Ultimative Enhedslistekrav 2.

Det vakte stor debat i Enhedslistens højere luftlag, at jeg forleden skrev bloggen Brug for ultimative Enhedslistekrav – i hvert fald internt, hvor jeg blev kontaktet af flere pinger. Alle ville bedyre, at jeg skam havde misforstået alt i den vedtagelse fra årsmødet 2010, som dikterede, hvordan Ø eventuelt kunne støtte en finanslov herunder, at tre ting skulle være opfyldt. Der måtte ikke være forringelser, der skulle være markante forbedringer, og den måtte ikke opsummere et års nedskæringspolitik, gennemført sammen med partier til højre i salen.

Det mener jeg nu ikke, jeg havde (misforstået den altså), og bemærkelsesværdigt er det da også, at nogle af de skarpeste kritikere dengang mod vedtagelsen, nu var de første til at lægge afstand til selv samme tolkning – min – som flere af dem advarede mod dengang.

Sådan er der så meget, og i virkeligheden er det ”juridiske” måske også kedeligt at debattere, når nu en blogger, som undertegnede, er blevet (venligt) tilrettevist om, hvordan tingene i ”virkeligheden” er. Det er muligt, at jeg kan så tvivl om den virkelighed – måske endda overbevise andre - men ændre den kan jeg ikke. Så meget har jeg da fattet budskabet.

Mere interessant er det måske at se på, at den virkelighedsopfattelse, som bemeldte blogger er blevet belært om, faktisk er et gigantisk selvmål, hvormed Enhedslistens strategiske top med Johanne, Per og Pelle i spidsen i den grad lægger Løkke(n) om egen hals og afleverer en ladt revolver til regeringen, hvor mundingen peger direkte mod os selv, hvis ikke vi retter ind og redder deres røv efter nok så megen borgerlig politik. I hvert fald efter min ydmyge vurdering.

Lad os se på det.

Som at være gravid

Det jeg hævdede (og hævder) det var, at blot én reform med de borgerlige med forringelser og blå politik i løbet af det år finansloven opsummerer siden sidste finanslov ville udgøre en borgerlig opsummering, som strider mod årsmødets formulering mod dette. Samt at for at dette kan give mening, så skal det ikke opgøres efter forhandlingerne, men tværtimod før, da det netop hidrører til det foregående år. Anderledes kan jeg ikke læse vedtagelsen, og slet ikke med debatten dengang in mente.

Det kunne en masse andre imidlertid godt, og jeg skal da være den første til at erkende, at der er tolkningsmulighed på i hvert fald den første del af det. Nemlig, hvor meget der skal til for, at der er tale om ”opsummeret borgerlig politik i finansloven”.

Jeg mener én ting ud fra devisen om graviditet. Man kan ikke være lidt eller meget gravid – enten er man gravid eller også er man ikke, og enten er der opsummeret borgerlig nedskæringspolitik tilstede i finansloven, eller også er der ikke. Andre mener, det hele skal være overvejende borgerligt for at udløse vedtagelsen.

Problemet er bare, at det ikke står i vedtagelsen, at der skal foretages en samlet vurdering af plusser og minusser, hvorefter finansloven så skal vurderes, hvorvidt den er overvejende borgerlig opsummerende eller ej.

Det er ikke det, som står der, det var ikke det, som der blev advaret imod dengang fra kritikerne, og det var heller ikke det, som jeg fremførte dengang, hvor jeg især roste forslaget for netop at slå fast, at en finanslov er en opsamling på det foregående års politik, og at den kræver (citat) et markant brud, der erstatter VKO-politikken med en social, solidarisk og bæredygtig politik. En finanslov, der markerer sådan et brud, får også vores stemmer.

Netop dette må jo lægges til grund, da et markant brud netop ikke er en ”på-den-ene-og-den-anden-side” vurdering, som der nu lægges op til, når nu vedtagelsen selv siger, at den foregående politik skal tælles med.

Noget andet er, hvorvidt man skal lave en studehandel og sige, at vi ikke opgør regnebrættet om, hvorvidt der er tale om opsummeret borgerlig politik i løbet af året på vej ind til forhandlingerne, men vi gør det på vej ud.

Det er sidstnævnte tolkning, som jeg mener, er helt hen i vejret, da det i den grad svækker Enhedslistens handlemuligheder og tager presset alvorligt fra regeringens skuldre med risiko for, at de frit vælger at gennemføre asociale reformer med de borgerlige på områder som fleksjob, førtidspension, SU, skat, kontanthjælp osv. Samtidig med at det efterlader os i en situation, hvor vi næsten umuligt kan forsvare ikke at stemme imod en finanslov, som vedtagelsen i 2010 ellers ville diktere i sådan en situation.

Men hvorfor skriver jeg nu det, når alle faktisk har været enig om en tolkning, som hedder, at borgerlige reformer på alle ovennævnte områder de facto ville udgøre en borgerlig opsummeret politik, som ville forhindre en stemme for finansloven? Eller er det måske ikke tilfældet alligevel?

