DIYARBAKIR, Kurdistan: 800.000 kurdere samlet på ét sted er overvældende. Iklædt de traditionelle spraglede dragter har en stor del af folkene fra området omkring den kurdiske hovedby Diyarbakir i det sydvestlige Tyrkiet valgt at ignorere myndighedernes forbud mod at fejre Newroz, det kurdiske nytår, søndag den 18. marts.
Allerede fra morgenstunden er hovedscenen i parken, hvor fejringen skal afholdes blevet ødelagt efter et besøg af det kampklædte militærpoliti, der har barrikaderet indfaldsvejene og sat støjsendervogne op for at forstyrre telefonsignalet i området.
Ikke langt op af formiddagen er luften tyk af røg fra brændende barrikader, voldsomme mængder tåregas - der med rund hånd kastes ned i folkemængden. Og ikke mindst med støvet fra fodsåler i hundredtusindvis, der i børnefamilievenligt tempo bevæger sig gennem til tilstødende jordmarker, over diverse afspærringer og ind i parken.
Fra taget det kurdiske venstrefløjsparti BDP (Democracy and Peace Party)s bus er de endeløse folkevandringer fra alle verdenshjørner et imponerende syn. I sneglefart kører den forsigtigt over et par brændende træpaller og ind i parken, hvor lokale folk begynder at skubbe den gennem folkehavet midt ind på den tætpakkede plads.
Bussen er netop blevet forfremmet til talerstol, da de skrantende højtalere som er monteret på bussens tag er de eneste, som ikke har været igennem en hårdtslående politikontrol.
Det gennemgående tema i efterfølgende taler som, med eller uden hidsig musiktilladelse, bliver afholdt af politikere med kurdisk såvel som (venstreorienteret) tyrkisk baggrund kan koges ned til ordene på tusindvis af bannere: Autonomi og ligestilling.
- Erdogan taler om demokrati, men forbyder vores helligdage og har ovenikøbet sat over 7000 fængslede politikere, journalister og NGO-folk bag tremmer, råber BDP-parlamentsmedlem Altan Tan fra bustaget.
Først på eftermiddagen lakker fejringen mod enden, og folkemængden bevæger sig hjem til middagen. Men hvor selv fejren kun blev forstyret af enkelte tåregasgranater kastet fra helikoptere, er hver eneste vej ud barrikaderet af både kampvogne og politifolk med AK47'ere hængende over skuldrene.
Ved første afspæring konfiskeres bussen - beklageligvis midt i en sky af massiv tåregas. Heldigvis står Diyarbakirs overborgmester Osman Baydemir i nærheden og deler citroner ud.
Godt nytår.