Brug for ultimative Enhedslistekrav

Det har været skræmmende at iagttage SF’s udvikling de senere år. Fra regeringsstrategien formuleredes, over stærkmandsretorikken mod indvandrere og miljøaktivister i Østerild, opgivelsen af de fleste SF-mærkesager i forsøget på at finde fælles fodslag med Socialdemokraterne før valget. Og lige efter valget, hvor selv de fælles standpunkter med Socialdemokraterne forsvandt og til nu, hvor Villy Søvndal har skrevet en kronik om, at besparelserne ikke bare stopper med krisen. Nej, der skal skæres i en lang årrække, lyder det nu.

En ting er, at hele kronikken såmænd glimrende summerer op, hvad EU’s Finanspagt vil betyde. Det ER Finanspagtens politiske krav, som præsenteres lige fra budgetlov til opstramninger og besparelser selv i gode tider. Noget andet og endda mere skræmmende er, at der er sket et skifte i retorikken, som også er blevet bemærket af flere kommentatorer.

Før præsenteredes den slags som nødvendige kompromisser. Som Søvndal skrev i en kronik i Politiken den 5. januar 2010 ”At gå på kompromis med sine idealer er ikke det samme som at give afkald på dem. I hvert fald ikke for SF."

Nu derimod er det selve målet, det ER politikken og ikke bare kompromisser for at få indflydelse. Nu er det den socialistiske politik, at vi skal være ambitiøse i den økonomiske ansvarlighed (læs: besparelser), og at den offentlige sektor ikke må vokse (men det må den private godt?). Nu er det ikke middel til at nå noget andet, nu er det målet. Og det er givetvis Villys mål, at det skal nås med kontanthjælpsreform, fleksjobreform og skattereform sammen med de borgerlige. Det er vel for at forberede baglandet på dette, at han skriver en kronik.

Og det er netop det, som er bloggens egentlige ærinde, nemlig at kigge på, hvordan reformer med de borgerlige stiller Enhedslisten. Men inden da så lad mig dvæle ved en advarsel, som jeg skrev i denne blog for 2 år siden.

Dengang advarede jeg netop mod at konkurrere med de borgerlige om, at være mest økonomisk ansvarlig – vel og mærke på de borgerliges egne præmisser for ansvarlighed, som Villy ukritisk har overtaget, hvor regningen skal betales af de fattige og neoliberalistiske regnemodeller lægges til grund.

Dengang skrev jeg, at det lige nøjagtigt vil ende sådan her, at fælden klapper.

Har man først valgt den vej, så kan man ikke vælge om. Man bliver fanget i et ræs om hele tiden at bevise, at man kan matche de borgerliges økonomiske ansvarlighed, og lige i det sekund, man siger fra og forsøger noget nyt. I samme sekund står kommentatorer og de borgerlige på spring med prædikatet økonomisk uansvarlig. Og hele ens legitimeringsstrategi er væk – eksistensberettigelsen røget.

Og det må man jo sige er sket. I dag har Villy og SF ikke nogen politisk strategi. Væk er Fair Løsnings udbygning af velfærden og den offentlige sektor, og tilbage står et desperat forsøg på at fodre den borgerlige lænkehund for at klamre sig til taburetterne, alt imens lænkehunden (Venstre og diverse kommentatorer) hæver indsatsen og hele tiden flytter parameteret for, hvad der er borgerlig økonomisk ansvarlighed ved at kræve øgede besparelser, skattelettelser osv. Alt imens flygter vælgerne, og man skændes indbyrdes. Villy og SF er i sandhed Dead man walking!

Og hvad så med Enhedslisten i alt dette her?

For det første må Enhedslisten klart erkende, at den gamle traver om, at venstrefløjen (Ø) vil det samme som S (og nu SF), men at vi bare gerne vil gå længere end dem, er død. Vi er ikke længere bare uenige om endemålet, vi er også uenige om retningen.

Derfor handler det ikke om, at forhandle med dem og tro, at vi kan presse lidt mere igennem ad den vej, som vi er enige i. Vi skal derimod tvinge dem fra den vej, som de har valgt.

