Annonce

21. september 2010 - 14:24

Heksejagt på dygtige journalister

Det er befriende at læse forfatteren Klaus Rifbjergs kommentar i Politiken (21. september) om den heksejagt på »røde lejesvende«, blandt andet Jens Nauntofte og Kjeld Koplev, som DR har indledt .

Klaus Rifbjerg skriver: »I dokumentarismens navn tager man en håndfuld folk og manipulerer dem ind i en gabestok, alt sammen revet ud af en historisk sammenhæng og lagt til rette af en flok notoriske koldkrigere som Bent Blüdnikow og Arne Notkin.«

Man overser, at de anklagede journalister i mange år var en stor berigelse for DR, og man savner dem i dag. Mange udsendelser i DR bliver ringere fra dag til dag.

Det kunne man opleve så sent som efter søndagens valg i Sverige. Umiddelbart var det i DR Sverigedemokraterne med deres 20 mandater mod 329 til de andre partier som stjal opmærksomheden, ikke i Sverige, men i Danmark.

Journalister på mange danske nyhedsudsendelser, også Deadline, havde indbudt eksperter alene med tanken, at der skulle indføres danske tilstande i Sverige efter valget. Man talte hele siden om Sverigedemokraterne som tungen på vægtskålen, ligesom VK har brugt Dansk Folkeparti.

Men på svensk TV på valgnatten hørte man helt andre toner. Toneangivende kommentatorer var ikke i tvivl om at Miljøpartiet få den centrale rolle og kan gennemføre meget af deres valgprogram til gavn for miljøet, i eller uden for regeringen.

Man må endelig holde up med i DR og andre stationer at rose de danske tilstande, som forhåbentlig bliver ændret efter næste folketingsvalg.

Det har også vist sig, at man kan regere uden Fremskrittspartiet i Norge, selv om det fik 22,9 procent af stemmerne.

Programmet om de »røde lejesvende« skader DR`s omdømme. Vi har brug for en undersøgelse af forholdene i DR i dag, efter den store fyringsrunde, hvor mange dygtige medarbejder har forladt DR i utide.

Annonce