Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Find sammen om en progressiv politik

28. april 2009 - 11:43

Find sammen om en progressiv politik

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Mads

Hvis det er nødvendigt for at få samlet de tre arbejderpartier i København om et forhandlingsbord, så der kan blive skabt grundlag for en anden politisk udvikling i byen, så tilbyder Byggefagenes Samvirke sig gerne til at sidde for bordenden og formidle denne proces igangsat.

Det fremgår af en udtalelse fra ledelsen i samvirket, som hedder: Fremad for en ny politik i København.

Det er naturligvis kommunalvalget til november, der har fået sat appellen til partierne øverst på samvirkets dagsorden. Det hedder:

JPEG - 122.6 kb
Hvis arbejderpartierne på Københavns Rådhus ikke selv kan finde ud af at samarbejde, tilbyder Byggefagenes Samvirke gerne sin hjælp til at få dem på rette spor. Foto: Gabriela Manzur/Monsun

»I lyset af det kommende kommunalvalg, og fordi København er en vigtig by at få ført en progressiv politik i, som kan inspirere til en ny kurs for landet som helhed, er der behov for at få genskabt den gensidige tillid mellem de tre arbejderpartier på Rådhuset, som under de seneste fire år har haft vanskeligt ved at skabe et samlet bud på en dynamisk udvikling af hovedstaden.«

Ikke aprilsnar

Selv om appellen blev vedtaget på samvirkets møde onsdag den 1. april, er den ikke ment som en aprilsnar. Tværtimod, understreger samvirkeformand Anders Olesen:

– Hvis det er nødvendigt for at få sat gang i denne proces, så påtager fagbevægelsen sig gerne opgaven med at samle partierne om et fælles bud.

Samvirket har selv et udspil, som man opfatter som nogle hovedpunkter i en sådan »fælles forståelse« mellem partierne:

– En styrelsesreform af byen til afløsning af det stive magistratsstyre.

– At få skaffet billige boliger, så byen bliver alsidig og levende.

– Ved planlægning af byens udvikling skal der samarbejdes dynamisk om løsninger, »der tager hensyn til synspunkter blandt alle involverede parter, som høres, afvejes og afstemmes i forhold til hinanden i en proces, som henter sin inspiration fra erfaringerne med integreret byudvikling og kvarterløft.

– En styrkelse af velfærden.

– Udvikling af kommunalproduktion og indførelse af sociale klausuler i alle offentlige bygge- og anlægsopgaver.

– Udarbejdelse af en trafikplan, som nedbringer antallet af biler i byen (eksempelvis ved en langsgående havnetunnel), fremmer kollektiv trafik, lægger en betalingsring om byen og kombinerer den med parkeringsanlæg, der kobler privat og kollektiv trafik.

Samvirket afslutter sin appel med at understrege, at det at få skabt et flertal om disse punkter – ud over at være til gavn for beboerne i København – også vil sende et politisk signal ud over landet om, at oppositionen er et troværdigt alternativ til VKO-flertallet på Christiansborg.

Artiklen har tidligere været bragt i Byggefagenes Samvirkes nyhedsbrev

Redaktion: 
Fagligt

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96