Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Kommentar: Aben på Ritts skulder

12. august 2008 - 16:20

Kommentar: Aben på Ritts skulder

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Jan Hoby

Hvis man skulle være i tvivl, så er Deloittes rapport med besparelsesforslag på 194 millioner kroner på børne- og ungdomsområdet i Københavns kommune et partsindlæg! Den kunne ligeså godt været skrevet af CEPOS, det såkaldte Center for Politiske Studier, som en gruppe ultraliberale personer kalder en tænketank.

Som en anden naturlov beskrives det, hvorfor vejen frem for Børne- og Ungdomsforvaltningen og Københavns kommune er mere markedsgørelse: modulpasning og SFO’ificering (afskaffelse af fritidshjem med andre ord), samt privatisering og udlicitering af mere end 1.000 ansatte i Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Altså mere nyliberalisme, mindre velfærd.

At det er politikerne i Børne- og Ungdomsudvalget, der har bestilt og »betalt« 1,5 millioner kroner for et partsindlæg, fordi de har mistillid til forvaltningens arbejde, er en skandale.


Budgetkampen i år handler mere end nogensinde før om, hvilken vej København politisk skal tage. Hvem skal København være en fed by for? De rige og turisterne? Eller de lønmodtagere, der lever, arbejder og bor i byen?

Budgetkampen er ikke kun et anliggende mellem det pædagogiske personale, forældrene og politikerne. Det er en sag for hele den københavnske befolkning og hele den københavnske fagbevægelse!

Spørgsmålet er om Socialdemokraterne, De radikale og SF vælger en velfærdsdagsorden og afviser Deloittes snak om mere markedsgørelse og udlicitering af velfærden i København.

Den bedste måde at sikre det svar på er, at det pædagogiske personale mobiliserer Københavns befolkning til at kæmpe sammen med os, for vores by, vores velfærd, vores fritidshjem og vores arbejdspladser.

Aben sidder nu på Ritt Bjerregaards skulder. Vil hun huskes som den, der reducerede København til en stor rationaliseringsmaskine og forpestede 40.000 medarbejderes arbejdsliv og fyldte lommerne på private firmaer?

Eller vil hun huskes som den, der sikrede den kommunale velfærd med et menneskeligt ansigt, uden kontrol, standardisering og systematisk diskvalificering af det pædagogiske personale?

Regeringen har en vision om en minimalstat. Det er fremgået utvetydigt ved utallige lejligheder, f.eks. i Venstremanden og bekæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens indlaæg, »Om regeirngens strategi« i Børsen den 16. februar 2008:

»De to grundpiller er skattestop og bremsen på væksten i den offentlige sektor. Hvis stat, amter og kommuner ikke får flere penge, men økonomien fortsat vokser, vil den private sektor løbe fra den offentlige sektor. Det tager tid før effekten slår igennem. Men efter ti år vil den offentlige sektor kun være øget med 5 procent. Mens den private er blevet 20 procent større. Så opstår et nyt Danmark.«

Hvilken vision har Socialdemokraterne, De Radikal og SF?

Jan Hoby er medlem af forretningsudvalget i LFS, den pædagogiske fagforening i FOA.

Redaktion: 
Fagligt

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96