Danmark får den højeste pensionsalder i forhold til europæiske lande vi ellers sammenligner os med. Tilbagetrækningstidspunktet bliver meget højere
end i andre EU-lande.
Forhøjelsen af pensionsalderen til 67 er et stort bedrag og vil skabe mange flere
arbejdsløse i en høj alder.
Ufaglærte, som har slidt i mere end 40 år, vil nu blive snydt for et godt otium, de har fortjent.
Alt snak af sikring af velfærd, fordi man kan spare 18 milliarder kroner i efterlønudbetalinger er tom snak, når man betænker, at mange lønmodtagere bliver snydt for sikring af velfærd i deres sidste leveår ,før de bliver
rigtig syge.
Nu må man bruge alle gode kræfter på at sikre at oppositionspartierne vinder folketingsvalget og kan ændre de beslutninger VKO og Radikale Venstre har vedtaget bag ryggen af alle de lønmodtagere, som er ryggraden af Danmarks velstand.
Jeg håber at vælgerne vil gennemskue løftebrudet af VK-regeringen og Dansk Folkeparti, og at Pia Kjærsgaards snak om »Vi vil ikke genere nogen, men vi er nødt til det«, vil blive rigtig forstået af de lønmodtagere, som har indtil nu støttet
Dansk Folkeparti.
I Frankrig er befolkningen gået på gaden i protest, fordi regeringen havde planlagt at forhøje pensionsalderen fra 60 til 62 år.
Men det er ingenting mod en pensionsalder 67 år. Det er virkelig en vanvittig beslutning, og man kan kun håbe, at mange vælgere vil gennemskue bedraget i god tid før valget.