Hvor er solidaritets-<br />følelsen blevet af?

I DR2 Deadline har vores nye skatteminister og politikere talt for at arbejde må kunne betale sig. Derfor skal de hårdt arbejdende have skattelettelser.

Men det er et hån mod alle lønmodtagere som uforskyldt er blevet arbejdsløse, for eksempel mange tidligere arbejdere fra Lindøværftet eller fra Vestas virksomheder i Danmark. Det ville være fint, hvis der var arbejde til dem.

Efter de nye bestemmelser vil de efter to års ledighed højst få kontanthjælp. De må også bære de psykiske omkostninger ved at stå uden for arbejdsmarkedet.

Nu siger undervisningsminister Morten Østergaard så, at alle
studenter skal afslutte deres studier hurtigere end tidligere. Det vil være da være
fint, hvis der var arbejde til dem. Men det er ikke virkeligheden.

Mange nyuddannede, som har afsluttet deres studier inden for de sidste år, er stadig arbejdsløse og befinder sig i en
håbløs situation.

Arbejdsløse akademikere er tegn på åndelig armod af samfundet og det kan vi ikke være bekendt.

Før i tiden har Journalistforbundet forbudt deres medlemmer at påtage sig overarbejde, så længe mange af deres kolleger var arbejdsløse. Det var solidaritet med arbejdsløse journalister.

Hvor er den solidaritetsånd i dag?

Har vi også glemt, hvad andelsbevægelsen har betydet for landbrug
og byggeri i landet? Vi har igen brug for solidaritet med alle lønmodtagere
i samfundet. Vi skal leve af deres arbejdsindsats, det er i hele samfundets interesse.