Det er som en rejse tilbage i tiden. Jeg husker tydeligt min historielærers levende fortællinger på handelsgymnasiet på Elmelundsvej i Odense. Han gav mig en gennemgang og viden omkring 20´ernes og 30´ernes tendens i verden. Forklarede levende hvordan forfølgelsen fandt sted. Den startede langsomt og udviklede sig til en af historiens værste forbrydelser. Jeg husker hvordan vi i klassen undrede os over, hvordan det kunne nå dertil? Hvorfor var der ikke nogen der sagde stop i tide? Hvorfor skulle et folk forfølges udelukkende fordi de var jøder?
Vi rystede på hovedet og var lettet over, at det ikke er tilfældet længere. Vi var lettede og taknemmelige for, at tilhøre en civiliseret generation og verden, der gerne vil humanisme, frihed og fred.
Ja, jeg husker tydeligt hvordan vi alle rystede på hovedet - vi var nemlig alle enige om, at det hørte fortiden til. Den pinlige fortid… det var hvad vi troede...
Selvom det er lykkedes mig, at kontrollere mit kaffeforbrug - råbte kroppen efter en dobbelt dosis koffein da jeg tilfældigt foran skærmen faldt over en artikel i Vejle Amts Folkeblad:
http://www.facebook.com/l/;www.vejl....
Jeg skyndte mig at lave et stort glas isvand for at modstå koffeintrangen. Maven krøb sammen, det hele kom galt i halsen men koldt vand kom der i blodet… og det var tiltrængt.
Et frisk interview med Kristian Thuesen Dahl (DF) med overskriften: Der skal ikke flere muslimer til Danmark.
Tænk at mennesker i dag bliver vurderet på deres religiøse tilhørsforhold og ikke på deres uddannelsesbaggrund eller øvrige kompetencer. Flere millioner mennesker er stemplet lige i panden som værende undermennesker der er uønskede og uegnede - udelukkende fordi de tror på én Gud og på Mohammad (GfvH) som profeternes segl. De kan være læger, lektorer, politikere, i erhvervslivet, forskere, arbejdere eller andet - det er fuldstændig ligegyldigt - de er stemplet!
Når man surfer over bølgerne på nettet, virker det som en umulighed at komme tilbage i land. Har DF virkelig taget os ud på dybt vand? Ja de har - og finder vi ikke tilbage til land så risikerer vi at komme slemt til skade eller drukne helt. Danmark skal forvente, at hvis Kristian Thulesen Dahl blev statsminister vil der være en grænse for, hvor mange muslimer der skal være plads til i Danmark.
I hovedet prøvede jeg at vende det om. Jeg tænkte om det vil være acceptabelt at sige: Der skal være en grænse for hvor mange jøder der skal være plads til i Danmark.? På ingen som helst måde! Enhver politiker der vil komme med sådanne udtalelser vil med øjeblikkelig varsel blive bedt om at forlade sit embede. Det er netop diskriminerende, nazistisk og racistisk.
I artiklen har DF tørret sminken af ansigtet. De taler ikke længere integration eller kritik af islam. De dybe mørke rande under øjnene taler assimilering, den urene hud taler antiislam og de røde usunde øjne, som er konsekvensen af ekstrem usund kost, kan kun give assiosiationer om Auschwitz.
Det er helt utroligt, at en hel gruppe skal stemples og åbenlyst erklæres for uønskede. Det er helt utroligt - at Dansk Folkeparti´s opskrift til Danmark er assimilering. Assimilering, som på ingen måde anerkender, respekterer eller accepterer den grundlæggende tanke om, at mennesker er forskellige. Det er dybt bekymrende, at den kritiske journalistisk har sparet kritikken væk. Flere og flere følger med strømmen - utrygheden, afstanden og hadet får lov at vokse sig større.
Jeg ved ikke hvad der driver politikere der direkte appellerer til had. Er magten vigtigere end fordragelighed? Er magt vigtigere end sikkerhed og tryghed? Er magt ikke et middel, til netop, at opnå disse mål? - eller er magten blevet målet i sig selv - koste hvad det vil?
Jeg er blevet bombarderet med beskeder fra unge muslimer, som ikke føler sig trygge i Danmark. De indleder altid deres beskeder og e-mails med: Du kender mig ikke men jeg ved ikke hvem jeg ellers skal skrive til. Der er tale om unge muslimske drenge og piger som føler sig uønsket og hvordan det slider på dem. De elsker Danmark - deres hjem - men de føler sig fremmedgjorte og forfulgte. Hos nogen er der dybere ar end hos andre. Flere bliver traumatiserede af den mentale psykiske tortur der rettes mod dem. Jeg bliver så bekymret når flere skriver, at de vil forlade landet så snart muligheden melder sig. Det er veluddannede unge muslimer som vil flytte til et sted der sætter pris på deres kunnen - et sted hvor de vil blive set på som ligeværdige mennesker og vurderet på deres kompetencer. Et tab for Danmark - et tab for os.
Dansk Folkeparti har præsenteret en ny form for racisme. En racisme der kan relateres til 20’erne og 30’ernes diskriminering, forfølgelse og had. Med deres politik præsenterer DF en nyracisme som er en trussel mod det danske samfund, dets udvikling og en trussel mod borgernes sikkerhed og tryghed.
… Under historielærens fortælling husker jeg, at jeg tænkte; hvis jeg levede i denne tid vil jeg have gjort alt for at forhindre det. Jeg ville ikke have være af dem der fulgte nazisterne - jeg ville ikke have hoppet med på den manipulerende vogn. Jeg ville have været af dem som modarbejdede dem.. Jeg ville aldrig have tilladt det….
Et trygt og sikkert Danmark er vores alles ansvar. Vi vælger selv på hvilken vogn vi vil være... er det den der fører i retning mod fred, sikkerhed og tryghed eller er det den vogn der fører i retning mod noget der svarer til gaskamrene…