Napalm Death blev til i 1981 i Meriden nær Birmingham. Her fandt de to teenagere Nic Bullen og Miles Ratledge på navnet Napalm Death, men der gik noget tid, inden bandet blev kendt udenfor den lokale undergrund.

Ratledge forlod bandet i 1985. Bullen forlod det i 1986, imens indspilningen af Napalm Deaths første rigtige album Scum, var igang. Siden har mange musikere været forbi bandet – men det er en helt anden historie.

Når Napalm Deaths to første albums spilles i dag, ligger lyden meget nærmere hardcore, end det der i dag forbindes med grindcore. Teksten har ligeledes en direkte form, der mere ligner noget fra punk-scenen end fra heavy metal. En af deres inspirationskilder var da også anarko-punken.

Fra bandets tredje udspil er lydbilledet trukket i retning af death metal – og siden da har Napalm Deaths musik været noget nær definitionen på grindcore. Lynhurtige trommer (blastbeats), dødsmetalgrowls, nedstemte guitarer, forvrænget bas og politisk ladede tekster.

I forbindelse med udgivelsen skrev bandet, at de »udforskede aspekter af vores såkaldte moderne liv og påpegede, at idéerne om trældom stadig eksisterer i det angiveligt tolerante, liberale samfund, vi lever i. På trods af klichéen vi lever i det 21. århundrede, bliver kvinder f.eks. stadig behandlet som andenklasses borgere og opfattes i nogle kredse som baby-maskiner, snarere end selvstændige individer med deres egen ret. Der skal gives afkald på egne idealer, ønsker og begær, så mennesket passer ind i stramme konventioner, der stadig er fremherskende i dag«.

Musikalsk byder Napalm Deaths 13. album »Time waits for no slave« kun på få nyheder. Men hvorfor også ændre på noget, når det fungerer så glimrende, som det gør her? Det er tungt. Det er hurtigt. Det er brutalt. Og Napalm Death formår sagtens at være vedkommende, og tør man sige det: catchy.

Pladen ligger i udmærket forlængelse af de seneste 4-5 albums, hvor bandet – blandt andet inspireret af svenske Nasum – har genfundet de gode takter, efter nogle sørgelige år i 90’erne, hvor de lavede nogle temmeligt gumpetunge og intetsigende albums. Napalm Death er grindcore – og ikke et eller andet avangarde-projekt.

Det er ikke alle der kan fyre den af på det musikalske overdrev i 50 minutter uden at blive trivielle. »Time waits for no slave« er musikalsk kravalle og massivt hærværk mod auris interna.

»They sold it well: Contentment with no effort«
Citat: »De-Evolution ad Nauseam«

Napalm Death: Time waits for no slave. Century Media, 2009.