dermed af forringelser af SU’en?
Det nuværende SU-system blev skabt med SU-reformen i 1988. Den skulle sikre, at det i hvert fald ikke var økonomiske årsager, der afholdt unge fra at starte på en videregående uddannelse eller fik dem til at falde fra undervejs. Uanset hvilken social og familiemæssig baggrund de studerende så ellers havde.
Hvis man – modsat Poul Aarøe Pedersen på Politiken og Bent Winther på Berlingske Tidende – besidder blot et minimum af historisk viden om udviklinger indenfor uddannelsessystemet igennem de sidste 40 år, og samtidig gør sig den ulejlighed at se ud over fordommene, de hjemmestrikkede forklaringer og de forenklede fjendebilleder for i stedet at forholde sig til den forskningsbaserede viden, der trods alt findes om SU-systemets virkninger, så kan man konstatere, at SU-systemet faktisk er en ganske stor succes i den henseende.
Modsat de øvrige nordiske lande, hvor forbedringerne i uddannelsesstøtten kom gradvist, så betød SU-reformen, at man nærmest fra det ene år til det andet markant hævede SU’ens størrelse fra 21.900,- til 36.000,- om året. Studerende på videregående uddannelser kunne nu sikres SU i op til 6 år, og tidligere tiders dyre banklån, der efterlod studerende med en kæmpe studiegæld, blev afløst af muligheden for lavtforrentede statslån.
Der er en meget markant forskel på før og efter SU-reformen, og på den baggrund er det muligt at give meget præcise vurderinger af effekten af SU-systemet. Det skete bl.a. i en analyse fra AKF I 2011. Undersøgelsen omfattede 1100 unge som var studerende I perioden fra 1984-1992 og påviste entydigt, at forhøjelsen af SU’en betød, at flere studerende gennemførte deres uddannelse, og at der især blandt studerende fra lavere sociale lag var færre, der faldt fra undervejs. I årene før reformen i 1988 var der ca. 11 procent af de studerende, der droppede ud af deres uddannelse hver år, i årene efter var det faldet til ca. 7 procent. Det mindre fald kunne ifølge AKFs undersøgelse især observeres blandt studerende fra lavere sociale kår, hvis forældre eksempelvis havde et lavt uddannelsesniveau og en lav indkomst.
Som forskningslederen bag undersøgelsen selv konkluderede, så betyder SU-systemet, at flere danskere får en universitetsuddannelse og effekterne af den sociale arv er mindsket.
I den seneste opgørelse fra OECD, kan man da også tilsvarende konstatere, at danske studerende i kraft af SU-systemet har den fjerdehøjeste gennemførelsesprocent indenfor OECD-landene. 85 procent af de unge, der påbegynder en videregående uddannelse i Danmark færdiggør den også.
Ser man på de eksisterende undersøgelser, er der med andre ord ikke så meget tvivl om, at forringelser af SU’en i form af f.eks. at fjerne de sidste SU-år eller nedsætte SU’ens størrelse vil få den umiddelbare konsekvens, at færre unge vil færdiggøre deres uddannelse, og at flere vil falde fra – især fra studerende fra en lav social baggrund – og den eksisterende sociale skævdeling i uddannelsessystemet vil forstærkes.
Et institutionaliseret generationstyveri?
Lofter man hovedet en lille smule, så repræsenterer de mulige SU-forringelser imidlertid mere end et blot en kortsigtet spareøvelse, der vil forværre eksisterende problemer i uddannelsessystemet og føre til et generelt sænket uddannelsesniveau i Danmark.
I foråret oplevede man, som tidligere nævnt, den erklærede ’centrum-venstre’-regering gennemføre en skattereform, der lettede skatten for en del af de højtlønnede, der tjener over 420.000,- (før pensionen). Samtidig blev der skåret i indtægterne for de arbejdsløse, førtidspensionisterne og de handicappede i fleksjob. Nu er turen så kommet til de unge under uddannelse.
Parallelt hermed fastholder den siddende regering det skattestop, der igennem det sidste årti har givet voldsomme kapitalgevinster til de ældre boligejere med store friværdier.
Det, der foregår, har i lyset af regeringens skattepolitik og boligpolitik nærmest karakter af, at der flyttes penge fra de unge til ældre med større formuer og højere indtægter, for det er nu engang sådan, at det typisk er blandt de midaldrende på arbejdsmarkedet, at man finder folk med indtægter på den anden side af 400.000,-. Og det er også her, at man finder de boligejere, der mere end nogen andre har nydt godt af et årtis groteske stigninger i boligpriserne. Danskere over 60 år – den såkaldte 68-generation - sidder i dag på mere end 75 procent af befolkningens samlede formue mod kun 60 procent i 1997. Dengang rådede de unge under 40 trods alt over knap fem procent af den samlede formue. I dag slet bærer de rundt på en samlet gæld. Og den formuefordeling skal selvsagt ses i lyset af, at der også indenfor 68-generationen er voldsomme økonomiske forskelle.
Udsigten til SU-forringelser fremstår nærmest som en art institutionaliseret generationstyveri fra den erklærede ’centrum-venstre’-regerings side, hvor de unge endnu engang skal have ringere vilkår, for at sikre skattelettelser og en fortsat lav boligbeskatning til de ældre højtlønnede danskere i faste jobs.
På den baggrund er det nok desværre ikke så overraskende, at de unge ikke alene dumper regeringen, men også i stigende grad trasker over til de blå partier til højre i det politiske spektrum, og at selv et så besynderligt ultraliberalistisk parti som Liberal Alliance nu ifølge Altinget er det tredjestørste parti blandt unge under 25 år med en opbakning på 12 procent, mens kun beskedne 11 procent af de unge vil stemme på socialdemokraterne.
Set i lyset af, at venstrefløjen og socialdemokraterne i det meste af de sidste 40 år har kunnet mønstre et flertal blandt de unge vælgere er det unægtelig en markant udvikling. Læsere af denne blog kan dog trøste sig med, at Enhedslisten fortsat har en større appel med 12,7 procent og dermed er det næststørste parti blandt de unge vælgere.
Annonce