Derfor er det fedt, at Johanne Schmidt-Nielsen var ude i påskeugen og true med at stemme nej til en finanslov. Indsatsen blev hævet, men ikke nok.

I Enhedslistens årsmødevedtagelse om Finansloven fra 2010 stillede vi tre betingelser for at kunne stemme for en finanslov. For det første, så måtte den ikke indeholde forringelser. For det andet skulle der være ”markante” forbedringer, og endelig for det tredje, så måtte den ikke opsummere et års nedskæringspolitik, gennemført sammen med partier til højre i salen.

Dette er ultimative krav og det vil være et brud med årsmødet som højeste myndighed, hvis en finanslovsaftale blev indgået, hvis blot ét krav ikke var overholdt. Og da man meget dårligt kan forestille sig en fleksjobreform, en kontanthjælpsreform eller for den sags skyld en skattereform med de borgerlige, som ikke indeholder forringelser eller nedskæringer og dermed budgetmæssige konsekvenser, så vil blot én reform kræve, at vi stemmer imod finansloven. Det er ultimativt.

Derfor nytter det ikke noget, at Johanne Schmidt-Nielsen, hvor tiltrængt det end var at skrue bissen på, gør det på en måde, som indgyder håb for S-SF om, at de kan få en aftale på trods af borgerlige reformer, og at det bare handler om, at få en højere betaling, som Johanne gør i dette citat i Ekstrabladet:

 - Jo flere forringelser regeringen gennemfører med de borgerlige, jo flere forbedringer skal Enhedslisten have igennem på finansloven.

Her må vi være meget mere præcise. Det er ikke et på-den-ene-og-på-den-anden-side. Det er ikke en samlet vurdering, som hun også siger i artiklen. Det er et enten-eller, som det fremgår af årsmødebeslutningen!

Jeg ved godt, at der, siden De Radikale dummede sig med ultimative krav om Jelved som statsminister, har været nogle udødelige dogmeregler på Christiansborg imod ultimative krav. De er blevet et fy ord og netop orkestreret af de Radikale selv, som vil have maksimal handlefrihed. Men sådan er det ikke for Enhedslisten.

Og jeg synes faktisk, at det er mest fair sådan. Det nytter ikke noget, at vi giver dem indtrykket af, at de kan købe sig fra deres politiske utroskab. Hvis vi vil have dem tilbage på sporet, så skal de klart og tydeligt have at vide, at blot et enkelt borgerligt sidespring betyder, at de må vælge elskerinden til finansloven også, eller også har de valgt at sove alene OG vælte dem selv.

Det må og skal ikke komme som en overraskelse for dem, at Enhedslistens Hovedbestyrelse af årsmødet er tvunget til at stemme imod en finanslov, som indeholder det forgangne års borgerlige forlig. Det skal meldes helt utvetydigt og ultimativt ud, så det er deres eget valg, hvilken beslutning de træffer. Alt andet vil være unfair.

Desuden vil en sådan udmelding også gavne de mennesker i S og SF som trods alt stadig vil et stoppested eller to i vores retning og i øvrigt give ro på internt i listen, hvor der summes af en smule usikkerhed over, hvorfor den udmelding ikke er kommet for længst.

Og endelig vil en klar udmelding nu – forud for eventuelle borgerlige reformer – sikre, at S-SF selv står med aben. De kan ikke bagefter tørre den af på os og hævde, at de ikke var advaret, eller at vi er skyld i deres fald. Det er i så fald deres eget valg.

Derfor vil jeg meget klart anbefale Johanne Schmidt-Nielsen, Per Clausen og Frank Aaen m.fl. om både i debatsporet herunder og i offentligheden at bekræfte denne udlægning.

Hvis en S-SF-R-regering vælger at fraskrive sig Enhedslisten og risikerer at vælte sig selv på det. Så skylder vi dem at advare ganske kraftigt på forhånd. Og det er ganske ultimativt!