Hadsprog i nazitiden og i dag

Ord kan være dræbende, det beviser den tysk-jødiske sprogforsker Victor Klemperer i sine optegnelser af nazisternes sprogbrug.

Victor Klemperer (1881-1960) var professor ved universitetet i Dresden. Som jøde fik han frataget sit professorat allerede i 1934. Som alle andre jødiske intellektuelle blev han forfulgt og isoleret fra samfundet, men han gav ikke op. Han kastede sig hemmeligt over studiet af det Tredje Riges sprog (LTI).

Han gemte sine optegnelser hos ikke-jødiske venner, såkaldte ariere, som den raciske teori kaldte dem. Også hans kone var arier og efter mærkelige bestemmelser kunne han blive sammen med hende, hvis hun ikke vil skilles fra sin mand, og det forhindrede også at han blev sendt til dødslejrene med det samme.

Han kom med sin kone i en ghetto, hvor også andre såkaldte blandede ægteskaber blev henvist til. Victor Klemperers notater om nazisternes sprog og de spændende dagbøger han har skrevet under hele nazitiden blev reddet, også efter Dresden var bombet.

Gyldendal udgav i 2000 hans meget interessante dagbøger, men desværre ikke hans optegnelser om nazitidens sprog, på trods af at bogen »LTI« udkom allerede 1946 på DDR’s største forlag og blev en af de mest solgte bøger. Bogen er siden blevet oversat til alle hovedsprog.

Derfor er det en stor fortjeneste af journalisten Knud Lindholm Lau at bogen endelig er oversat til dansk og udkommer på privat initiativ i Danmark. Den kan blive en fin julegave i en tid, hvor det er vigtigt at mange dansker forstår, hvad det betyder at bruge had-sprog mod minoriteter.

Sprog kan gennemsyre menneskers tankegang i det gode og onde. Det er det Viktor Klemperer vil bevise med sine optegnelser af nazisternes sprog. Det er vigtigere end nogensinde før med Islam-kritikere på fremmarch i mange europæiske lande og også med Dansk Folkeparti i Danmark.

Victor Klemperer, som i krigsårene var tvangsarbejder på en fabrik, hvor han
pakkede te og støvet var ved at kvæle ham, oplevede også, at en virksomhedsleder
holdt hånden over de jødiske arbejdere på fabriken. Jøderne fik lov at tale med andre ansatte, hvad ellers var forbudt.

I dagbogen skildrer Klemperer hvad han oplevede i fabriken. »En dag kommer han på sin plads og der finder et æble. Han kigger rundt i lokalet. Rationerne for jøder var under eksistensminimum, så det var en meget betydningsfuld gave. En medarbejder ved navn Frida fanger hans blik, og hun lader ham forstå, at det er hende, der har lagt æblet.

Hun siger: »Det er til Deres kone«. Han bliver rigtig glad for at han kan komme hjem med vitaminer. De falder i snak, taler mere og mere fortroligt, og den vanvittigt sympatiske og modige Frida, som bestemt ikke er nazist, siger pludselig:

»Herr Professor, jeg ved at de er jøde – men er det sandt, at deres kone er tysker?« Den dag, skriver Klemperer, da mistede jeg glæden ved æblet...

Bogen »LTI« er også omtalt i Dagbladet Information