Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Modkraft-fotograf frikendt for ulovlig indtrængen

2. september 2008 - 18:54

Modkraft-fotograf frikendt for ulovlig indtrængen

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Martin Lindblom

Fotografen Mark Knudsen, der er ansat hos mediebureauet Monsun, som driver portalen Modkraft.dk, blev torsdag den 28. august for anden gang frifundet for ulovlig indtrængen i forbindelse med sit arbejde.

Et enigt dommerpanel i Østre Landsret bakkede op om den dom Københavns Byret tidligere havde afsagt, men som anklagemyndigheden havde anket.

Flygtningenævnet besat

Mark Knudsen dækkede i juli 2006 en aktion, hvor en gruppe aktivister trængte ind i Flygtningenævnet i København, som de derefter nægtede at forlade frivilligt. Aktivisterne aktionerede til fordel for en gruppe iranske flygtninge, der gennem længere tid havde sultestrejket på Christiansborg Slotsplads.

Under den helt igennem fredelige aktion fulgte fotografen med aktivisterne ind på kontoret. Det samme gjorde en fotograf fra Frederiksberg Lokal-tv.

Da politiet ankom fik aktivisterne at vide, at de skulle forlade lokalet, hvis de ikke ville anholdes. Mark Knudsen, der bar synligt pressekort stod på det tidspunkt bagved betjenten, der talte til aktivisterne, og opfattede ikke på nogen måde, at han som pressefotograf var omfattet af den ordre.

JPEG - 84.4 kb
Den 24. juli trængte en gruppe aktivister ind i Flygtningenævnet i solidaritet med en gruppe sultestrejkende iranere. De blev anholdt og sigtet for ulovlig indtrængen – og det samme gjorde Modkrafts fotograf. Til forskel fra aktivisterne er han nu pure frikendt ved to retsinstanser, der vurderede, at han bare passede sit arbejde. Arkivfoto: Mark Knudsen/Monsun

Under selv aktionen havde han flere gange kommunikeret med betjentene og sørget for ikke at gå i vejen for dem, så han blev derfor meget overrasket, da det pludselig viste sig, at han også var anholdt.

– Jeg var på vej ud på trappen for at tage billeder af aktivisterne, når de blev ført ud af politiet, da en betjent pludselig siger, at jeg også er anholdt. Hans kollega virkede overrasket over det, og jeg blev selv ret chokeret, forklarede Mark Knudsen, da sagen var oppe i Byretten.

Betjent: »Så må han bøde for det«

Vicepolitikommissær Erik Larsen, der var leder af operationen, havde dog en anden opfattelse af situationen. Til retten forklarede han, at beskeden om at man ville blive anholdt, hvis man ikke forlod lokalet, gjaldt alle, også fotografen. Og da han bliver spurgt af anklgeren, om det kan være en fejl, at fotografen bliver anholdt svarer han:

– Det var ikke en fejl. Jeg bliver spurgt, og jeg siger, han skal anholdes. Det beslutter jeg.

Læs artikel på Modkraft.dk: »Demonstranter anholdt i Flygtningenævnet«

Vicepolitikommissær erklærer desuden at han ingen problemer har med pressen, der »normalt går, når de bliver bedt om det«. Og han havde i det hele taget ikke gjort sig mange overvejelser om pressens arbejde:

– Når man beder folk forlade stedet, gælder det også ham. Det gjorde han ikke, og så må han bøde for det.

Historisk dom

Men den vurdering har to retsindstanser nu klart underkendt:

»Også efter bevisførelsen for Landsretten tiltrædes det af de af Byretten anførte grunde, at en afvejning af hensynet til nyhedsformidlingen over for krænkelsens karakter må føre til, at tiltaltes tilstedeværelse som pressefotograf under aktionen, der blev afviklet i en rolig atmosfære, og hvorunder tiltalte ikke generede politiets arbejde, ikke kan betegnes som uberettiget«, hedder det således i Landsrettens afgørelse.

Ifølge advokat Tyge Trier, der førte sagen for Mark Knudsen, er der tale om en historisk dom:

– Det er første gang, at der afsiges en klar frifindende dom om, at fotografer har ret til at blive, selvom politiet ved en fejl beder dem forlade stedet, udtaler han til Journalistforbundets hjemmeside.

Tyge Trier glæder sig desuden over, at Landsretten mener, at Mark Knudsen skønnede rigtigt, da han besluttede at blive på stedet for at dokumentere forløbet og politiets arbejde med at fjerne demonstranterne.

– Dommen udvider området for beskyttelsen af medierne i forhold til de velkendte domme om Svend Aukens have og Peberholm. Forståelsen for mediernes personales skøn er centralt for disse sager, udtaler Tyge Trier.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96