Annonce

30. marts 2012 - 18:23

Vigtig debat om etnisk udrensning

»Etnisk udrensning var nødvendig for oprettelsen af den jødiske stat 1948«. 


Det var Herbert Pundiks ord på et meget velbesøgt debatmøde sidste tirsdag. Det var organiseret af den danske afdeling af den europæiske, jødiske organisation for en retfærdig fred (EJJP).


Mødet fandt sted efter en livlig debat i dagbladet Politiken om en bog om etnisk udrensning af Palæstina, skrevet af den israelske historiker Ilan Pappe, professor ved Haifas Universitet. Bogen er nu oversat til dansk og er udkommet på forlaget Klim.


Den tidligere overrabbiner Bent Melchior beskyldte i Politiken Pappe for historieforfalskning, mens Kjeld Koplev anbefalede bogen som et vigtig vidnesbyrd om hvad, der virkelig skete 1948 i forbindelse med oprettelsen af den jødiske stat.


Nu har også Herbert Pundik, som var med i krigen 1948, bekræftet, at mange palæstinensiske landsbyer blev udslettet,  at og befolkningen som overlevede måtte flygte, uden udsigt at komme tilbage til deres landsbyer.


Herbert Pundik fortalte på mødet, at han måtte indrømme at befinde sig i et moralsk dilemma, fordi han mente, at det var nødvendigt med etnisk udrensning for at sikre den ønskede jødiske stat. Han begrundede det ideologisk ved at bruge Holocaust som undskyldning for zionisternes ret til at oprette en jødisk stat.


Men de millioner, som døde i Auschwitz og andre udryddelseslejre, også mine forældre, ville bestemt aldrig have accepteret, at man udnyttede deres lidelser til at begå uret mod et andet folk. Især ikke fordi palæstinenserne ingen medskyld har i de forbrydelser, der  blev begået af nazister i Europa.


Ikke desto mindre bliver Israel ved at misbruge Holocaust til egne interesser og til at skaffe støtte fra EU og USA til den undertrykkelsespolitik, som landet fører mod palæstinensere, som lever i Israel og de israelsk besatte palæstinensiske områder.

Annonce