I starten af juni 2008 stiftede en gruppe københavnske pædagoger, pædagogstuderende og forskere et græsrodsinitiativ med navnet Kritisk Pædagogisk Netværk. Initiativet vil samle pædagogisk personale til diskussioner og aktiviteter, der skal revitalisere pædagogikkens rolle i de politiske beslutningsprocesser. Netværket har indtil videre base i København, men ideen er at udbrede det til hele landet.

– Baggrunden for netværket er mobiliseringer inden for det pædagogiske område. Kritisk Pædagogisk Netværk er en sammenslutning af flere lokale netværk, der har været organiseret i kampe på pædagogområdet i København – både mod budgetforlig og pædagogiske tiltag. Mange af os har været med i kampe mod f.eks. forsøg på at indføre obligatorisk sprogtest af alle 5-årige i kommunen, men også landsdækkende mobiliseringer som overenskomstafslutningen i foråret, siger Agnete Persson, der er pædagog og medlem af styregruppen i netværket.

– Jeg kom ind i netværket gennem mit arbejde som tillidsrepræsentant for 22 pædagoger og min tilknytning til Amager aktionsgruppe, der fungerer som et lokalt sted for udveksling af nyheder og lokal mobilisering, fortæller Agnete Persson.

– Vi ønsker at få definitionsmagten tilbage til pædagogerne. Politiske beslutninger skal principielt vurderes ud fra, om de er brugbare i det pædagogiske arbejde, siger Agnete Persson fra Kritisk Pædagogisk Netværk. Foto: Gabriela Manzur/Monsun.

– Behovet for en debat om pædagogik var en del af min motivation for at gå med. Det er naturligvis en diskussion, jeg har i forhold til mit arbejde. Til gengæld er det ikke noget, der foregår på møderne for tillidsrepræsentanterne. Men jeg synes, at det er en vigtig del af vores arbejde, at vi arbejder for at barndommen fastholdes, altså at børn udvikler sig og lærer via leg. Det gælder ikke kun de rent indlæringsmæssige ting i forhold til skoleparathed, men også evnen til at gebærde sig i et socialt rum. Vi skal holde fast i, at børn skal rustes til livet, ikke kun til skolen, siger hun.

Ingen færdige opskrifter

Det betyder dog ikke at Kritisk Pædagogisk Netværk opstiller en fælles pædagogik, mener Agnete Persson.

– Vi har ikke en fælles opskrift på, hvordan man skal løse bestemte opgaver, men der er en fællesnævner, der hedder inklusion, rummelighed, kommunikation og konfliktløsning, siger hun.

– Jeg er altid nervøs, når kommunen vil diktere os bestemte metoder, for de er ofte ude af sammenhæng med de konkrete vilkår, som vi arbejder under. Det samme gælder, hvis vi i netværket opstiller en bestemt pædagogisk praksis. I min institution bruger vi en bestemt metode, men det er ikke en skabelon, der ukritisk kan overføres til andre institutioner. Det ville f.eks. kræve, at andre institutioner havde samme normeringer og resurser, som vi har som specialinstitution.

Pædagogik og beslutningsprocesser

Profileringen af en kritisk pædagogik er da også kun én del af netværkets eksistensberettelse, betoner Agnete Persson.

– Vi ønsker at få definitionsmagten tilbage til pædagogerne. Politiske beslutninger skal principielt vurderes ud fra, om de er brugbare i det pædagogiske arbejde. Ideen med netværket er at bruge det til både at kritisere myndighederne og at forholde sig konstruktivt og offensivt til beslutningsprocesserne, siger hun.

– Det nytter for eksempel ikke, hvis kommunen søsætter store ambitiøse projekter, hvis der ikke er kræfter til dem på institutionerne, eller hvis budgetterne beskæres midt i forløbene, siger Agnete Persson.

Mangfoldighedprojekt

Det sidste, mener hun, er tilfældet med Københavns kommunes såkaldte Mangfoldighedsprojekt, der går ud på at fordele børn med anden etnisk baggrund end dansk på byens institutioner. Samtidig med at projektet er i gang, er kommunen ude med sparekniven på børne- og ungeområdet.

– Det hænger simpelthen ikke sammen. Integrationsindsatsen i de institutioner, der skal løse opgaverne, kræver resurser, siger Agnete Persson.

Det er dog ikke kun den økonomiske side af sagen, som hun mener er kritisabel, men også at projektet er søsat uden forankring i det pædagogiske arbejde.

– I Københavns kommunes Mangfoldighedsprojekt er vi nok enige i målet. Men ved at tvinge minoritetsdanske børn ind i institutioner, der ligger langt fra deres hjem, opstår der altså en forskelsbehandling. Der stilles nogle ekstra krav til de etniske mindretal, som er problematiske, siger hun.

Firkantet kønsopfattelse i Ligestillingsministeriet

Problemet med at det politiske system presser en pædagogik ned over institutionerne, mener Agnete Persson ikke begrænser sig til kommunen.

– Vi udsættes for en dagsorden fra hele det politiske system, der bygger på mistillid til vores arbejde. Det gælder også i et udspil fra velfærds- og ligestillingsminister Karen Jespersen om, hvordan man skal arbejde med køn. Her stilles krav om en struktureret pædagogik, der bevidst blander børnegrupper efter køn, fortæller hun.

– Men det er for det første jo noget, der sker i forvejen, og for det andet er virkeligheden ikke så firkantet, som der lægges op til fra ligestillingsministeriet – selv om et barn spiller fodbold om formiddagen, leger det måske med dukker senere på dagen. Men den viden er det altså os som pædagoger, der sidder inde med. Og derfor er det vigtigt, at pædagogikken kommer i centrum af debatten, siger hun.

Ikke i konkurrence med fagforeninger

Selv om Kritisk Pædagogisk Netværk ikke kun forholder sig til pædagogiske spørgsmål, men også fagpolitiske, mener Agnete Persson ikke, det betyder, at netværket kommer til at træde fagforeningerne over tæerne.

– Vores netværk er en parallelstruktur til fagforeningerne, ikke en konkurrent. BUPL og LFS organiserer alle pædagoger, men vi er forenet på basis af holdninger. Selv om vi ønsker at få så mange med i netværket og at favne så bredt som muligt, så skal vi ikke organisere alle, men kun dem, der er enige i vores grundlag. Det betyder til gengæld, at vi måske nogen gange kan udtale os mere skarpt end fagforeningen, der f.eks. er bundet af samarbejdsaftale og fagretslige regler. Men hvor grænsen præcis går, ved jeg ikke.