Den 18. december 2007 underkender EF-Domstolen den svenske fagbevægelses konflikt mod det lettiske firma Laval: Det er ulovligt at kræve lige løn for lige arbejde, når det gælder udstationerede arbejdere fra andre EU-lande. Det svenske aftalesystem, der er meget lig det danske, duer ikke til at gennemføre de minimumskrav, man ifølge domstolen må stille til den udenlandske virksomhed.
Den 18. december 2008 vedtager et flertal i Folketinget en lov, der underkaster sig Laval-dommen.
Flertallet bag lovforslaget hævder ganske vist, at nu har man »sikret konfliktretten«. Det har man, på samme måde, som Anders Fogh »sikrer velfærden«: ved at skære i den.
Nu må fagbevægelsen ikke længere konflikte for overenskomsten i sin helhed, over for virksomheder fra andre EU-lande. Følgende er udelukket: Lokale aftaler, lokale og regionale overenskomster, arbejdsmarkedspension, bidrag til uddannelsesfonde, samt overenskomstbestemmelser med hensyn til arbejdstid, ferie og barsel, der er bedre end den danske lovgivning.
Fremover må der kun stilles krav om mindsteløn – en mindsteløn, som ganske vist skal aftales nærmere af arbejdsmarkedets parter, men som ikke må gå ud over lovens tvetydige rammer. Dermed har man slået en streg over den vigtigste del af løndannelsen, nemlig den, der foregår lokalt.
Loven betyder diskrimination. Der er A-holdet - arbejdere i danske virksomheder, der kan nyde godt af overenskomsten i sin helhed - og B-holdet, arbejdere i udenlandske virksomheder, der må nøjes med et langt lavere lønniveau.
Det er komplet uforståeligt at hovedparten af den danske fagbevægelse anbefaler loven. Der bliver nu to forskellige overenskomster for det samme arbejde - oven i købet med den samme modpart. Hvem tror på, at danske arbejdsgivere ikke vil benytte sig af den situation!
De faglige ledere henviser til, at vi kan fortolke begrebet mindsteløn stort set som vi vil. Til det er der blot at sige: De har ikke taget EF-Domstolen i ed!
Var – og er – der andre muligheder?
Ja, den bedste er ganske vist forspildt, nemlig at kræve garantier for konfliktretten inden man ratificerede Lissabon-traktaten – et yderst rimeligt krav, da EF-domstolen gjorde op med en afgørende forudsætning for dansk medlemskab af EF/EU, at »nødderne knækker vi selv«.
Men det er ikke for sent. Det er kun et spørgsmål om politisk vilje til at rejse kravet dér hvor løsningen skal findes.
Danmark må, ligesom det europæiske LO har foreslået, kræve en juridisk bindende protokol til traktaten, som slår fast, at EU ikke har ret til at blande sig i konfliktretten, og at faglige og sociale rettigheder står over det indre markeds regler om fri bevægelighed.
Det eneste lille lyspunkt er, at LO – for sent og for langsomt, men trods alt – er begyndt at bevæge sig i den retning.
Finn Sørensen er næstformand 3F Industri og Service
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96