Hvordan kan noget så uretfærdigt vare ved?

I forbindelse med den internationale solidaritetsdag med det palæstinensiske folk fik vi i Odense, besøg af Mariam Abudaqa fra Gaza. Hun er den første palæstinensiske kvindelige fange, i et israelsk fængsel efter junikrigen 1967. Hun har været aktiv på den politiske scene siden sin tidlige ungdom, og var den første kvinde som blev guerillaleder.

Mariam fortalte om kvindelige fangers situation i israelske fængsler. Hvordan de bliver udsat for totur og ydmygelse. Mariams historie er meget lang-, men jeg vælger at opridse en meget lille del af den.

Mariam var 15 år da hun første gang blev stillet for retten. Hun var aktivist og arbejdede aktivt imod den zionistiske besættelse; ”Der var tre militær dommere. Min far havde givet mig tre advokater. Men de fik ikke lov til at sige noget i retten. Det var kun anklagerne og dommerne der måtte snakke”. Mariam blev som 15 årig dømt, uden muligheden for at forsvare sig selv. I fængslet blev hun gentagne gange afhørt. Under afhøringen blev hun totureret; ”De slukkede cigaretskodderne på mit hoved, slog mit hoved mod væggen og truede mig med voldtægt. Min forbrydelse var at jeg er en palæstinenser som kæmper for min frihed”. I dag lider Mariam af en kronisk hovedpine pga. totur i det israelske fængsel. Men hun synes selv at hun er sluppet billigt-, for ifølge hende er flere fanger grundet totur, blevet lammet.

Mariam Abudaqa fortæller, at er der mere end 8.500 palæstinensiske fangere i de israelske fængsler. 300 af dem er børn. Flere af de indsatte dør pga. manglende behandling af leversygdom, kræft og sukkersyge.

I dag kæmper Mariam for at få palæstinensiske kvinder ud af israelske fængsler og i gang med livet udenfor fængslet. For det er ikke nemt, at starte en tilværelse, hvis man slipper levende ud af fængslet. Mariam Abudaqa er 58 år og leder af The Palestinian Development Women Studies Association (PDWSA). Hun bærer meget mod og styrke-, men der er ingen tvivl om, at hun er en kvinde, som er blevet frarøvet sin barndom og ungdom af den zionistiske besættelse som forhindrer palæstinenserne deres universelle ret til frihed og selvstændighed.

(Den 29. november blev i 1977 af FN vedtaget til at være ”International Solidaritetsdag med det Palæstinensiske folk” – Resolution 32/40B. Grunden til at man har valgt netop denne dato er at på denne dag, 29. november 1947, vedtog FN en delingsplan for Palæstina. En delingsplan – Resolution 181(II) - som betød at man delte Palæstinensernes land i 2 dele, en Palæstinensisk og en jødisk.

Det palæstinensiske folk, der i dag tæller over otte millioner, er primært bosat i det historiske Palæstina og de omkringliggende arabiske lande, hvor en stor del af dem stadig lever under kummerlige forhold i flygtninge lejre.
Denne solidaritetsdag har traditionelt åbnet for muligheden for at de internationale samfund, kan sætte fokus på at spørgsmålet om Palæstina fortsat er uløst, at det Palæstinensiske folk endnu, i dag 62 år efter, ikke har fået deres rettigheder. Rettigheder defineret af selvsamme myndighed, som har vedtaget både denne dag og delingsplanen.
Disse rettigheder tæller blandt andet; Retten til selvbestemmelse uden ekstern indblanding, retten til national uafhængighed og suverænitet og retten til tilbagevenden for de Palæstinensiske flygtninge til deres hjem og ejendom hvorfra de blev fordrevet i 1948.

Desværre er det ikke alle FN’s medlemsstater som følger opfordringen fra FN om at opretholde denne solidaritetsdag ved hjælp af forskellige arrangementer i medlemsstaterne, mens FN årligt udgiver film og diverse foldere i forbindelse med dagen. Palung)