Der er to ting, som må og skal afklares først. Dna og taktik.

DNA

Den ene er, at når jeg citerer Johanne i den første blog for at sige, at jo flere forringelser, som regeringen gennemfører med den borgerlige fløj, jo flere forbedringer skal vi have. Dette skal vi have en fælles forståelse af.

I min bog, så skal vi opgøre, hvori de opsummerede borgerlige forringelser ligger, og på hvilke grupper, og så skal vi ikke gå ud og kræve noget til alle mulige andre grupper. Det er ikke en eller anden studehandel på et kræmmermarked, hvor vi accepterer lidt forringelser på fleksjobberne og så er vi glade, hvis forholdene for flygtningebørn forbedres eller vi får en undersøgelseskommission om CIA-flyvninger.

Det er lige nøjagtigt dette, som jeg mener, at årsmødevedtagelsen skulle forhindre. Den nævnte som bekendt tre pinde jf. ovenfor, og disse tre pinde er sideordnet – alle skal være opfyldt og så nytter det ikke noget med en fortolkning om, at pind tre pludselig kan opvejes af ting indeholdt i pind et og to.

Lige så snart vi har identificeret, at der er tale om borgerlig opsummeret politik (og lad os så slås om omfanget senere) så skal vi kræve, at de ramte grupper kompenseres tilsvarende, måske ikke ved at rulle de eksakte reformer tilbage og påføre regeringen (oh skræk og ve) et forligsbrud, men i hvert fald kompensere 100 procent på skadesvirkninger.

Mister arbejdsløse fleksjobbere eksempelvis ydelsen efter en vis tid, så skal kommunen forpligtes til at stille relevant fleksjob til rådighed inden ydelsen forsvinder. Ellers skal ydelsen fortsætte. Og sådan må og skal det være fra gruppe til gruppe til gruppe!

Det er det som vi som minimum skal melde ultimativt ud, frem for de der bytte-købmands betragtninger, som har været fremme hidtil, og som i bedste fald er uklare, fordi de ikke sætter navn på, at det er gruppe til gruppe, eller i værste fald i strid med årsmødevedtagelsens sideordning af de tre pinde.

Med ultimativt mener jeg i øvrigt ikke, at der ikke kan forhandles, men blot, at vi ikke giver os på dette. Og at vi er villige til at tage konsekvensen og stemme nej til en finanslov.

Så skrev min ellers gode ven Christian Juhl på min Facebook, at nu jeg selv er i fagbevægelsen, så burde jeg vide, at man ikke kom langt med ultimative krav, og så havde han i hvert fald ikke kunnet indgå en masse overenskomster. Det har han sikkert ret i, men omvendt kan man også sige, at hvis man ikke er villig til blot en gang, når hjerteblodet (den universelle velfærd) er truet, at benytte strejkevåbnet og sige det højt inden, ja så risikerer man ikke at blive taget alvorligt, og så opnår man heller ikke noget.

Hvis ikke vi netop tør gå linen ud, så ender vi med at gå på kompromis med hele Enhedslistens parlamentariske DNA. Husk på, at hvad vi plejer at sige i festtalerne også skal give mening dagen efter under oprydningen.

Vi er det parti, som ikke indgår studehandler. Vi er det parti, som kræver en anden politik, som i ovennævnte vedtagelse kræver et klart brud med de borgerlige. Vi kræver ikke et halvt brud. Vi kræver ikke bare at få lidt indflydelse. Vi er kort sagt ikke Dansk Folkeparti klædt i røde gevandter.  Vi må pinedød ikke miste vores autencitet, som en skrev på Facebook efter første blog, og det er vi på vej til, hvis vi giver afkald på ovenstående.
 

Det handler om taktik
 
Den anden ting, som skal afklares er, hvad der er taktisk klogt og hvordan årsmødevedtagelsen fra 2010 skal forstås. Og her er det nemlig ikke ligegyldigt, om man gør regnebrættet op på vej ind til forhandlingerne eller på vej ud, som Per og Pelle vil.

En ting er, at det ikke giver mening, at vurderingen skal foretages efter forhandlingerne, da man så hverken kan identificere de krav, som man har for at rulle forringelser tilbage eller kompensere på anden vis, ligesom det så heller ikke sprogligt giver mening at sondre mellem gamle eller nye forringelser. Tværtimod åbner man netop for en parkering på studehandlernes holdeplads.

Noget andet er, at det er taktisk usigeligt usmart ikke at melde klart ud, hvad man vil og hvorfor. Ellers sætter vi os selv under et enormt pres. Bevares, jeg har skam bemærket, at der siden sidste blog har været flere tilkendegivelser om, at vi ikke skal tages for givet, og at vi advarer mod, at vi risikerer at måtte stemme imod. Det er såmænd også fint. Men det politiske håndværk i udmeldingerne halter noget.

Sagen er, at hvis vi ikke klart tilkendegiver på forhånd, hvad der er vores ”ultimative” krav, hvor vores smertegrænse går, ja, så er det os, som skal forsvare og forklare det midt i forløbet. Vi går så at sige svækket ind til forhandlingerne, modsat Pia Kjærsgård, som altid har lavet den modsatte; hævet stemmen og gået styrket ind til forhandlingerne (og styrket derfra, hvis bare hun har kunnet genere nogle fremmede, men det er en anden sag).

