Hjertemassage i kugleregn og gyldne fremtidsdrømme

Under Egyptens massedemonstrationer boede Ahmad Atef Belal på Tahrirpladsen, mens hans land gennemgik, hvad han betegner som, sin mest skelsættende begivenhed nogensinde.

- Det er så vildt, at vi gjorde det. Vi var ikke ret mange, der troede på det i begyndelsen. Men efter stemningen efter vores første protest blev spredt over internettet, gik det stærkt. Snart var stort set alle landets unge med os, og kun tre dage senere, den 28. januar, var mere end en million på gaden.

Ordene kommer fra den nyuddannede læge Ahmad Atef Belal. Til daglig arbejder han på universitetshospitalet Kasr Al Einy, hvor langt de fleste af de sårede og dræbte demonstranter blev bragt ind.

Men mellem den 25. januar og 11. februar flyttede han ind demonstrantlejren på Tahrirpladsen, hvor han arbejdede i døgndrift på det spontant opførte felthospital.

Ubegribelig vold

Det var et arbejde, som blev hårdere og hårdere efterhånden som antallet af bevæbnede politifolk voksede.

- Der var omkring 5000 betjente til den første demonstration og mindst ti gange så mange til den næste. Mange demonstranter betalte en høj pris. En af mine bedste venner ligger stadig i koma efter at være blevet gennembanket af politifolk med køller. De tror ikke, at han kommer til at gå mere,
fortæller han

Ahmad Atef Belal er sikker på, at der kommer til at gå meget lang tid før han får udvisket de værste billeder fra nethinden.

- Jeg har syet en flænge hos en ung fyr, så han kunne fortsætte protesten, for at erklære ham død dagen efter og hørt en mor tigge betjentene om at skyde hendes barn i benet i stedet for i ansigtet. Og til demonstrationen den anden februar stod blodet op fra måske 15 huller i brystkassen på en mand, da jeg prøvede at give ham hjertemassage, tilføjer han.

Sammenhold og nytænkning

De dårlige oplevelser til trods er Ahmad Atef Belal ikke bleg for at betegne tiden på Tahrirpladsen som sin og landets mest epokegørende begivenhed.

- Stemningen var ganske enkelt magisk. Folk sang, debatterede og udvekslede fremtidsvisioner med hinanden. Og alle folk, også dem der ikke var enige om tingene, prøvede efter bedste evne at beskytte hinanden mod politiets angreb, siger han.

Det betyder ikke at han deler nogle af de udenlandske journalisters teori om at de unge vil samle sig i et ungt og Tahrir-inspireret fælles politisk parti.

- Sådan et stunt ville aldrig kunne blive andet end populisme, vi er jo indbyrdes komplet uenige om så mange andre emner. Det er kun når det kommer til kampen mod korruption, vi har fælles fodslag.

På ét punkt er han dog fuldstændig overbevist.

- En ting er helt sikker, Egypten får aldrig Mubarak-tilstande igen, det tror jeg ikke at nogen af os vil gå med til!