Min frygt er, at vi klart kan identificere borgerlig opsummeret politik i reformerne nævnt ovenfor men uden offentligt at stille krav til netop dem, hvorefter vi går til forhandlingerne, og får i pose og sæk af værdipolitiske ting (alle ved, at der ikke er råd til egentlige økonomisk tunge ting – vil det lyde).

Så skal vi i HB vurdere det forhandlingsresultat, og selvfølgeligt melde klart ud, at det kan vi ikke støtte, da de forringede grupper ikke kompenseres, (hvis vi ellers er enige om, at der er tale om borgerlig opsummeret politik). Og så har vi balladen.

Og lade mig lige fastslå, at det altså ikke er nok, at sige det på kaffemøderne med regeringen. Det skal offentligt ud, så ikke én eneste journalist eller centrumvenstrevælger er i tvivl.

Hvis ikke vi på forhånd har meldt klart ud, hvad vi skal have – og dermed også meldt klart ud inden ovennævnte reformer så regeringen kan tage bestik af dette, så risikerer vi nemlig at få alt muligt andet, som ikke afværger ”den borgerligt opsummerede nedskæringspolitik”, som årsmødevedtagelsen skulle forhindre.

Tvært imod vil der lige netop ske det, at det ikke er regeringen, som i så tilfælde vælter sig selv, som var hovedformålet at skære ud i pap i min første blog. Tvært imod, så vil regeringen, journalister, kommentatorer, papnæser og andet skidt- og godtfolk komme stormende mod os, og vi vil have et enormt forklaringsproblem.

Så skal vi forklare, hvorfor vi har ”forhandlet” på skrømt, hvorfor vi ikke er tilfredse med endda ganske seriøse indrømmelser på værdipolitikken, som givetvis vil tilbydes os.

Så skal vi forklare, hvorfor vi pludseligt trækker ”gamle forringelser” ind, som folk ikke intuitivt opfatter som en del af finansloven. I stedet for, at vi har forklaret det på forhånd – også før reformerne iværksættes, så regeringen kan tage bestik af det.

Og min frygt er så, at vi bliver bange. At vi i strid med årsmødevedtagelsen fra 2010 om at afvise borgerligt opsummeret politik i stedet ryster på hånden og at de samme folk, som nu lægger op til at gøre regnebrættet op bagefter og vurdere samlet set, alligevel vil ryste på hånden og opfordre til at stemme ja af medietaktiske grunde uanset både kontanthjælpsreform, fleksjob, skatte, og SU-reform med de borgerlige, hvilket er i strid med sideordningen af pindene.

Og pludseligt skal vi ud og forklare, hvorfor Rundetårn er højere end et tordenskrald. Hvorfor åbenlyse forringelser i årets løb vejer mere eller mindre end her og nu forbedringer.

Det handler simpelthen om, at vi på forhånd taktisk set skal lægge presset på regeringen, sådan forstået, at det skal stå lysende klart på forhånd, hvad vi kommer efter og at regeringen i fald vi stemmer nej ikke har leveret.

Følger vi i stedet den hidtil udstukne strategi fra Johanne, Per og Pelle, hvor vi lægger op til ”at noget skal modsvare noget andet” og jo flere forringelser på den ene side, jo flere forbedringer på den anden, så lægger vi presset på os selv.

Så er det os, som skal ud at forklare, hvorfor Y ikke er lige så stor som X, så er det os, som lægger os ud med interessegrupper for enten X eller Y – alt efter hvad vi vælger. Så er det os, som enten skal tale et resultat ned for at retfærdiggøre os på den ene side eller et andet resultat op som den store sejr (hvem sagde energiaftale?) for at retfærdiggøre os på den anden.

Samtidig vil regeringspartierne lægge presset på os med retoriske spørgsmål om, hvorvidt vi vil have Pia tilbage og om, hvorfor vi kan stemme nej til et forlig uden nye forringelser osv. I den situation vil vi stå meget stærkere, hvis vi på forhånd har gjort op og meldt ud, hvad vi vil have, alt efter hvilke reformer året har budt på. Så sætter vi dem under pres og ikke os selv. Vi bevarer troværdigheden, kan leve op til årsmødeforslaget og lade regeringen vælge selv om den vil fortsætte eller ej.

Det handler faktisk om vores politiske DNA, men også om at turde bruge vores mandater og bruge vores årsmødevedtagelse som løftestang for en ny politik og mod den regering, som i sine reformudmeldinger entydigt har valgt blå blok, men på vores nåde.

Man er velkommen til at debattere denne blog, men da der har været nogle tekniske problemer under de to sidste blogs, så kan jeg anbefale, at man opretter sig en debatprofil oppe i hjørnet, da det er den nemmeste måde at kunne deltage – det er simpelt og man kan stadig skrive under pseudonym, hvis man vil det.